TWISTERS (2024) er den nye efterfølger til katastrofefilmen TWISTER fra 1996. Dette er den perfekte sommerblockbuster og bør ses i biografen. En meget behagelig overraskelse. Læs vores fulde Twisters-filmanmeldelse her!

TWISTERS (2024) kan nu ses i biografen, og du bør absolut gå ind og se den. Selvom jeg elsker en solid og effektiv katastrofefilm, bliver jeg ofte skuffet over dem, fordi jeg også har brug for en god historie og velskrevne karakterer. Denne film leverer på alle punkter – inden for genren, i hvert fald!

Selvom dette er en efterfølger til katastrofefilmen Twister fra 1996, behøver du ikke at kunne huske den første film. For mig er dette den perfekte sommerblockbuster – og lige hvad biograferne har brug for, når der skal lokkes folk ind i mørket. Spilletiden er lige omkring to timer, men den føles aldrig for lang.

Jeg elskede endda også soundtracket. Jeg er ikke den største fan af countrymusik, selvom jeg nyder noget af det. I Twisters passer musikken bare perfekt, og jeg fandt et par nye sange til min 2024 sommer-playliste.

Læs videre på vores Twisters-filmanmeldelse nedenfor. Den havde premiere i de danske biografer den 12. juli 2024.

Er du klar til tornado-sæsonen?!

I Twisters følger vi Kate Cooper (Daisy Edgar-Jones), og i åbningsscenen – som er vild – ser vi, hvorfor hun fem år senere er “tidligere stormjager”. Hun er stadig hjemsøgt af de brutale og fatale begivenheder i den åbningssekvens, som også er publikums første møde med en tornado.

Den intense begyndelse til Twisters fandt sted i hendes collegetid i Oklahoma. Fem år senere studerer hun vejrfænomener fra sikker afstand i New York City. Da vi møder hende igen, bliver hun dog overtalt til at vende tilbage til de åbne sletter af sin ven, Javi (Anthony Ramos).

Den eneste grund til, hun kunne overtales til endnu en omgang tornado-jagt i en uge, er fordi Javi skal teste et banebrydende nyt sporingssystem. Et system, der måske kan hjælpe med at redde liv. Det er alt, hvad Kate Cooper nogensinde har ønsket at gøre, så hun er på den igen. Lidt tilbageholdende, men ikke meget.

Twisters (2024) – Anmeldelse | Katastrofefilm opfølger

Livsændrende bane

Tilbage på jagten efter tornadoer, kommer hun i kontakt med Tyler Owens (Glen Powell). Han er YouTuber med en charmerende, men tilsyneladende meget hensynsløs tilgang til stormjagten. Selvfølgelig er der meget mere ved både ham og hans noget aparte team, hvilket giver en god historie.

Vi hører stormsæsonen beskrevet i nyhederne som en “once in a generation”-variant, så vi ved, at det er ved at blive slemt. Det, jeg især godt kunne lide ved filmen, var det store fokus på de mennesker, der mistede deres hjem (og nogle gange deres kære) på grund af en tornado.

Det er en livsændrende oplevelse, når du er i vejen for en tornado. Den ændrer ikke bane, bare fordi dit hus ligger dér og kan blæse væk.

Der er også en venligsindet konkurrence mellem Kate og Tylers hold – der umiddelbart er videnskaben mod sociale medier – mens de forsøger at finde de bedste tornadoer. Da flere stormsystemer begynder at samle sig over det centrale Oklahoma, bliver det dog værre end nogensinde forventet.

Og alligevel er det dét, de har brug for, hvis de skal indhente de nødvendige data for bedre at forstå tornadoer.

Se Twisters i biografen!

Twisters er instrueret af Lee Isaac Chung. Han er den Oscar®-nominerede manusskriptforfatter-instruktør af Minari, der havde Steven Yeun i hovedrollen. Manuskriptet kommer fra Mark L. Smith, som også var manuskriptforfatter til The Revenant (2015), der fik en Oscar-nominering som bedste film.

Mark L. Smith skrev tidligere The Midnight Sky (2020) og gyserfilmene Vacancy (2007), den amerikanske genindspilning af Martyrs (2015) samt Overlord (2018). Historien kommer fra Joseph Kosinski, og filmen er baseret på karakterer skabt af Michael Crichton og Anne-Marie Martin.

Udover hovedrollerne har Twisters også Brandon Perea (Nope), Sasha Lane (Utopia), Daryl McCormack (The Woman in the Wall), Kiernan Shipka (Chilling Adventures of Sabrina), Nik Dodani (The Good Neighbor) og Golden Globe-vinderen Maura Tierney (Beautiful Boy) på rollelisten.

Twisters er en episk ny katastrofefilm, der bør ses i en biograf for maksimal effekt. Lyden og billederne fortjener at blive oplevet på det store lærred i en mørk biograf. En perfekt nutidig tilføjelse til hitfilmen Twister fra 1996.

Twisters fik premiere i de danske biografer den 12. juli 2024 – 1 uge før USA (for en gangs skyld).

FAKTA

Instruktør: Lee Isaac Chung
Manuskript: Mark L. Smith
Medvirkende: Daisy Edgar-Jones, Glen Powell, Anthony Ramos, Maura Tierney, Brandon Perea, Daryl McCormack, Sasha Lane, Kiernan Shipka, Nik Dodani

Plot

Kate Cooper var engang besat af at jage landets farligste tornadoer. Men efter en skæbnesvanger begivenhed studerer Kate nu kun vejrfænomener fra sikker afstand.

Da et banebrydende nyt sporingssystem skal testes, lokkes Kate midlertidigt tilbage til de åbne sletter. Her møder hun den charmerende og hensynsløse stormjager, Tyler Owens, der deler alt om sine hæsblæsende bedrifter på de sociale medier.

Det er modsætninger, der mødes i stormens øje, men da moder natur udfordrer dem, må de forene sig i kampen for overlevelse.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg