:: Anmeldelse ::

Selve fundamentet for denne film burde være solidt på plads med Luis Berdejo i instruktørstolen, selvom det måske havde været bedre, hvis han også havde taget sig kærligt af manuskriptet. Vi kender nemlig ikke meget til Berdejo som instruktør, da han kun har lavet kortfilm før ‘The New Daughter’ og – med en enkelt undtagelse – kun på spansk. Derimod har vi nydt rigtig godt af hans talent som manuskriptforfatter, da han forfattede [REC] sammen med Paco Plaza og ikke mindst Jaume Balagueró, der også instruerede både [REC] og [REC]2.

Manuskriptforfatteren til ‘The New Daughter’ er også et næsten uprøvet talent med det meget anonyme navn, John Travis. Han er forfatter til en anden film foruden denne, og det er sjovt nok ‘The Haunting of Molly Hartley’, der har haft dansk DVD premiere næsten samtidig med denne film. Nu skal man aldrig pege fingre ad én enkelt person, når en film ikke helt lykkes – og slet ikke manuskriptforfatteren, da det jo ikke nødvendigvis er dennes vision, der når frem til os seere. Alligevel er det dog påfaldende, at begge disse film har spændende historier og langt hen ad vejen fungerer uden de store gnidninger, men dog aldrig uden mindst et stort fejltrin, som man ikke kan undgå at rynke bryn over. Jeg skal ikke afsløre for meget, men det er fx utroligt, at fader-rollen først undres over hvor datteren har været hele eftermiddagen/aftenen, mens han vasker op og er ved at sende sin søn i seng. Ved middagsbordet var det åbenbart ingen, der undrede sig over, hvor pigebarnet har været hele dagen, men under opvasken giver det pludselig store kvaler. Dette sker gentagne gange og er kun en lille biting, men dog et irritationsmoment.

Til gengæld vil jeg slet ikke klage over skuespillet i denne film, for der er heldigvis ikke rigtig noget videre problematisk. Kevin Costner leverer en solid indsats og virker tilpas afdæmpet. Rollen kan til dels bringe minder frem om hans præstation i ‘Dragonfly’ (USA, 2002), hvilket absolut er en god ting. Men det er dog børnene, der fortjener de helt store roser. Gattlin Griffith har en helt utrolig uskyldighed som sønnen Sam, og virker helt uforceret i sin præstation. Han har da også allerede et par håndfulde roller under vesten, som eksempelvis Walther Collins i ‘Changeling’ (Angelina Jolie’s søn). Men i den altafgørende rolle som datteren Louisa, er der også fundet et ægte trumfkort i for af Ivana Baquero, der spillede hovedrollen som Ofelia i Guillermo del Toro’s ‘Pans Labyrint’ (2006). Sagt med andre ord, så kan man faktisk se igennem fingrene med de ærgerlige fejl i historien, når skuespillet er så tilpas rammende. Det er bare tydeligt, at filmen kunne have været langt bedre, hvis historie og instruktion af været bare en smule skarpere.

Fakta

(Originaltitel: The New Daughter)

På DVD/Blu-ray: 21-09-2010
Genre: Horror | Thriller 
Instr.: Luis BerdejoLuis Berdejo
Medv.: Kevin Costner, Noah Taylor, James Gammon, Samantha Mathis, Gattlin Griffith m.fl.
Land: USA, 2009

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg