Vi har fået lov til at smug-kigge på første afsnit af Penny Dreadful‘s nye sæson 3, og du kan være ganske rolig, for det er en sæsonpremiere med knald på!

Det er ingen hemmelighed, at vi har glædet os til sæson 3 af Penny Dreadful. Vi kunne godt lide den første sæson og var virkelig vilde med sæson to, så derfor var vi ikke helt sikre på, hvad vi skulle forvente af sæson 3. Nu har vi dog set første afsnit af den nye sæson og kan med glæde melde ud, at det – i modsætning til den mildest talt sløve sæsonpremiere fra Fear The Walking Dead – er en virkelig stærk start på den nye sæson.

Penny Dreadful sæson 3Vi skal ikke spoile jer allerede nu (den slags gør vi os aldrig i), men vi vil dog godt afsløre, at der allerede fra første afsnit kommer yderligere to kæmpe gyserikoner på karakterfronten. Den ene skal arbejde sammen med Dr. Frankenstein (Harry Treadway), og den anden er ude efter Vanessa Ives (Eva Green). Men helt ærligt, hvornår er der ikke et eller andet grumt væsen efter Miss Ives?

Præcis som vi oplevede det i sæson 2, så er Eva Green i topform som Vanessa Ives, der dog lader til at være mere ødelagt og frustreret end nogensinde før. Desuden får vi allerede fra sæsonpremieren fornøjelsen af flere scener mellem Eva Green og Patti LuPone, der er tilbage i den nye sæson… men som en ny karakter (det er nærmest som American Horror Story, hvor folk bare hives tilbage til nye historier, men ofte med en forbindelse til deres tidligere karakter). Vi er helt vilde med samspillet mellem disse to, og sidder næsten lamslået, når der er scener mellem de to kvinder. Det er ren power, og selvom andre serier også har stærke kvinder på rollelisten, så er Penny Dreadful klart den gyserserie, der får mest ud af samspillet mellem to stærke kvinder.

Eva Green og Patti LuPone

Foruden de to nye ikoniske gyserkarakterer – der altså præsenteres allerede i dette første afsnit – så kommer der yderligere et par nye karakterer. De mange nye tilføjelser betyder også, at vi ikke kommer til at nyde et gensyn med alle de karakterer, vi elsker (eller elsker at hade) fra tidligere sæsoner. Men bare rolig, de kommer frygteligt tilbage i senere afsnit, så du skal nok få grund nok til hele tiden af se frem til næste afsnit.

Penny Dreadful sæson 3 får premiere på HBO Nordic mandag 2. maj (direkte efter premieren i USA, der sker på Showtime den 1. maj lokal tid)

Præcis som med Fear The Walking Dead kommer vi til at lave recaps af Penny Dreadful på vores internationale website, så hvis du er vild med den slags, kan vi såmænd også hjælpe på den front.

Forfatter

  • HorrorDiva

    Jeg kan huske den første gyser, jeg så, da jeg var ca. 8-9 år. Det var nemlig 'Poltergeist', som min far havde optaget, og jeg efterfølgende sneg mig til at se, mens jeg var alene hjemme. Og det var på trods af, at min far udførligt havde lavet et grøn/gul/rød-system over hvilke film, jeg måtte se og ikke se... 'Poltergeist' var selvfølgelig en af de røde. Siden da har jeg haft en massiv interesse i at se gyserfilm, og jeg har altid fulgt med i hvilke kommende gysere, der var undervejs. Jeg foretrækker uden tvivl de lidt nyere gyserfilm. Et udpluk af mine favoritfilm: El orfanato, [REC], The Others, 28 Days Later, Eden Lake, The Descent, Se7en, Drag Me to Hell, The Mist, Haute Tension, Martyrs, The Strangers, The Cabin in the Woods. Udover min store interesse for horror-genren, har jeg også studeret 'Art of Film' på Berkeley, Californien, USA.

    Vis alle indlæg