The Limehouse Golem er en lille perle til de gyserfans, der elsker Jack the Ripper og andre dystre fortællinger fra beskidte, gamle London!

Der er gode mængder blod i The Limehouse Golem, så hvis du er til gyserfilm med brutale elementer, bør den passe godt til dig. Dog vil vi også advare om, at du som hardcore gyserfan nok kan gætte et par twists undervejs.

Det tager intet fra historien, da alle karaktererne naturligvis bliver chokeret over udviklingen. Du har nok bare luret det meste undervejs. Og ja, så er The Limehouse Golem jo baseret på en bog fra 1994 (af Peter Ackroyd)så fortællingen er ikke ny.

Filmens absolutte styrke er dog hverken blod eller plot, men derimod de fantastiske skuespillere. Lige præcis dér har The Limehouse Golem virkelig ramt plet!

The Limehouse Golem

Olivia Cooke i sit es

Egentlig er filmen en fortælling om Lizzie, der har levet et ekstremt hårdt liv, men ikke vil give op. Hun spilles af Olivia Cooke, der på alle måder er i sit es.

Og så er hun jo langt fra uvant i gyser- og thriller-genren. Ikke kun spillede hun Norman Bates’ bedste (og nærmest eneste) ven i tv-serien Bates Motel. Hun har også været med i flere gyserfilm. Ikke at alle filmene har været decideret gode, men det har dog ikke været på grund af hendes indsats. Har du set OuijaThe Quiet Ones eller The Signal, så har du set Olivia Cooke før.

Desuden kommer vi til at se meget mere til hende, da hun er et af de helt store kommende navne. Således er hun med i den festivalaktuelle Thoroughbreds, hvor hun spiller overfor Anya Taylor-Joy og Anton Yelchin. Nå ja, og så spiller hun en af hovedrollerne i Spielberg’s kommende Ready Player One. Så du kommer altså til at se meget mere til denne skuespiller.

Det forstår man faktisk også godt, når man ser The Limehouse Golem. Og det er selvom denne film desværre ikke lever op til sit potentiale. Hverken med udgangspunkt i castet eller den spændende fortælling.

Til gengæld skal du virkelig glæde dig til Thoroughbreds, for dér er hun fuldstændig blændende! Du kan læse en anmeldelse af filmen på vores internationale website her, hvis du er nysgerrig.

Foruden Olivia Cooke er der også en (som altid) yderst velspillende Bill Nighy i en hovedrolle som Scotland Yard kri­mi­nal­in­spek­tør. Og så kan vi nyde godt af Douglas Booth i en rolle, han snildt kunne vinde priser for.

Sidst, men absolut ikke mindst, er også Eddie Marsan (The Disappearance of Alice Creed) med i en mindre, men vigtig, rolle.

The Limehouse Golem – gyserfilm

Blod og mord på brutal vis

Selvom filmen desværre kommer til kort, når det gælder eksekvering af den spændende historie, så ér den klart værd at se. Jeg har altid elsket Charles Dickens’ “Et juleeventyr” og derfor passer The Limehouse Golem på mærkværdig vis perfekt til julesæsonen for mig.

Hvis du også er til fortællinger, der udspiller sig i gamle og beskidte London, så er der allerede en masse bonuspoint til denne film. Det hele er nemlig meget dystert og beskidt. Og desuden ser vi hvert eneste mord ske, da vi ser, hvordan Scotland Yard kri­mi­nal­in­spek­tøren forestiller sig de forskellige mistænkte udføre mordene.

Det er altså virkelig brutalt på den mere rå og realistiske måde. Præcis som man ville forvente af en film, der foregår i en realistisk (altså grå og beskidt) udgave af London anno 1880’erne.

Det er da også Juan Carlos Medina, der har instrueret denne film. Han stod senest bag den fantastiske Painless, der faktisk var hans første spillefilm. Den kan The Limehouse Golem ikke helt leve op til.

Manuskriptet er dog også skrevet af én med solid erfaring. Det er nemlig skrevet af Jane Goldman, der skrev The Woman in Black, der også foregår i historiske England. Derudover har hun skrevet manuskriptet til Tim Burton’s filmatisering af Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children.

På papiret er The Limehouse Golem næsten en ny gotisk klassiker, men den er dog “kun” en solid gyser-thriller, der absolut kan anbefales, hvis man elsker denne subgenre.

FAKTA

Biografpremiere: 01-09-2017 (UK)
DVD-premiere: 04-12-2017
VOD-premiere: 04-12-2017
Genre: Horror, Thriller
Instruktør: Juan Carlos Medina
Medvirkende: Olivia Cooke, Bill Nighy, Douglas Booth, Eddie Marsan

PLOT: San­ge­r­in­den Eliza­beth “Lizzie” Cree må se sin fo­re­stå­en­de hæng­nings­død i øj­ne­ne, da hun bli­ver an­kla­get for at have dræbt sin mand John Cree. Lizzies død vir­ker uund­gå­e­lig, ind­til kri­mi­nal­in­spek­tør John Kil­da­re får til op­ga­ve at ef­ter­for­ske sa­gen om The Li­me­hou­se Go­lem – en for­bry­de­risk, be­reg­nen­de se­ri­e­mor­der, der dræ­ber uskyl­di­ge uden ind­byr­des for­bin­del­se, og ef­ter­la­der næ­sten ui­den­ti­fi­cer­ba­re lig samt sin sæ­reg­ne sig­na­tur i blod. In­tet er, hvad det ser ud til. Alle er mistænk­te – og alle har en hem­me­lig­hed.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg