:: Anmeldelse ::

Der er visse elementer i film, der altså får mig til gentagne gange at udbryde “Ej, det er fandme ubehageligt” eller “Jeg kan ikke li’ det!”. Og når vi taler om film i horror- eller thriller-genren, så er det en klar kompliment, for det betyder jo, at den trykker på alle de rigtige knapper.

Da jeg så ‘The Caller’ var jeg meget vokal omkring mit ubehag, og så er det jo bare heldigt, at jeg sad i hjemmebiografen – det hjælper normalt lidt, når man siger det højt og tænder en ekstra lampe. Ja for pokker, jeg er en tøs! Men når vi både får elementer af noget stalker kombineret hjemsøgelse af en ekstraordinær art, så er det, jeg straks bemærker hver eneste ting, der knirker i hjemmet, og så bliver det pludselig en 5D oplevelse, hvor hårene står hele vejen igennem.

Der er visse skønhedsfejl i ‘The Caller’, men det er en historie, der holder spændingsniveauet højt hele vejen igennem, og selv de ting, man kan få lyst til at rulle med øjnene over, viser sig faktisk at have en ekstra dimension, som gør, at man kan undskylde det meste. Og så er vi jo i selskab med både Vampire-Bill fra ‘True Blood’ (Stephen Moyer) og den oprindelige Vampire-Victoria fra de første film i ‘Twilight’-sagaen (Rachelle Lefevre). De leverer begge gode og solide præstationer i filmen, og det samme gælder alle andre skuespillere. Der er virkelig intet at klage over på den front. Gode kræfter på alle pladser.

Den ypperste præstation kommer dog fra Lorna Raver, som vi har været meget begejstrede for, siden hun skræmte livet af os i ‘Drag Me To Hell’ (2009). Det formår hun at gøre i meget større grad i denne film, hvor hun spiller titelrollen som Rose, der er ‘The Caller’. Alene med hendes stemme kan hun føre os rundt i et meget komplekst menneske, der kan lyde blid og uskyldig det ene sekund og som en regulær stjernepsykopatisk kælling det næste.

Jeg ville klart kunne anbefale denne film til alle horrorfans, der falder for de psykologiske aspekter. Der kunne sagtens være en snert af noget ‘Børnehjemmet’ (El Orfanato, 2007), men dog uden den finesse, som har gjort sidstnævnte til lidt af en klassiker allerede. Alligevel er ‘The Caller’ en helvedes god filmoplevelse, som bør kunne tilfredsstille de fleste horrorfans, der har brug for et lille fix.

Fakta

(Originaltitel: The Caller)

DVD/Blu-ray: 10-04-2012
Genre: Horror | Thriller
Instr.: Matthew Parkhill
Medv.: Stephen Moyer, Rachelle Lefevre, Luis Guzmán, Ed Quinn, Lorna Raver m.fl.
Land: UK | Puerto Rico, 2011

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg