Suspiria vises i en restaureret version i forbindelse med Halloween 2017 i biografer landet over. Filmen er 40 år gammel og byder på en vanvittig oplevelse, der splitter vores vurdering her hos Heaven of Horror.

Suspiria er Dario Argento’s klassiske gyserfilm fra 1977 og skal også ses som sådan. Men selvom det er en gyserfilm med nogle år på bagen, så skal den naturligvis kunne tåle sammenligning med andre film fra samme tid. Her kan vi nævne nogle ret vilde titler, da både George Lucas’ Star Wars, Steven Spielberg’s Close Encounters of the Third Kind, John Badham’s Saturday Night Fever og Wes Craven’s The Hills Have Eyes er fra samme år.

Eller måske skal vi kalde dem ved deres danske titler: Stjernekrigen, Nærkontakt af tredie grad, Disco-feber og Slagterbanden. I samme ombæring kan jeg fortælle, at Suspiria dengang gik under titlen Chok House og i øvrigt er den tredie mest populære IMDb listede film fra 1977. Argento’s Suspiria er faktisk kun overgået af Lucas og Spielberg filmene fra samme år.

Alligevel skal man som førstegangs Suspiria publikum ikke forvente, at det er en ny Star Wars eller Spielberg perle. Denne film er nemlig af en helt anden støbning.

Klassiske gyser-detaljer

Der er ingen tvivl om, at Suspiria er fyldt med fantastiske gyser-detaljer, der siden hen er blevet helt klassiske virkemidler. Og selve underlægningsmusikken er intet mindre end fantastisk. Fra det øjeblik filmen starter, er man suget ind i universet alene via musikken. Dét er da imponerende og tåler faktisk (lidt) sammenligning med den ikoniske dun-dun musik fra Jaws (eller Dødens Gab om man vil). Nu var Spielberg’s Jaws dog fra 1975, så den omgang kan Argento ikke vinde.

Til gengæld er der en helt vild brug af farver. Her er ingen brun og beige eller pastelfarver, der med blide nuancer understreger de klassiske fine balletomgivelser. Sateme nej, der er blodrød og kongeblå blandet med sølv. Helt generelt er der de mest vanvittige 70’er tapeter i hvert lokale, vi besøger.

Suspiria [1977]

Et sandt dubbing helvede

Uanset de imponerende farver og den medrivende musik, så er der dog ét stort og allestedsnærværende problem: Dubbing!

Det er altså den helt store hurdle for sådan nogle nutidspiger som os. En stor del af enhver film er skuespillet. Det betyder derfor ekstra meget, når samtlige replikker tydeligvis er dubbet. Og i øvrigt ret ringe, da flere af skuespillerne slet ikke taler engelsk i virkeligheden.

Det er svært at abstrahere fra, som vi også netop har været igennem med Val Kilmer i Snemanden. Hvis du har siddet igennem Kilmer’s scener i Snemanden, så forestil dig lige en film, hvor samtlige replikker køres på den måde. Det er på grænsen til tortur for dem, der ser film som en helhedsoplevelse.

Selv for indie og low-budget film kan lyden være distraherende, men der er det ofte af økonomiske årsager. Her er det et helt bevidst valg, og det har ved Gud ikke været for at skabe den optimale oplevelse for publikum.

Suspiria [1977]

Præ-teen replikker til voksne kvinder

Det siges, at Dario Argento havde tiltænkt, at balletdanserne alle skulle være 12-årige piger og ikke voksne kvinder. Ikke mindst da tanken om hekse og mystiske ting virker endnu mere skræmmende for børn. Den gik dog ikke, da man ikke troede, publikum ville acceptere dette.

For en god ordens skyld skal det da siges, at der ikke er nogen erotik eller lignende. Det er ikke den slags grisse-fy, vi er ude i. Bare almindelig gyser-lemlæstelse, og bevares, det er da også slemt nok.

I alle tilfælde ændrede Argento ikke på replikkerne, og derfor fremstår balletdanserne som meget naive piger. Det fungerer på mystisk vis ret godt til hele gyseroplevelsen. I øvrigt er alle håndtag også placeret i hovedhøjde, så de voksne kvinder også på den måde virker mindre.

Hvis du kan abstrahere fra dubbing-udfordringen, og bare nyde den vilde tur gennem Dario Argento’s vanvid, så er Suspiria helt klart en vild oplevelse.

Jeg kunne (nogenlunde!) abstrahere fra det og ligger på fire solide splatter. Nadja (HorrorDiva) kan lige svinge sig op på 3 splatter og vil hellere se karrygul maling tørre end gennemse filmen igen. Med mindre man kan se filmen i stumfilm udgave, hvor kun musikken er med. Den var nemlig helt perfekt, og dét er vi helt enige om!

Og så venter vi spændt på genindspilningen af Suspiria, der kommer næste år…

I mellemtiden kan du dog også nyde Suspiria i den digitale hjemmebiograf gennem Blockbuster.dk

FAKTA

Biografpremiere: 31-10-2017
Instruktør: Dario Argento
Medvirkende: Jessica Harper, Stefania Casini, Udo Kier, Flavio Bucci

Resumé
Den unge kvinde Suzy Bannion ankommer til en balletskole i Tyskland. Suzy opdager dog hurtigt, at stedet er langt fra, som hun havde forventet. Indehaverne viser sig nemlig at have forbindelse til det okkulte, og snart begynder en række brutale mord at finde sted.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg