Heaven of Horror fylder hele 10 år i dag. Da vi begyndte, var der intet, der hed Netflix i Danmark, og Blockbuster var stadig en butik. Ja, der er sket meget på det årti!

Heaven of Horror kom til verden den 20. maj 2009, så i dag fylder vi simpelthen 10 år. Dét skal fejres… og bliver nok med en gyserfilm eller to. Eller måske lidt sci-fi eller en solid thriller, da vi trods alt dækker alle tre genrer.

På de 10 år er der sket meget på horrorfronten alene. Først og fremmest er genren blevet endnu mere populær over de senere år, så der bliver produceret mange flere film og serier – i alle kvalitetsniveauer og til både store og små budgetter. Ikke at kvalitet og budget nødvendigvis hænger sammen.

Fra Blockbuster butikken til Blockbuster.dk og Netflix

Desuden er der kommet nogle andre muligheder for at se film, efter streaming er kommet på banen. Tilbage i 2009 var det faktisk stadig helt normalt at gå i den lokale Blockbuster butik for at leje den nyeste gyserfilm. Det kan man ikke længere – nu foregår det meste online. Også Blockbuster!

Her på Heaven of Horror har vi bare fulgt med fra sidelinjen og har (oftest glædeligt) udviklet os med medierne.

Selv Netflix var en fysisk tjeneste i USA, der sendte DVD’er til deres abonnenter, selvom de allerede i 2007 så småt var gået i gang med streamingplatformen. Fra 2010 åbnede Netflix for det “internationale” marked ved at lave Netflix til deres naboer i nord: Canada. Et par år senere (i september 2012) kom Netflix så til Danmark, og det har været en mildest talt eksplosiv vækst. Ikke mindst i forhold til udvalget af genrefilm.

Nu er det dog ikke kun Netflix, der er kommet til i løbet af de sidste 10 år. Også HBO Nordic, Amazon Prime, Viaplay, C More og diverse andre streamingtjenester (og On Demand services som Blockbuster.dk) har skabt et kæmpe udvalg. På godt og ondt, for der er virkelig også mange dårlige film og serier.

Men vi tager det hele med. Der er oftest et publikum til enhver film – nogle gange er det bare et meget lille publikum.

Fra mini-anmeldelser til “Heaven of Horror”-stilen

I starten lavede vi nogle korte anmeldelser, der var lette at skimme og fokuserede meget på at dele nyheder om kommende film og nye trailers. Vi føler dog selv, at vi har fundet vores egen stil nu, og anmeldelserne er blevet noget længere.

Vi holder os dog generelt fra at anmelde film, som vi ved, vi ikke kan lide. Det gavner trods alt hverken os eller jer læsere at læse filmanmeldelser fra subgenrer og nicher, vi aldrig har brudt os om. Vi er som udgangspunkt positive og passionerede, så vi vil hellere fokusere på det gode.

Dét gør os umiddelbart ret unikke, da det i løbet af det seneste årti er blevet ualmindeligt populært at svine film og tv-serier til. Ofte uden selv at have set det, men derimod med udgangspunkt i andres anmeldelser. Lige den del af udviklingen holder vi os fra! Selvom der da stadig kan falde 1 og 2 splattede anmeldelser afsted herfra.

Helt fra starten har vi kun været to mennesker; Nadja holder styr på, hvad der udkommer hvor og hvornår, mens Karina skriver alle anmeldelserne. Det er blevet til godt over 700 anmeldelser og de seneste år er budt på langt flere anmeldelser om året end tidligere. Ikke mindst da vi før fokuserede på DVD-udgivelser og de få biograffilm, der udkom. Nu har vi også fået film og tv-serier, der udkommer på en af de førnævnte streamingplatforme (primært Netflix).

Da Heaven of Horror blev internationale

Siden 2016 har vi også haft en engelsk søsterhjemmeside, hvor vi anmelder på engelsk, og der er flere anmeldelser derovre. Det skyldes, at trafikken er mindst 10 gange højere, og derfor må følge efterspørgslen. Desuden dækker vi det amerikanske marked på heavenofhorror.com, og der udkommer trods alt langt flere horror, sci-fi og thriller udgivelser “over there”.

Vi fortsætter dog (naturligvis) med den danske (og originale) Heaven of Horror, og vi håber, at I vil fortsætte rejsen med os. Tillykke til os og tusinde tak til jer, der har fulgt os fra starten samt jer, der stadig løbende kommer til.

Som de fleste nok har opdaget, er der kommet flere annoncer på vores side gennem årene. Det skyldes, at der er nogle udgifter ved at drive og udvikle en hjemmeside, der kun bliver større hele tiden. Og da ingen giver os løn for vores arbejde, bliver vi nødt at få lidt indtjening ind via annoncer. Vi er dog altid lydhøre overfor input i forhold til annoncer, og vi har da også tilrettet flere gange hen ad vejen.

Og skal vi så komme i gang med at se nogle flere gyserfilm og -serier!

Forfatter

  • HorrorDiva

    Jeg kan huske den første gyser, jeg så, da jeg var ca. 8-9 år. Det var nemlig 'Poltergeist', som min far havde optaget, og jeg efterfølgende sneg mig til at se, mens jeg var alene hjemme. Og det var på trods af, at min far udførligt havde lavet et grøn/gul/rød-system over hvilke film, jeg måtte se og ikke se... 'Poltergeist' var selvfølgelig en af de røde. Siden da har jeg haft en massiv interesse i at se gyserfilm, og jeg har altid fulgt med i hvilke kommende gysere, der var undervejs. Jeg foretrækker uden tvivl de lidt nyere gyserfilm. Et udpluk af mine favoritfilm: El orfanato, [REC], The Others, 28 Days Later, Eden Lake, The Descent, Se7en, Drag Me to Hell, The Mist, Haute Tension, Martyrs, The Strangers, The Cabin in the Woods. Udover min store interesse for horror-genren, har jeg også studeret 'Art of Film' på Berkeley, Californien, USA.

    Vis alle indlæg