The Sinner er en af de mest spændende og vellykkede thriller-mystery serier, vi længe har set. Den overrasker konstant og på vilde måder. Der bliver altså trykket på knapper, der vil ryste mange seere!

Vi skal kun vente ca. 10 minutter, før The Sinner viser sig fra sin mest brutale side. Hovedpersonen (spillet fremragende af Jessica Biel) myrder på voldsom og blodig vis en mand midt på en strand. Manden ligger med nogle venner ved siden af hendes familie på stranden, der er tæt befolket. Problemet er bare, at hun ikke aner, hvorfor hun gør det.

The Sinner fortæller derefter – gennem otte afsnit – hvad der egentlig ligger til grund for hendes dødbringende udbrud. Og det er en alt andet end kedelig fortælling!

Bill Bullman spiller betjenten, der skal opklare mordet. Eller rettere, hvad der ligger til grund for det. Dette er jo ikke en “Who dunnit”, da vi ser mordet ske. Det er derimod en “Why dunnit”, da ikke engang morderen ved hvorfor.

Bill Pullmans karakter er i øvrigt selv en mand med mange laster – vi taler bl.a. fetish – der kæmper for at bevare sit ægteskab.

The Sinner sæson 1

Jessica Biel viser sit store talent

The Sinner er Jessica Biels fuck-finger til alle dem, der har sagt, at hun ikke er nogen særlig god skuespiller. Hun er knivskarp her!

Som en kvinde med en skøn mand og en sød lille søn, skal hun både opklare mysteriet om hendes eget liv og beskytte dem. Alt sammen skal i øvrigt ske, mens hun selv er i fængsel og afventer sin dom.

Nogle kender måske Jessica Biel bedst fra dramaserien I den syvende himmel (7th Heaven) eller The Texas Chainsaw Massacre (2003). Andre tænker måske mere på hende som hustru til Justin Timberlake.

Men med The Sinner har hun taget røven på alle. Det endte da også med en yderst velfortjent Golden Globe nominering for bedste kvindelige hovedrolle i en serie. Desuden er hun også selv med til at producere serien, som hun har den altoverskyggende hovedrolle i.

Du gætter aldrig hele historien

Lige når du tror, du har luret det hele, så kommer der nye informationer på banen. Det er ikke meningen, at du skal kunne gennemskue det hele. Du får nemlig ikke brikkerne til at kunne dette, før hovedpersonen har dem.

Her spiller detektiv-evnerne fra Bill Pullmans karakter en stor rolle. Han skal kunne gennemskue, hvad hendes minder fortæller ham. Og om minderne overhovedet passer helt med virkeligheden. Vi er nemlig ude i noget fortrængelse af en art, men det er langt fra hele begrundelsen for manglende brikker i historien.

Selve historien udspiller sig over et par årtier, hvor vi først ser Jessica Biels karakter som lille pige. Hendes familiesituation er sørgelig og grotesk, men langt fra usædvanlig. Desværre. Og nej, uanset hvad du tænker nu, så er det nok ikke en del af plottet.

The Sinner

Sæson 2 af The Sinner

Der går rygter om, at USA Network vil lave en sæson 2 af The Sinner. Det er nærmest forventet efter den store succes med sæson 1. The Sinner er dog en komplet miniserie i sig selv, der svarer på alt vedrørende Jessica Biels karakter. Sæson 2 af The Sinner vil derfor fokusere på Bill Pullmans karakter, der får en ny sag.

Uanset hvad bør du unde dig selv at få set sæson 1. Den er nu ude som DVD, og pr. 20. juni 2019 er den kommet på Netflix i Danmark.

The Sinner sæson 1 DVD
BESTIL DVD

FAKTA

DVD-premiere: 8. marts 2018
Instruktører: Antonio Campos, Tucker Gates, Brad Anderson, Cherien Dabis, Jody Lee Lipes
Medvirkende: Jessica Biel, Bill Pullman, Christopher Abbott, Danielle Burgess, Jacob Pitts, Nadia Alexander

Resumé
Cora, en ung kone og mor, begår pludseligt og uforklarligt en voldelig forbrydelse, mens hun er på en offentlig strand med sin mand og barn. Cora nægter ikke ansvaret, men hævder ikke at vide, hvorfor hun gjorde det. Hvorfor ville denne tilsyneladende normale kvinde begå en tilfældig og meningsløs voldshandling? Selvom fakta synes at være ubestridelig, mistænker kriminalbetjent Harry Ambrose, at der er mere ved denne sag og begynder derfor at undersøge Coras fortid grundigt.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg