:: Anmeldelse ::
Med ‘The Entitled’ får vi noget så dejligt, som en intelligent thriller med gode elementer af uhygge. Der er kun lige en enkelt scene, hvor jeg synes, der bruges for meget tid på indirekte at forklare hele plottet for publikum. Det er lidt for søgt og trækker lige pusten ud af de spændingselementer, der ellers er linet op frem til dette punkt. Det er dog kun et lille minus i en ellers virkelig god produktion.
Det hele er da også bundet op med et elegant manuskript (i øvrigt skrevet af William Morrissey, der ikke har lavet så frygtelig meget tidligere) og et super cast, der kun kan betegnes som et perfekt match til plottet.
Kevin Zegers (‘Frozen’ og ‘Transamerica’) er virkelig i sit es som vores hovedperson. Han spiller utroligt intelligent på en måde, som gør, at man aldrig helt ved, hvor pokker man har ham henne. Han er en rigtig “god dreng”, der er sød og pæn, men samtidig ved man også, at der lurer noget under overfladen. Derudover kommer man heller ikke uden om at fremhæve Ray Liotta (‘Goodfellas’), Victor Garber (‘Argo’ og ‘Titanic’) og Stephen McHattie (‘A History of Violence’), der er et helt fantastisk dynamisk trekløver.
Instruktøren, Aaron Woodley, har ikke lavet mange spillefilm, men har til gengæld lavet en del kortfilm og ikke mindst en god bunke afsnit af TV serier, så han er ikke ligefrem uerfaren. Der er da også en meget stilsikker hånd over hele filmen, så mon ikke vi kommer til at se mere fra Woodley. Især spændingsmomenterne er meget stærke, og fungerer virkelig godt.
‘The Entitled’ er en solid thriller, der egner sig fint til en fredag aften i hjemmebiografen.
Fakta
(Originaltitel: The Entitled)
DVD/Blu-ray: 22-01-2013
Genre: Thriller
Instr.: Aaron Woodley
Medv.: Kevin Zegers, Victor Garber, Ray Liotta, Laura Vandervoort, Devon Bostick, Dustin Milligan, Stephen McHattie m.fl.
Land: Canada, 2011