World War Z 2 har været ualmindeligt lang tid undervejs. Egentlig skulle filmen være udkommet i 2017. Det har altså været en lang fødsel for zombie-fortsættelsen, men nu er der godt nyt!
Opdatering: World War Z 2 er ifølge The Playlist begravet af Paramount! Så pt. ser det ikke ud som om, at filmen bliver til noget alligevel. Vi følger udviklingen…
***
World War Z 2 skulle efter sigende gå i gang med optagelserne i marts 2019. Det er planen, at der skal optages henover hele året i både Thailand og Spanien.
Lige nu ser det ud til, at filmen får premiere i 2020. Det er stadig Brad Pitt, der skal spille hovedrollen, og David Fincher (Se7en) er stadig tilknyttet som instruktør.
J.A. Bayona havde ellers fået tjansen som instruktør, men han faldt fra på grund af Jurassic World: Fallen Kingdom, som han instruerede i stedet for.
David Fincher har travlt
David Fincher og Brad Pitt har arbejdet sammen flere gange – i Se7en (en af mine yndlingsfilm) fra 1995 og igen i Benjamin Buttons forunderlige liv i 2008. Det er da også Brad Pitt, der har overtalt Fincher til at instruere fortsættelsen.
Sidste gang David Fincher instruerede en fortsættelse var i 1992, hvor han lavede Alien³. Og det er uden tvivl, den ringeste film han har lavet! Det var da også hans spillefilmsdebut, da han ellers kun havde lavet musikvideoer for de helt store kunstnere som fx Madonna og George Michael.
Lige nu har David Fincher travlt med både sæson 2 af Netflix seriemorder-serien Mindhunter og den kommende Netflix animationsserie Love, Death & Robots, som han producerer med Deadpool-instruktøren Tim Miller.
Brad Pitt er ved at være færdig med både seriemorder-filmen Once Upon a Time in Hollywood og sci-fi-filmen Ad Astra, så der er lige et vindue til at gå i gang med World War Z 2.
Læs også: Nye gyserfilm i 2019