THE UNDOING er en ny HBO Nordic miniserie, instrueret af Susanne Bier. Vi er ude i et solidt thriller-drama svøbt ind i et mysterie. Hovedrollerne spilles af Nicole Kidman og Hugh Grant, der begge er i absolut topform. Læs vores The Undoing anmeldelse her, og glæd dig til at se serien!
THE UNDOING er en ny thriller-miniserie på HBO Nordic. Den er instrueret af danske Susanne Bier, der vandt et væld af priser med hendes forrige miniserie Natportieren.
Denne gang er vi ude i et klassisk mord-mysterie, hvor der gemmer sig nogle heftige overraskelser undervejs. Vi har fået mulighed for at se fem ud af de seks afsnit i miniserien. Derfor må vi nu vente med det sidste afsnit, til det vises på HBO Nordic. Det er en lang ventetid… især fordi hvert afsnit ender med en cliffhanger.
Læs vores fulde The Undoing miniserie anmeldelse herunder.
Nicole Kidman og Hugh Grant som ægtepar
De primære hovedroller spilles af Nicole Kidman og Hugh Grant, der begge viser sig fra sårbare sider og er i absolut topform. De spiller ægteparret Grace og Jonathan Fraser, hvilket fungerer helt upåklageligt. Det virker på alle måder troværdigt på en rigtig hverdags-måde, der bare er velkendt og fungerer meget naturligt.
Nicole Kidman er, som Grace Fraser, den hovedperson, vi følger hele vejen igennem. Hun er på alle måder dybt fascinerende i The Undoing. Præcis som det var tilfældet med Big Little Lies serien, så giver miniserie-formatet mulighed for at se mange sider af en person.
Imens får Hugh Grant, der spiller Jonathan Fraser, lov til især at vise de to sider, han efterhånden er blevet kendt for; Storcharmøren og superegoisten! Det er en sand fornøjelse at opleve ham i denne serie, hvor han virker sårbar på en helt ny måde, og i dén grad ligner sin alder undervejs. Det klæder ham faktisk!
Tour de force af skuespiltalent
Unge Noah Lupe viser igen sit talent som sønnen Henry Fraser, der bliver fanget i et drama på et væld af forskellige måder. Du vil nok genkende Noah Jupe fra A Quiet Place (2018), men han var også med i Susanne Biers Natportieren, så hun har helt sikkert været klar over, at den unge skuespiller var rollen voksen – som man siger.
Som far til Nicole Kidman karakteren har vi Donald Sutherland, og det fungerer uhyggeligt godt. Både rent visuelt og i deres kemi gennem fortællingen. Derudover har vi den altid skønne Lily Rabe (American Horror Story, Fractured) i en gennemgående birolle som bedste ven til Grace (Kidman).
I en helt afgørende nøglerolle ser vi desuden Matilda De Angelis som Elena Alves. Jeg skal ikke sige for meget om denne karakter, men Matilda De Angelis gør solidt indtryk, og du kan godt forberede dig på at se hende igen snart. Hun har et væld af film og serier undervejs netop nu. Hun er fra Italien og har derfor tidligere primært lavet italienske produktioner.
Se The Undoing på HBO Nordic
Det er som sagt vores allesammens Susanne Bier (Bird Box), der har instrueret The Undoing, og det gør hun med fast hånd. Der er respekt for karakterer og historiens udvikling, mens selve historien nænsomt udfoldes for både seeren og langt de fleste karakterer. Der er mange overraskelser undervejs.
Serien er baseret på en roman af Jean Hanff Korelitz, som jeg ikke selv har læst. Derfor skal jeg ikke kunne sige, hvor slavisk den rent faktisk følger originaloplægget. Det er David E. Kelley, der er skaber på serien, præcis som han også var det på serier som Big Little Lies og Mr. Mercedes.
Der er i alt seks afsnit i The Undoing miniserien, og i vanlig HBO-stil kommer der ét afsnit om ugen. Du må altså væbne dig med tålmodighed hver uge, eller vente til alle seks afsnit har været vist. Sidstnævnte kan dog ikke anbefales, da du gerne skal undgå spoilers. Jo mindre du ved om historiens udvikling, des bedre. Så rammer alle twists nemlig helt optimalt!
The Undoing begynder på HBO Nordic den 26. oktober 2020.
FAKTA
Skaber: David E. Kelley
Instruktør: Susanne Bier
Medvirkende: Nicole Kidman, Hugh Grant, Donald Sutherland, Noah Jupe, Edgar Ramirez, Lily Rabe, Sofie Gråbøl, Ismael Cruz Cordova, Matilda De Angelis, Noma Dumezweni.
Plot
I The Undoing møder vi Grace og Jonathan Fraser (Kidman og Grant), der lever det perfekte liv på Manhatten med deres fælles søn, Henry (Joah Jupe). Men i løbet af en enkelt nat åbner der sig en kløft i deres liv, som involverer et voldsomt dødsfald og fører en række gruopvækkende afsløringer med sig. Grace står pludselig tilbage med en ubehagelig anerkendelse af, at hun har glemt at lytte til de selvsamme råd, hun har givet andre. Hun skal nu lægge ét liv bag sig og starte et nyt.
TAK for ikke at spoile. Desværre læste jeg både soundvenue og film magasinet Ekkos anmeldelse før jeres, og de tænker åbenbart ikke over, at de har privilegiet at have set 5 afsnit hvilket vi dødelige seere ikke hr 😏