THE DELIVERANCE på Netflix er en ny gyserfilm fra filmskaberen Lee Daniels. Inspireret af en sand historie og med en stjernebesætning, der har Andra Day og Glenn Close i spidsen. Læs vores anmeldelse af The Deliverance-filmen her!
THE DELIVERANCE er en ny Netflix-gyserfilm inspireret af sande begivenheder. Dette er en historie, der byder på dæmoner og en eksorcisme (dog under et andet navn, deraf titlen). Den sidste akt har en masse praktiske effekter og voldsomme scener.
For mig er denne film allerbedst, når rollebesætningen får lov til at give rå og ærlige karakterskildringer. Spilletiden på 1 time og 52 minutter er en anelse for lang. Ikke meget, men alligevel ville det have været godt at holde historiefortællingen lidt strammere.
Læs videre på vores The Deliverance (2024) filmanmeldelse nedenfor. Find den på Netflix fra den 30. august 2024.
Endnu en skræmmende begivenhed fra det virkelige liv
Som gyserfans er vi vant til at se gyserfilm baseret på eller inspireret af sande historier. Især disse historier, der indeholder en form for dæmonisk besættelse. Alene hele The Conjuring-franchisen er et yderst velkendt eksempel.
I The Deliverance møder vi Ebony Jackson (Andra Day) og hendes familie, der skal igennem en række frygtelige oplevelser.
Hendes familie består af en frasepareret mand væk på en tjeneste i Irak, hendes mor (Glenn Close) og tre børn. Ebony har svært ved at holde sit liv sammen, da hun kæmper mod både personlige dæmoner [alkohol] og økonomiske udfordringer med gæld til højre og venstre.
Hun flytter sin familie ind i et nyt hus – det tredje hjem på et år for sine børn – og meget snart begynder mærkelige hændelser at ske. Hendes børn (især den yngste søn) begynder at opføre sig meget underligt, og det vækker mistanke hos Børneværnet.
Det skal dog snart blive meget værre. Fluer er overalt i huset, men især i nærheden af kælderdøren. Der kommer også en modbydelig lugt fra selvsamme kælder. Resultatet er en historie, der på mange måder er genrestridig i sin fortællestil. Dog kun delvis.
Det er en historie, der omhandler mørke, besættelse og at finde en højere magt. Det sidste tema plejer at blive lidt meget for mig, men (for det meste) er det effektivt i denne film.
Et powerhouse cast
Med et cast som dette ville jeg nok se The Deliverance uanset genre. Det faktum, at dette er en reel gyserfilm, betyder bare, at den kommer øverst på min liste, fra det øjeblik den frigives.
Vi bliver godt og grundigt forkælede med dette cast. Fra Andra Day til Glenn Close som datter og mor i spidsen for denne fantastiske rollebesætning.
Andra Day medvirkede også i den forrige film fra samme instruktør. Det var The United States vs. Billie Holiday (2021), der gav Andra Day en Oscar-nominering. Og Glenn Close er nærmest berygtet for at være nomineret hele otte (8!) gange og stadig ikke have vundet en Oscar.
Som børn i husstanden ser vi Caleb McLaughlin (Stranger Things), Demi Singleton (King Richard) og Anthony B. Jenkins (Florida Man).
I andre nøgleroller ser vi Mo’Nique, som allerede er Oscar-vinder (for en tidligere film af The Deliverance-filmskaberen), og Aunjanue Ellis-Taylor, der var fuldstændig blændende i Lovecraft Country. Og derudover har Omar Epps en lille rolle.
Se The Deliverance på Netflix nu!
The Deliverance er instrueret af Lee Daniels, som allerede har lavet mange succesrige film, men dette er hans første gyserfilm. Tilbage i 2009 instruerede han det prisvindende coming-of-age-drama Precious, som vandt to Oscar-priser.
Mo’Nique vandt en meget fortjent Oscar for sin præstation, og manuskriptforfatteren, Geoffrey Fletcher, vandt også for bedste adapterede manuskript. Han blev den første afroamerikaner nogensinde til at vinde en Oscar for bedste manuskript. Filmen gjorde også Lee Daniels til en Oscar-nomineret instruktør.
Hvem ved, måske vil denne film instrueret af Lee Daniels endelig også resultere i, at Glenn Close vinder en Oscar. Jeg tvivler på det, når nu det jo er en gyserfilm. Ja, jeg kommer mig bare aldrig over, at Toni Collette blev overset for Hereditary. Men vi får se.
Glenn Close leverer i hvert fald en kraftfuld og yderst mindeværdig præstation i The Deliverance – det samme gør alle i castet. Den er værd at tjekke ud på Netflix. Også selvom jeg synes, den er bedre, før det bliver rigtig vildt, men det er nok fordi, den snigende uhygge er mere effektiv for mig.
Når først dæmonen får skærmtid, kommer de praktiske effekter på banen, hvorefter der kommer lidt mere slasher på drengen. Som man siger. For mig får det altid en snert af gyserkomedie over sig, fordi jeg straks tænker Evil Dead.
Men bevares, det er mit eget kors at bære, som en eksorcismepræst nok ville formulere det.
The Deliverance har premiere på Netflix den 30. august 2024.
FAKTA
Instruktør: Lee Daniels
Manuskript: Elijah Bynum, David Coggeshall
Medvirkende: Andra Day, Glenn Close, Aunjanue Ellis-Taylor, Mo’Nique, Demi Singleton, Caleb McLaughlin, Anthony B. Jenkins, Omar Epps, Miss Lawrence
Plot
Efter at være flyttet ind i et mystisk hus må en i forvejen presset mor kæmpe mod sine dæmoner for at redde sine børns sjæle. Inspireret af en sand historie om besættelse.