Voice from the Stone lægger ret solidt ud med uhyggelige rammer og en stum dreng. Desværre udvikler historien sig mere til et sengekantsdrama.

Traileren for Voice from the Stone afslører alt for meget. Og alligevel er filmen stadig helt sin egen, så du vil stadig kunne få gode momenter undervejs. Emilia Clarke spiller den altoverskyggende hovedrolle. Du kender hende sikkert fra Game of Thrones samt som nyeste udgave af den ikoniske Sarah Connor i Terminator: Genisys.

I Voice from the Stone er hun dog nærmest ugenkendelig som barnepigen, der klæder sig i en nonne-lignende dragt. Eller altså, hun er i hvert fald meget tækkelig og grå i sin påklædning, men det passer til tiden, da vi befinder os mange årtier tilbage.

Til gengæld udtrykker hendes væsen både empati og varme, hvilket nok er grunden til, at børn normalt reagerer godt på hende. Fra det øjeblik den egentlige historie starter i Voice from the Stone er det dog tydeligt, at der ikke er én eneste person i det nye hjem, der byder hende velkommen med varme.

Det slår naturligvis ikke Emilia Clarke’s karakter ud af kurs, men det er godt nok en hård omgang.



Voice from the Stone udvikler sig noget uheldigt

Lad os bare få “svesken på disken” omkring udfordringerne i Voice from the Stone. Det viser sig nemlig hurtigt, at vi kommer til at skulle runde et par lumre hjørner i denne film.

Ja, selvom hovedpersonen er ekstremt ordentligt og tildækket, da hun fokuserer på barnet i familien, så undgår vi ikke de største klichéer. Hun skal naturligvis falde for enkemanden. Det er ikke fordi, det ikke kan fungere, og eftersom drengen ikke har talt siden hans mor døde, kommer der til at være snak om kærligheden til den afdøde kvinde.

Voice From the Stone - Emilia Clarke

Den romantiske – eller rettere erotiske – udvikling sker dog på en meget forceret måde. Fantasi, drømme og virkelighed vælter sammen i en solid rodebunke, og som publikum skal vi gætte os frem til, hvad der egentlig foregår.

Der sker nemlig det, at rammerne for hvordan henholdsvis fantasi, drømme og virkelighed vises, hele tiden ændres og skubbes. Et klassisk tegn på, at instruktøren ikke helt har styr på projektet.

Filmen fortjener ikke Emilia Clarke

Det, der står tilbage som mest mærkværdigt er, hvorfor i alverden Emilia Clarke har været interesseret i denne film. At det oprindeligt var Maggie Gyllenhaal (Secretary), der var tilknyttet rollen, fortæller dog, at den nok har haft mere solidt kød på oprindeligt. Mere vildskab og mindre sengekants-drama.

At Mads Mikkelsen skulle have spillet rollen som den sammenbidte enkemand, kan jeg sagtens forestille mig. Istedet får vi for 117. gang lov til at opleve Marton Csokas (Ringenes Herre) som bitter mand med accent. Bevares, hans karakter er nok den mest helstøbte i filmen, men det gør sgu ikke historien mere helstøbt.




Voice from the Stone ligger på solide og respektable 4 splatter, lige indtil sengekantsdramaet springer ud i fuld flor. Frem til dette punkt har vi mærket uhygge i stil med The Others, og Emilia Clarke har haft en interessant karakter, ligesom drengen har været både uhyggelig og en stakkel. Men desværre ødelægges uhyggen altså i sidste del af filmen. Den er dog seværdig, hvis du er indstillet på at tage det kedeligt lumre med den effektive uhygge.

Voice from the Stone kan lejes online på bl.a. blockbuster.dk.

VOD-premiere: 04-05-2017
Genre: Thriller, Drama
Instruktør: Eric D. Howell
Medvirkende: Emilia Clarke, Marton Csokas, Caterina Murino m.fl.

Resumé
Verena er sygeplejerske og ansættes til at hjælpe drengen Jakob, der er blevet stum efter hans mors død for et år siden. Jakob bor med sin far i et kæmpe stenhus i Toscana, hvor han har fået et mærkeligt forhold til en ond ånd, der er fanget inde i væggen af huset. Verenas forhold til dem begge bliver mere tæt, og hun bliver draget mod den onde ond.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg