Instruktøren af ‘Ju-on’ samt ‘The Grudge’, Takashi Shimizu, er tilbage med en gyserfilm i de amerikanske biografer, når ‘7500’ endelig får amerikansk premiere til efteråret. Traileren kom allerede ud i januar 2012, men filmen har af ukendte årsager ligget på hylden, og får altså nu premiere i USA i oktober 2013. Vi tvivler på, at vi får lov at se den i de danske biografer, men vi skal nok holde øje.
Det er ganske kendte skuespillere, der er med på rollelisten: Ryan Kwanten (True Blood), Amy Smart (The Butterfly Effect), Leslie Bibb (Trick ‘r Treat , The Midnight Meat Train), Johnathon Schaech (Quarantine), Jamie Chung (Sorority Row), Nicky Whelan (Paranormal Movie), Christian Serratos (Twilight-filmene), Scout Taylor-Compton (Halloween I & II), Jerry Ferrara (Entourage) m.fl.
Ægteparret Brad og Pia går ombord Vista Pacific Flight 7500 med deres to venner, da de skal en tur til Japan. Men det bliver ikke en helt almindelig flytur, for der er overnaturlige kræfter ombord på flyet.