Stephen Kings THE INSTITUTE bliver nu lavet til en serie af folkene bag Lost, Mr. Mercedes, From og The Stand. Læs mere om serien og de medvirkende i serien her!

THE INSTITUTE er en bog fra 2019 skrevet af Stephen King, og som mange andre af hans bøger, bliver denne også lavet til en serie. I Danmark hedder bogen ‘Anstalten’.

Bogen følger det tolvårige geni Luke Ellis. Da hans forældre bliver myrdet, bliver han kidnappet af ubudne gæster og vågner på Anstalten, en institution, der huser andre børn med særlige evner inden for telekinese og telepati.

Serien bliver lavet af executive producer Jack Bender, der er kendt for genreserierne Lost, Mr. Mercedes og From. Manuskriptet skal skrives af Benjamin Cavell, der tidligere har skrevet manuskript til Stephen Kings The Stand.

De medvirkende i The Institute-serien

Rollen som Tim Jamieson, der er en tidligere betjent, hvis liv bliver flettet ind i 12-årige Lukes mareridt, skal spilles af Ben Barnes. Barnes er blandt genrefans kendt for Westworld, Black Mirror, Shadow and Bone og Guillermo del Toro’s Cabinet of Curiosities.

I en anden bærende rolle i The Institute ser vi Mary-Louise Parker, der skal spille Ms. Sigsby. Hun er Anstaltens charmerende tilsynsførende, der tror fuldt og fast på anstaltens mission. Mary-Louise Parker var med i Stephen King-serien Mr. Mercedes, som også blev skabt af Jack Bender.

Det vides endnu ikke, hvem der skal spille den 12-årige hovedrolle Luke Ellis.

Det er planen, at MGM+ begynder på optagelserne af The Institute i Nova Scotia senere i år. Serien kommer til at få otte afsnit.

Forfatter

  • Nadja "HorrorDiva" Houmøller

    Jeg kan huske den første gyser, jeg så, da jeg var ca. 8-9 år. Det var nemlig 'Poltergeist', som min far havde optaget, og jeg efterfølgende sneg mig til at se, mens jeg var alene hjemme. Og det var på trods af, at min far udførligt havde lavet et grøn/gul/rød-system over hvilke film, jeg måtte se og ikke se... 'Poltergeist' var selvfølgelig en af de røde. Siden da har jeg haft en massiv interesse i at se gyserfilm, og jeg har altid fulgt med i hvilke kommende gysere, der var undervejs. Jeg foretrækker uden tvivl de lidt nyere gyserfilm. Et udpluk af mine favoritfilm: El orfanato, [REC], The Others, 28 Days Later, Eden Lake, The Descent, Se7en, Drag Me to Hell, The Mist, Haute Tension, Martyrs, The Strangers, The Cabin in the Woods. Udover min store interesse for horror-genren, har jeg også studeret 'Art of Film' på Berkeley, Californien, USA.

    Vis alle indlæg