JU-ON: Origins er en ny horrorserie, der starter på Netflix til sommer. Den er baseret på filmen af samme navn, der fik en amerikansk remake med titlen The Grudge. Læs mere om den nye Netflix gyserserie og se første trailer her!
JU-ON: Origins skal nok tiltrække mange seere på Netflix, da det er en af de største japanske gyserfilm-hits. Umiddelbart er den kun overgået af Ringu (nok bedre kendt som The Ring).
Og dog, Godzilla er nok den største – på alle måder – men det er en anden horror subgenre, da vi er ude i monstre i stedet for spøgelser og dæmoner.
Den legendariske horrorfranchise, Ju-On, startede i 2000 med Ju-On: The Curse, der affødte en række efterfølgere samt flere amerikanske genindspilninger (under titlen The Grudge).
Nu er Ju-On klar til at skræmme igen, da Netflix Japan til sommer kommer med sin første horrorserie. Den har passende fået titlen JU-ON: Origins.
Plot og trailer til den kommende japanske Netflix-serie
Det officielle plot til JU-ON: Origins lyder således:
Den klassiske japanske gyserserie Ju-On er faktisk baseret på virkelige begivenheder, der foregik over fire årtier – og virkeligheden er mere hårrejsende end fantasien.
Du kan finde linket til horrorserien på Netflix her >
Herfra skal vi ærligt indrømme, at Ju-On aldrig var vores favorit franchise. Måske fordi den kom efter The Ring og mindede for meget om den. Ved senere gensyn er det alligevel blevet lidt bedre, men som udgangspunkt er den ikke på nogen toplister her på sitet.
Alligevel er det da ganske spændende med denne Netflix-serie, der er baseret på franchisen. Og ja, den skal da naturligvis både ses og anmeldes, når den udkommer på Netflix her til sommer.
JU-ON: Origins består af 6 afsnit og får premiere på Netflix den 3. juli 2020.
Se traileren til den nye japanske Netflix horrorserie nedenfor!