Den britiske science fiction-film ‘Attack the Block’ har nu fået lov at komme på det store lærred i Danmark.

Miracle Film har sørget for, at vi får lov at se ‘Attack the Block’ i de danske biografer. Det er Joe Cornish’s spillefilmsdebut som instruktør – han har også været med til at skrive Spielbergs ‘Tintin: Enhjørningens hemmelighed’.

Plottet er følgende:

Sygeplejersken Sam bliver i ‘Attack the Block’ overfaldet på en øde gade i det sydlige London af en bande teenagere: Pest, Dennis, Jerome, Biggz og deres anfører Moses.

I nærheden ralder noget fra himlen ned gennem taget på en bil. Braget giver Sam mulighed for at slippe væk, mens knægtene undersøger nedfaldsstedet. Det viser sig at indeholde noget mystisk. Så mystisk, at de slæber det, de finder i bilen, med hen til den lokale narkopusher, Ron (Nick Frost).

Snart går det op for den unge bande, at det første nedslag kun var en forsmag, for pludselig vælter det ned fra himlen med mystiske rumuhyrer. Drengene bevæbner sig til tænderne med sværd, knive, bat og fyrværkeri for at bekæmpe dem.

Måske er det i virkeligheden kun deres gruppe, som kan redde London fra at blive overtaget af de sælsomme skabninger fra det ydre rum?

Forfatter

  • HorrorDiva

    Jeg kan huske den første gyser, jeg så, da jeg var ca. 8-9 år. Det var nemlig 'Poltergeist', som min far havde optaget, og jeg efterfølgende sneg mig til at se, mens jeg var alene hjemme. Og det var på trods af, at min far udførligt havde lavet et grøn/gul/rød-system over hvilke film, jeg måtte se og ikke se... 'Poltergeist' var selvfølgelig en af de røde. Siden da har jeg haft en massiv interesse i at se gyserfilm, og jeg har altid fulgt med i hvilke kommende gysere, der var undervejs. Jeg foretrækker uden tvivl de lidt nyere gyserfilm. Et udpluk af mine favoritfilm: El orfanato, [REC], The Others, 28 Days Later, Eden Lake, The Descent, Se7en, Drag Me to Hell, The Mist, Haute Tension, Martyrs, The Strangers, The Cabin in the Woods. Udover min store interesse for horror-genren, har jeg også studeret 'Art of Film' på Berkeley, Californien, USA.

    Vis alle indlæg