Paramount har rykket både Rings og Friday the 13th flere måneder ind i 2017, så nu er biograffilm udvalget dette efterår blevet endnu ringere.

Den tredje Ring film, med titlen RINGS, er tidligere blevet skubbet fra en amerikansk premiere i november 2015 til at blive 28. oktober 2016. Det resulterede i en dansk biografpremiere, der hed 10. november. Nu er RINGS dog flyttet endnu en gang, og den amerikanske premiere hedder nu 3. februar 2017. Herhjemme er der dog lige sat yderligere et par måneder på udskydelsen, så den danske premiere for RINGS er nu 20. april 2017.

RINGS, der er instrueret af spanske F. Javier Gutiérrez (Before the Fall), har ellers haft en massiv omtale, siden traileren endelig udkom to måneder før premieren. Mange troede faktisk, at Paramount have opgivet at genoplive The Ring franchisen. Den nye traileren fik dog os alle på andre tanker, og generelt var stemning ret positiv, efter traileren endelig blev frigivet. Vi glædede os faktisk til endelig at få en fortsættelse på Ring historien efter 11 års ventetid.

Rings har en rollebesætning med Matilda Lutz, Aimee Teegarden, Johnny Galecki (The Big Bang Theory), Vincent D’Onofrio (The Cell) og Alex Roe (The Fifth Wave) i spidsen. Naomi Watts vender ikke tilbage.

Friday the 13th reboot deler skæbne med Rings

En dårlig nyhed kommer sjældent alene og nu viser det sig, at også Friday the 13th rebooten er blevet rykket. Filmen skal i sagens natur gerne udkomme, når den 13. dag i måneden lander på en fredag. Derfor var premieren sat til fredag d. 13. januar 2017. Nu bliver det i stedet først til oktober 2017. Fredag d. 13. oktober 2017 vil amerikanerne dog endelig kunne nyde et gensyn med Jason Voorhees. I Danmark har film premiere om torsdagen, så herhjemme betyder det ikke det vilde. Vi kan nok forvente, at den danske premiere bliver den 12. oktober 2016.

Nu er det iøvrigt sådan, at de ikke engang er begyndt at filme Friday the 13th, så det kommer ikke ligefrem som nogen stor overraskelse, at de ikke forventer at være klar til januar 2017. Og i øvrigt er det meget mere passende med en premiere i oktober, så den rammer lige op til Halloween.

Et tamt gyserudvalg i de amerikanske biografer denne Halloween

Nu hvor Rings er blevet flyttet, så er der dog kun Ouija: Origin of Evil tilbage som premierefilm i de amerikanske biografer. Det vil sige, at Mike Flanagan (Hush og Oculus) har alletiders chance for at vinde Halloween box-office salget her i 2016. Den har premiere i USA d. 21. oktober 2016, mens ingen dansk premieredato er kendt – og der kommer nok heller ikke en. Eneste konkurrent i USA, der smager lidt af Halloween er Tyler Perry komedien Boo! A Madea Halloween.

Vi har i Danmark ingen gyserfilm med premiere op til Halloween, men nogle biografer holder da forpremiere i anledning af Halloween på den britiske zombiefilm The Girl With All the Gifts, der ellers har premiere den 3. november.

Se eller gense traileren for Rings herunder:

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg