:: Anmeldelse ::

Plottet i denne film er virkelig meget enkelt, og der bruges i starten god tid på, at vi lærer de forskellige personer at kende. Eller rettere, der bruges ikke ligefrem meget tid, men derimod enkle virkemidler, så vi får en idé om, hvad essensen af disse individer er. Vi møder to tydeligvis magtliderlige og ret underlige told-betjente og en gruppe unge mennesker, der reelt er en gruppe helt almindelige venner. Netop dette gør, at man hurtigt kan identificere sig med situationen.

Castet fungerer fint – både good og bad guys – og der er ikke rigtig noget at sætte en finger på i den henseende. Derimod er der lidt problemer med at ville for meget. I sidste halvdel af filmen skal vi pludselig introduceres for endnu en karakter, og selvom han er relevant nok (han er en detektiv, der hyres af familien til de unge mennesker), så føler man ikke rigtig noget behov for at lære hans historie at kende, når vi spændt følger de andre karakterer. Det skaber en noget underlig stemning, hvor man egentlig gerne vil tilbage til kernen af filmen, og det ødelægger desværre historien en smule. Især i forhold til afslutningen af historien.

Men alligevel skal det siges, at denne type film altid rammer noget hos mig personligt. Man kan sige nok så meget, at det ikke kan ske, men helt ærligt, den holder jo ikke. Ikke bare KAN det ske, men det ER rent faktisk sket flere gange. Ikke lige som det portrætteres i denne film, men folk forsvinder, bliver kidnappet og tortureret af vanvittige mennesker. Nogle gange opdages det, og andre gange finder man bare pludselig et lig.

Især i filmens første scener fanger instruktør, Olivier Abbou (der tidligere kun har lavet kortfilm og en enkelt TV serie, men også er medforfatter til denne), den skræmmende situation eminent flot. Man er fanget i en situation, hvor man skal – og er nødsaget til – at respektere og adlyde bevæbnede autoriteter, men efterhånden som det bliver tydeligt, at disse personer er lettere psykotiske, sætter panikken ind, og man kan se deres tanker kører i højeste gear, selvom de ikke kan gøre meget. Det er for mig noget af det mest uhyggelige, og derfor fungerer denne film overordnet rigtig godt og rammer en nerve hos mig.

Fakta

(Originaltitel: Territories)

DVD: 08-01-2013
Genre: Horror | Thriller
Instr.: Cristina Rosato, Michael Mando, Roc Lafortune, Sean Devine, Nicole Leroux, Alex Weiner m.fl.
Land: Frankrig | Canada, 2010

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg