UNDERCURRENT: THE DISAPPEARANCE OF KIM WALL på HBO Max er en ny true crime dokumentarserie. Der er kun to 60 minutters afsnit, så den er hurtigt set. Det er desværre ikke en af de bedre doku-serier. Læs vores Undercurrent: The Disappearance of Kim Wall anmeldelse her!

UNDERCURRENT: THE DISAPPEARANCE OF KIM WALL er en ny HBO-dokumentar. Normalt er HBO dokumentarer af forholdsvis (hvis ikke meget) høj kvalitet, men den her er ikke imponerende. Faktisk er der intet nyt under solen for de fleste danske seere. Den er dog også lavet af en amerikansk dokumentarist, så vi er nok ikke den primære målgruppe.

Den største fejl ved denne dokumentarserie er dog universel: Til trods for at titlen har Kim Wall som umiddelbart omdrejningspunkt, så er det svært at få øje på efterfølgende. Der er et grotesk stort fokus på gerningsmanden. Præcis som det nærmest altid er tilfældet.

Kim Walls familie deltager da heller ikke i denne dokumentar – kun indirekte via offentlige optrædener.

Læs videre på vores Undercurrent: The Disappearance of Kim Wall anmeldelse herunder.

Det er bare ikke godt nok!

Undercurrent: The disappearance of Kim Wall er en mudret omgang. Og hvis vi skal have “svesken på disken” fra starten, så vil jeg også sige, at der generelt er ret meget galt med denne dokumentar. Det vil internationale HBO seere ikke fange, men som dansker (og formentlig også svensker) bliver det tydeligt.

Vi kan jo starte med titlen. Kim Wall var reelt aldrig “forsvundet”. Hun tog afsted på opgave i en ubåd gennem sit virke som journalist. Manden, hun interviewede i ubåden, kom tilbage alene. Han blev anholdt, da han kom retur, da man tidligt godt vidste, den var gal.

Dermed burde titlen jo have været “The murder of Kim Wall”, da det jo praktisk taget var en mordsag fra starten. Alt andet får det til at lyde som en form for mysterie i stil med The Disappearance of Madeleine McCann (Netflix), der netop omhandler en forsvundet pige, der endnu ikke er fundet.

Bevares, det er måske en mindre detalje. Omvendt, så er en titel også en meget aktiv beslutning, der i høj grad lægger stil og tone for dokumentaren. Her er fokus dog hverken særlig meget på Kim Wall eller det faktum, at hun “forsvandt”. I stedet er der telefoninterview med Peter Madsen, ligesom en del af hans venner og kolleger udtaler sig.

Undercurrent: The Disappearance of Kim Wall – Anmeldelse | HBO dokumentar

Det er mors skyld

Som dansker vil du dog nok også opleve noget værre; En del faktuelle fejl eller i hvert fald tvivlsomme formuleringer. Eksempelvis sammenlignes Peter Madsen med Elon Musk, uden det rigtig modsiges. Dét er da helt ude i hampen.

Han kaldes også “entrepreneur” i PR materialet på engelsk, men han er jo altså mere en “gal opfinder”-type. Det kaldes han i øvrigt også i selve dokumentaren. Altså, opfinder. Faktisk får vi utroligt meget at vide om Peter Madsen.

Og nå ja, så hadede han vist sin mor, og hele hadet til kvinder startede nok dér. Med andre ord: Det er mors skyld.

Som Yvonne fra Olsen Banden ville sige: Vorherre bevares!

Her i Undercurrent: The Disappearance of Kim Wall kommer vi da også igennem mange af de sædvanlige floskler. Altså, vi hører fra de mænd, der kendte Peter Madsen, da han bare var “Raket Madsen”. Det er lidt det samme, vi hører, hver gang en mand har myrdet en kvinde på brutal vis: “Han var så god og rar”.

Når så der kradses lidt i overfladen, kommer vi frem til “Okay, han var narcissist” og videre til “han havde et frygteligt temperament”. Heldigvis interviewes også nogle kvinder. Dem, der rent faktisk så hans dystre side, fremstår anonyme, og jeg forstår dem til fulde!

Du kan se Undercurrent: The Disappearance of Kim Wall på HBO Max

Undercurrent: The Disappearance of Kim Wall er instrueret og produceret af den Emmy-nominerede filmskaber Erin Lee Carr. Hun har tidligere skabt true crime HBO-dokumentarer som I Love You, Now Die: The Commonwealth V. Michelle Carter (2019) og Mommy Dead and Dearest (2017).

Jeg elsker true crime dokumentarer og dokumentarserier, men de skal saftsuseme også laves ordentligt. Lige med denne sag, så er man som dansker måske for tæt på. Men det ændrer jo hverken ved fakta i sagen eller den vinkel, som dokumentaristen her vælger.

Det er ret sørgeligt, at dem, der var venner med Kim Wall, tydeligvis tror, de er med i en dokumentar, der omhandler hende. Det er altså ikke tilfældet. Afsnit 1 hedder “Crime”, og igen dér er der et mismatch mellem doku-seriens titel og selve emnet. En forsvindingssag er jo ikke per definition en forbrydelse. Men nu er det jo også et mord, vi er ude i.

MERE TRUE CRIME

Bliv inspireret af vores liste over de bedste Netflix-dokumentarer om True Crime her >

Afsnit 2 hedder “Punishment”, men det er vist kun fordi, man gerne vil have “Crime” og “Punishment” (altså, forbrydelse og straf) på banen. Det andet afsnit starter med, at Kim Walls venner og bekendte taler om hende og vigtigheden af, at hun ikke “bare” er et mordoffer. Derefter får vi en rigtig skøn anekdote fra Kim Walls liv.

Og bang, så er vi tilbage til at høre om Peter Madsen. Skulle man tro denne dokumentar, så kom Kim Wall nærmest til verden, da hun blev uddannet journalist i New York. Peter Madsen derimod havde en barndom og en voldelig far, så dér skal vi i dybden i denne dokumentar-serie om Kim Wall.

Jeg synes, Efterforskningen (altså TV 2-serien om samme sag) var meget bedre end denne doku-serie. Ikke mindst fordi den udviste markant større respekt overfor netop Kim Wall. I forbindelse med dén serie var Kim Walls forældre i øvrigt også involveret, hvilket som sagt ikke er tilfældet for Undercurrent. Man forstår hvorfor, når man ser resultatet!

Undercurrent: The Disappearance of Kim Wall får premiere på HBO Max med begge afsnit den 9. marts 2022.

Plot

HBO-dokumentaren UNDERCURRENT fortæller historien om journalisten Kim Walls forsvinden i 2017 efter at have interviewet den excentriske iværksætter Peter Madsen om bord på sin hjemmelavede ubåd. Madsen ændrede sin historie flere gange under politiets efterforskning, som endelig slog fast, at Wall blev myrdet om bord. Ved retssagen har dommeren til opgave at afgøre, hvad der egentlig er sket. 

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg