Filmen har premiere i USA i starten af næste år – 26. februar 2010 for at være helt præcis – og nu begynder marketingmaskineriet så småt med denne første trailer.

Der er tale om en remake af George A. Romeros kult klassiker fra 1973, som Breck Eisner nu har lavet en remake af. I hovedrollerne ses bl.a. Timothy Olyphant (Dreamcatcher, Hitman), Radha Mitchell (Silent Hill), Danielle Panabaker (Friday the 13th ano 2009) og Joe Anderson (The Ruins).

Manuskriptet til denne remake er skrevet af Scott Kosar, som har utrolig god erfaring med at lave manuskripter til horror remakes. Han står således bag remaken af både ‘Amityville Horror’ (2005) og ‘The Texas Chainsaw Massacre’ (2003), så vi forventer i hvert fald, at udgangspunktet til denne remake er godt.

Instruktøren Breck Eisner er fortsat et relativt uskrevet blad, men han har dog lavet noget på Spielberg Sci-Fi serien “Taken” og skal instruere genindspilninger af både ‘Flash Gordon’ og ‘Creature from the Black Lagoon’, hvis rygterne ellers taler sandt.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg