THE BATMAN viser Batman, som du aldrig har set ham før. Filmen starter som reel horror, og det er helt fantastisk. Du får historien om jagten på en seriemorder, og det smager dejligt meget af både Se7en og Zodiac. Læs vores The Batman filmanmeldelse her!

THE BATMAN er en helt ny type Batman, der passer perfekt ind i tidsånden. Det er en dyster og på alle måder voldsom oplevelse, hvor selve soundtracket også blæser publikum omkuld. Selv det nye “The Batman theme” musik minder umiskendeligt om noget fra Star Wars (nok fordi begge er inspireret af samme stykke Chopin-musik).

Selvom dette er en DC-fortælling med mange velkendte karakterer, så fortælles den på en ny og innovativ måde, der smager af David Finchers Se7en og Zodiac. Vi er nemlig ude i en seriemorder-fortælling, hvor gys og gru driver værket.

Selv spilletiden for The Batman på knap 3 timer (den er officielt 2 timer og 55 minutter) føles ikke engang for lang.

Læs videre på vores The Batman filmanmeldelse herunder.

En voldsom og flot ny stil for DC

Der er ingen tvivl om, at The Batman viser Batman på en helt ny måde. Uagtet at tidligere film om netop denne mørke DC-superhelt har været fantastiske, så har denne film på alle måder sin berettigelse.

Glem alt om det farverige univers fra Tim Burton eller levemanden Bruce Wayne fra Christopher Nolan-trilogien. Her møder vi Bruce Wayne, da han har været i gang som Batman i to år, og han er ikke ligefrem positiv stemt. Det behøver vi i øvrigt ikke gætte os til, da filmen starter med, at Bruce Wayne selv fortæller, mens vi oplever Gotham.

Det er altså ikke som Spider-Man, hvor vi med tre forskellige skuespillere har skullet igennem den samme fortælling igen og igen. Her lander vi bare midt i det hele og må være enig med Bruce Wayne i, at det ikke ligefrem ser lyst ud for byen.

Her skal det også siges, at åbningsscenen lige så godt kunne være fra en gyserfilm. Det er grumt, voldsomt og ret fantastisk!

The Batman (2022) – Anmeldelse

Batman er blevet mere (med)menneskelig

Bemærk i øvrigt, at Bruce Wayne nu stadig har sort farve omkring øjnene, når han tager masken af. I stedet for “vupti” at være den clean-cut Bruce Wayne, når han smider masken. Nu er der ofte en rest af Batman på hans ansigt. Der er i øvrigt ikke meget tilbage af rigmandssønnen, da han har dedikeret sit liv til de opgaver, der kræver, at han er Batman.

Jeg var egentlig aldrig i tvivl om, at Robert Pattinson kunne klare den store opgave, det er, at drage i Batman- kostumet. Har man set ham i diverse nyere film (herunder Tenet), ved man, at han kan meget mere end Twilight. Præcis som hans kvindelige modstykke fra dén franchise, Kristen Stewart, der nu er nomineret til en Oscar.

Det er dog alligevel fedt, at Robert Pattinson faktisk gør det endnu bedre, end jeg havde forventet.

Og så er der naturligvis Zoë Kravitz, som gør det virkelig godt som Selina Kyle / Catwoman. Jeg er på ingen måder begejstret for, at hun skal være så petit og samtidig kunne udvise så ekstrem styrke, men det har intet med skuespillet fra Zoë Kravitz at gøre.

LÆS OGSÅ

Vores anmeldelse af KIMI med Zoë Kravitz i hovedrollen her >

Det står dog i ret voldsom kontrast til, at Robert Pattinson er i fin form, men på ingen måde muskuløs som hverken Ben Affleck eller Christian Bale. Ja, eller nogen andre superhelte for den sags skyld. Så mens han er mere “normal”, er Catwoman gået fra at være kvinde med former til at have en krop som en teenager.

Det er dog nok også det eneste, jeg rigtig kan blive lidt ærgerlig over ved denne film. Og det bliver især fremhævet, da Catwomans kostume – i vanlig stil – er ekstremt tætsiddende og nærmest korsetagtigt.

I andre roller ses i øvrigt en helt ugenkendelig Colin Farrell som Oswald Cobblepot (også kendt som The Penguin), John Turturro som gangsterbossen Carmine Falcone samt Jeffrey Wright som James Gordon. Og så er der Andy Serkis (Abernes Planet) som Alfred Pennyworth, Wayne familiens butler. Han var faktisk mindre med, end jeg havde forventet.

The Batman (2022) – Anmeldelse

Se endelig The Batman i biografen!

Der er film, der bare skal ses i biografen, og The Batman er helt sikkert én af dem. Sædet ryster, og du bliver blæst omkuld af både lyd og billede. I hvert fald i en biograf som Imperial, hvor pressevisningen fandt sted.

Det gælder faktisk alle film af Matt Reeves, der både har instrueret og været medforfatter på The Batman. Eller i hvert fald alle film af Matt Reeves i dette årtusinde, hvor han har fokuseret på genrefilm. Første spillefilm siden årtusindeskiftet var nemlig Cloverfield (2008). Derefter kom remaken Let Me In (2010) og de to sidste Abernes Planetfilm.

Peter Craig er den anden forfatter bag manuskriptet til denne film. Han har tidligere skrevet på The Hunger Games og står bag historien til Top Gun: Maverick, der udkommer her i 2022.

Jeg indrømmer blankt, at jeg aldrig var vild med nogle af trailerne for The Batman. Der var alt for meget fokus på hele “The Bat & The Cat”-elementet. Det er, for mig, slet ikke er det stærkeste i Matt Reeves fantastiske film. Bevares, det er vigtigt for at vise flere sider af både Batman og Catwoman, men ikke afgørende.

Til gengæld er The Batman en film, der fuldstændig blæste mig omkuld, så vi kan kun give den de varmeste (eller grummeste) anbefalinger herfra.

The Batman har premiere i de danske biografer den 3. marts 2022. Den kommer efterfølgende på HBO Max fra den 18. april 2022.

FAKTA

Biograf-premiere: 3. marts 2022
VOD-premiere: 18. april 2022 på HBO Max
Instruktør: Matt Reeves
Medvirkende: Robert Pattinson, Zoë Kravitz, Paul Dano, Colin Farrell, Andy Serkis, Jeffrey Wright

Plot

Efter at have patruljeret gaderne i to år som Batman (Robert Pattinson), og skabt frygt for de kriminelle, er Bruce Wayne nået dybt ind i Gothams skyggefulde underverden. Med kun få betroede allierede – Alfred Pennyworth (Andy Serkis) og Løjnant James Gordon (Jeffrey Wright) – blandt byens korrupte netværk af embedsmænd og højt profilerede personer, har den sortklædte selvtægtsmand etableret sig selv som den eneste legemliggørelse af hævn blandt sine medborgere.

Da en seriemorder går efter eliten i Gotham med en række sadistiske mord, dukker nogle kryptiske ledetråde op og sender verdens bedste detektiv på en efterforskning i underverdenen, hvor han vil møde karakterer som Selina Kyle/Catwoman (Zoë Kravitz), Oswald Cobblepot/Pingvinen (Colin Farrell), Carmine Falcone (John Turturro) og Edward Nashton/The Riddler (Paul Dano). Da bevismaterialerne kommer tættere og tættere på, og omfanget af gerningsmandens planer bliver klart, må Batman skabe nye alliancer, afsløre den skyldige og skabe retfærdighed i et Gotham, der længe har været plaget af magtmisbrug og korruption.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg