Der er ikke ligefrem mangel på Zombie-film for tiden, og selvom vi sagtens kunne have været foruden en hel del af dem, så elsker vi dem jo, når de lykkedes. Så der er måske godt nyt forude…
Produktionsselskabet Circle of Confusion skal nemlig snart i gang med filmen ‘Gatekeeper’, som de selv har kaldt deres “undead opus”. Det lidt skæve cast, som der tales om, kan potentielt være et tegn på, at den beskrivelse er helt passende.
Det bliver med 80’er ikonerne Judge Reinhold (bl.a. kendt som Eddie Murphy’s noget rigide sidekick i ‘Frækkere end politiet tillader’-trilogien) og Lea Thompson (kendt som Michael J. Fox’s udkårne i ‘Tilbage til fremtiden’- trilogien), og denne 80’er duo krydres med den faste horror yndling Ron Pearlman (‘Hellboy’) og Jana Kramer, der stadig er et forholdsvist nyt navn, men dog har kastet sig over horror flere gange – senest i ‘Prom Night’ (USA, 2008) og ‘Laid to rest’ (USA, 2009). Filmen instrueres af debutanten Isaac Meisenheimer og optagelserne starter i september i år.
I ‘Gatekeeper’ skal vi se hvordan en simpel ulykke resulterer i, at tre venner skal forsvare deres by mod zombier. Tonen i filmen beskrives som ‘Shawn of the Dead’, men mere rettet mod et amerikansk publikum. Hvis det betyder Sam Raimi-stilen, kan vi nok glæde os. Der er dog også mulighed for et mindre heldigt resultat, men vi sætter vores lid til, at castet vil løfte filmen, så vi kan se frem til det ‘undead opus’, som produktionsselskabet lover.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg