:: Anmeldelse ::
Det er den snart klassiske historie, om manden mod maskinen, vi følger i Transcendence. Som storforbruger af hele online universet og desuden opvokset med Terminator-tanken om, at maskinerne får overtaget (eller The Matrix for den lidt mere sofistikerede tilgang), kan jeg snildt sætte mig ind i præmissen omkring koblingen af kunstig intelligens og Internettet. Der er dog liiige den detalje, at der også ligger en masse vrøvl på Internettet, og hvordan skulle maskinen lige kunne lure det? Men fint nok, det er den åbenbart intelligent nok til.
Historien er under alle omstændigheder noget, der tiltaler mig, og derfor havde jeg glædet mig til filmen – på trods af de mindre flatterende anmeldelser. Desværre er det bare også selve historien, der spænder ben for filmens potentiale. Der er nemlig så meget fokus på maskiner, information og intelligens, at hjerte og sjæl er helt glemt. Jeg er faktisk fløjtende ligeglad med nærmest samtlige karakterer, og i en film, der grundlæggende handler om, hvor vigtigt dette er, så er det ret så uheldigt.
Undtagelsen kunne være Paul Bettany’s karakter, og når nu jeg begynder at nævne skuespillernavne, så er det påfaldende, at man har tiltrukket så dygtige og respekterede skuespillere (Morgan Freeman, Johnny Depp, Cillian Murphy) uden virkelig at bruge deres talenter.
Det spiller uden tvivl en stor rolle, at dette er Christopher Nolan’s faste cinematograf, Wally Pfister’s, instruktørdebut – og at det oprindeligt skulle have været Nolan selv, der lavede den. Men det redder desværre ikke selve historien. Til gengæld er den en visuel fornøjelse på et niveau, som man ellers oplever det i netop Nolan’s film.
Hvis du kobler hjernen fra og bare skal have lidt pænt liv på skærmen, så går Transcendence fint an – men mere bliver det desværre heller ikke…
Fakta
Biografpremiere: 19-06-2014
DVD-premiere: 16-10-2014
Genre: Thriller, Science Fiction, Action
Instruktør: Wally Pfister
Medvirkende: Johnny Depp, Morgan Freeman, Rebecca Hall, Kate Mara, Cillian Murphy, Paul Bettany, Cole Hauser, Clifton Collins Jr, Olivia Dudley m.fl.
næe, det er en meget jævn film. Tangerende til det kedelige.