The Rain er den første danske serie produceret til Netflix. Og så er det oven i købet en genre-produktion af vanvittig høj kvalitet. Historien er vi ikke ubetinget begejstret for, men vi har også kun set de 3 første afsnit.

Vi har set de 3 første afsnit af The Rain, der er den første danske serie på Netflix. Oprindeligt troede vi, at det måske var en zombie-serie af en art, men vi er ude i noget, der smager mere af Mad Max-universet. En frygtelig virus, der bliver spredt via regnen – deraf titlen The Rain – har slået størstedelen af Danmarks befolkning ihjel.

Vi følger derfor en række af de overlevende. Indledningsvist følger vi kun to af dem, hvilket bestemt også er intenst. På den rigtig gode måde!

Faktisk må vi på alle måder rose den vilde start på første afsnit. Det er ikke noget, serien helt formår at holde fast i, men (igen!) nu har vi også kun set tre afsnit. Der går lidt for meget teenage-fnidder i den, og helt åbenlyse og forventelige problemer, der opstår, er mere til irritation end spænding.

Vi forholder os dog forsigtigt optimistiske, da der er gode elementer.

Seneste trailer byder også på endnu flere af disse, så mon ikke det nok skal gå. Eller også er vi bare ekstra håbefulde, fordi det jo er en dansk produktion.

The Rain – sæson 1

The Rain er sateme lækker

Det er en udsøgt fornøjelse at opleve den fantatisk høje produktionskvalitet. Og store dele af dette kan vi takke Jonas Ussing og Thomas Øhlenschlæger for. Deres fingeraftryk er tydelige på den virkelig lækre måde. Har du set Zombiehagen (som Jonas Ussing har instrueret), vil der også være scener, der virker lidt bekendte. Det er bare ikke alle og enhver, der kan få Rådhuspladsen til at se helt øde ud.

For en god ordens skyld, så skal du altså se Zombiehagen, hvis ikke du har fået set den endnu. Den blev vist på Comic Con Copenhagen i 2016, hvor også Jonas Ussing og hovedrolleindehaverne var med i en Q&A efterfølgende.

For danskere – og i særdeleshed dem, der jævnligt befinder sig omkring Rådhuspladsen – er det ekstra spændende at se The Rain. Vi er jo ikke vant til at se vores hovedstad spille en rolle i genrefilm. Og slet ikke på denne måde, hvor vi ser et mennesketomt København.

Selvom effekterne med at få København til at se yderst post-apokalyptisk ud er voldsomt imponerende, så er The Rain helt overordnet bare møglækker. Det er virkelig en fornøjelse at se noget så godt komme fra Danmark. Ikke mindst efter “tysken” har leveret Dark, der fik sin sejrgang verden over og får en sæson 2.

Historien halter desværre lidt

Hvor skønt det end er at se vores eget Danmark i en serie på Netflix, så er der elementer i historien, der halter.

Bevares, ikke-danskere vil ikke synes, alt er lige så irriterende som os, men nu kommer danskere nok også til at se The Rain. I den forbindelse lærer vi, at man kan gå fra Vordingborg til Ringsted på et par timer. Og vil du videre fra Ringsted til Københavns rådhusplads? Jamen, så er det såmænd bare en lille gåtur på en halv times tid.

Det smadrede fuldstændig illusionen for mig, at folk bevægede sig så hurtigt rundt på gåben.

Vi er trods alt vant til, at det tager sin tid at komme rundt i post-apokalyptiske verdener. Om så det er til fods eller via diverse køretøjer. Spændingselementet forsvinder også, når man ved, at hjælpen altså er lige om hjørnet. Også selvom om hjælpen reelt skal gå fra Ringsted til København.

I øvrigt er der altså dele af historien, der minder umiskendeligt meget om I Am Legend. Måske det ikke helt er tilfældet, men det virker umiddelbart som om, udgangspunktet er det samme. Lige med undtagelsen af, at der vist ikke er zombier på færde.

The Rain – sæson 1

Angela Bundalovic og Alba August stjæler skærmen

Jeg synes helt oprigtigt, at alle skuespillerne gør det godt. Det er i sig selv en fornøjelse at konstatere dette. Til gengæld har nogle af dem fået nogle kedelige karakterer at arbejde med. Og med “kedelige” mener jeg faktisk bare dybt stereotype og forudsigelige.

Det gælder dog ikke umiddelbart Alba August, der er med helt fra starten. Hun er fanget i en bunker med sin bror, der spilles af (i teenager udgave) af Lucas Lynggard Tønnesen. Han gør det også rigtig godt, selvom han får lidt af de stereotype elementer at arbejde med.

Efter at have set de første tre afsnit glæder jeg mig dog mest til at følge Beatrice, der spilles af Angela Bundalovic. Hun er sateme en spændende person, der får lov til at så de små frø, der forhåbentlig kan blomstre til de mest spændende udviklinger. Hun kan også ende som en virkelig stereotyp karakter, så jeg krydser fingre for, at det ikke sker.

The Rain – sæson 1

Mikkel Boe Følsgaard spiller også en af de primære karakterer, Martin. Indtil videre har han været spændende at følge, selvom han også er ret forudsigelig. Til gengæld er Følsgaard jo altid fantastisk, så det bemærker man faktisk ikke så pokkers meget. Og han er en af dem, man får lov til at følge udviklingen mest for i de første par afsnit.

Lige nu glæder vi os bare til, at hele sæson 1 af The Rain frigives på Netflix den 4. maj, så vi kan se resten. Og ja, den skal klart bingewatches, så ikke vi får afsløret handlingen ad omveje.

Vores anmeldelse af The Rain sæson 1 er baseret på de første 3 afsnit.

OPDATERING 30. maj 2018: The Rain er blevet fornyet med en sæson 2, der kommer i 2019!

FAKTA

Netflix-premiere: 4. maj 2018
Instruktører: Kenneth Kainz, Natasha Arthy
Medvirkende: Alba August, Mikkel Boe Følsgaard, Lucas Lynggaard Tønnesen, Lars Simonsen, Iben Hjejle, Angela Bundalovic, Sonny Lindberg, Jessica Dinnage, Johannes Kuhnke

Plot

Civilisationen, som vi kender den, er forsvundet. Seks år efter en brutal virus har udslettet størstedelen af den skandinaviske befolkning, tilslutter et ungt søskendepar sig en gruppe unge overlevende og begiver sig ud for at finde ud af, om en ny verden er opstået et andet sted. De håber alle, at søskendeparrets far er et sted derude med svar. Udenfor det civiliserede samfunds regler har hver af de unge medlemmer af gruppen frihed til at være, den de vil. Men de kæmper med sig selv og det faktum, at der selv i en post-apokalyptisk verden er kærlighed, jalousi, overgangen fra barn til voksen og alle de problemer, som de troede, de havde efterladt, da civilisationen forsvandt.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg