En SPEAK NO EVIL genindspilning var vel uundgåelig efter den store succes internationalt, så nu kommer der en amerikansk remake fra Blumhouse i 2024 – med James McAvoy og Mackenzie Davis i hovedrollerne. Læs mere her!

Speak No Evil er den nyeste danske gyserfilm, der virkelig er slået igennem i udlandet. Derfor er det ikke den store overraskelse, at der kommer en remake. Det bliver Blumhouse Productions, der står for en amerikansk genindspilning, der allerede har fået premieredatoen 13. september 2024.

LÆS OGSÅ:

Vores anmeldelse af den danske gyserfilm Speak No Evil her >

Den mandlige hovedrolle skal spilles af James McAvoy, som tidligere har lavet M. Night Shyamalan-filmene Split og Glass med Blumhouse. Den kvindelige hovedrolle spilles af Mackenzie Davis, som genrefans kender fra fx Blade Runner 2049, Terminator: Dark Fate og det fantastiske Black Mirror-afsnit “San Junipero”.

Derudover medvirker Aisling Franciosi (Stopmotion) og Scoot McNairy (True Detective sæson 3).

Genindspilningen skal skrives og instrueres af James Watkins, hvilket faktisk tyder ret godt. Han har nemlig lavet den brutale Eden Lake (2009) og The Woman in Black (2012). Især førstnævnte film bruger netop nogle af de samme virkemidler som den film, der skal genindspilles,

I vores bog lyder han derfor som den helt rigtige filmskaber til opgaven.

Christian Tafdrup er også ombord

Det var Christian Tafdrup, der instruerede den danske Speak No Evil, og han er også med som producer på genindspilningen.

Vi kan så håbe på, at Hollywood ikke fjerner brutaliteten, når den skal produceres til det amerikanske publikum. Det skete blandt andet ved den amerikanske Nattevagten genindspilning, Nightwatch fra 1997, der havde Ewan McGregor i hovedrollen.

Vi kan så håbe på, at Christian Tafdrups involvering kan sikre, at det ikke også sker her.

Den amerikanske Speak No Evil får dansk premiere den 13. september 2024.

Du kan se traileren til Speak No Evil nedenfor.

Forfatter

  • HorrorDiva

    Jeg kan huske den første gyser, jeg så, da jeg var ca. 8-9 år. Det var nemlig 'Poltergeist', som min far havde optaget, og jeg efterfølgende sneg mig til at se, mens jeg var alene hjemme. Og det var på trods af, at min far udførligt havde lavet et grøn/gul/rød-system over hvilke film, jeg måtte se og ikke se... 'Poltergeist' var selvfølgelig en af de røde. Siden da har jeg haft en massiv interesse i at se gyserfilm, og jeg har altid fulgt med i hvilke kommende gysere, der var undervejs. Jeg foretrækker uden tvivl de lidt nyere gyserfilm. Et udpluk af mine favoritfilm: El orfanato, [REC], The Others, 28 Days Later, Eden Lake, The Descent, Se7en, Drag Me to Hell, The Mist, Haute Tension, Martyrs, The Strangers, The Cabin in the Woods. Udover min store interesse for horror-genren, har jeg også studeret 'Art of Film' på Berkeley, Californien, USA.

    Vis alle indlæg