THE GUILTY på Netflix er en amerikansk remake af den danske Den Skyldige fra 2018. Og nej, Hollywood har ikke forbedret originalen. Jake Gyllenhaal er stærk i hovedrollen, men filmen som helhed er en ren kopi. Læs hele The Guilty anmeldelse her!

THE GUILTY er en ny Netflix thriller, der nok vil være ret bekendt for mange danskere. Det er nemlig en remake af den danske thriller Den Skyldige, der udkom i 2018 og var vores bud på en Oscar-kandidat. Filmen har da også været god nok til, at man nu laver denne genindspilning, men der er absolut intet nyt under solen.

Det er en god rolle til Jake Gyllenhaal, men vi er virkelig ude i en form for 1-til-1 genskabelse af den danske. Selv mange amerikanske filmkritikere sagde, at originalen var langt stærkere, da The Guilty fik verdenspremiere på TIFF [Toronto International Film Festival].

Læs videre på vores The Guilty anmeldelse herunder, og find filmen på Netflix, hvis du er nysgerrig. Det er stadig en interessant film.

Jake Gyllenhaal i topform

Hvis du har set Den Skyldige, ved du allerede, at hovedrollen er altafgørende for, om filmen fungerer. Har du ikke set den danske originalfilm, så skal du se at få gjort det. Og derudover kan jeg så fortælle, at filmen udspiller sig på alarmcentralen, hvor vi følger en betjent, der tager imod opkald.

LÆS OGSÅ

Vores anmeldelse af Den Skyldige her >

Han er normalt en almindelige “gadebetjent”, men er blevet sendt i en form for timeout på alarmcentralen (altså 112 i Danmark og 911 i USA). Han er midt i en grim sag, der ikke skal afsløres nærmere om her, og han er tydeligvis en presset mand.

Det er en skøn hovedrolle med en masse kød på, og Jake Gyllenhaal leverer da også en stærk præstation. Nu er han også allerede velbevandret i danske genindspilninger. Han var med i Brothers (2009), der var en remake af Susanne Biers Brødre, og i 2022 udkommer den amerikanske remake Ambulance efter den danske film af samme navn.

The Guilty – Netflix anmeldelse

Se The Guilty på Netflix!

Instruktøren Antoine Fuqua står bag denne remake, og han har tidligere lavet film som Training Day og de to The Equalizer-film. Senest stod han bag Paramount+ filmen Infinite med Mark Wahlberg i hovedrollen, og nu kommer så denne Netflix-thriller.

Manuskriptet er skrevet af Nic Pizzolatto, som vi normalt er ret begejstrede for. Han begyndte (sjovt nok) sin karriere med at skrive på tv-serien The Killing, der er den amerikanske genindspilning af den danske serie Forbrydelsen. Senere skabte han så True Detective-serien, som han i den grad skal være stolt af.

MÅSKE DU ER INTERESSERET I

Vores anmeldelse af True Detective sæson 3 >

Men altså at sige, at The Guilty er “baseret på” Den Skyldige, er godt nok billigt sluppet. Vi er nemlig ude i noget, der mest af alt smager af en direkte oversættelse af det danske manuskript. Selv små skarpe bemærkninger og jokes er nærmest direkte oversat.

Kun de geografiske rammer skaber noget “nyt”, og det er godt nok ikke meget. Filmen udspiller sig jo altså udelukkende på en alarmcentral, der kunne være hvor som helst. Men bevares, der er da noget med skovbrande i Californien, der spiller ind. Lige dén slags var ikke med i den danske film.

Uagtet at denne amerikanske remake absolut ikke er bedre, så er den stadig værd at se. Der er bare intet nyt, hvis du har set den danske film. Tværtimod er den lidt mindre skarp og føles længere – selvom spilletiden officielt kun er fem minutter længere. Det er især Jake Gyllenhaal, der gør den meget seværdig.

The Guilty udkommer på Netflix den 1. oktober 2021.

FAKTA

Instruktør: Antoine Fuqua
Manuskript: Nic Pizzolatto (Baseret på Gustav Möller & Emil Nygaard Albertsens Den Skyldige)
Medvirkende: Jake Gyllenhaal, Riley Keough, Peter Sarsgaard, Ethan Hawke, Christina Vidal, Adrian Martinez, Beau Knapp, Paul Dano, Eli Goree

Plot

En betjent, som er blevet degraderet til medarbejder ved alarmcentralen, kæmper for at redde en kaldende person gennem en rystende dag fuld af afsløringer og erkendelser.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg