Stranger Things sæson 3 fortsætter på Netflix med en sæson, der har en del mere (og voldsommere) horror end tidligere. Til gengæld er der også mere teen drama – på godt og ondt. Sæsonen starter en smule sløvt, men tager hurtigt revanche. Læs mere i vores Stranger Things 3 anmeldelse her.

Stranger Things sæson 3 har været længe ventet på Netflix, da serien er et af deres absolut største hits. Foruden Orange is the New Black er dette serien, der i Netflix-universet betyder “sommer bingewatching” for mange. Ikke mindst hvis man vil undgå spoilers.

Bare rolig, der kommer ingen spoilers i denne anmeldelse. Både fordi vi generelt holder os fra spoilers (så vidt det overhovedet er muligt), og fordi Netflix har bedt os om det. Vi har fået de fire første afsnit til anmeldelse, så det svarer til første halvdel af Stranger Things 3.

Jeg har personligt elsket denne serie, lige siden jeg så første trailer. Fra det øjeblik har jeg vidst, at dette ville blive et hit i min lille 80’er elskende horror og sci-fi verden. Netop derfor var jeg også lidt skuffet over episode 1 i sæson 3, da den ikke helt ramte mig. Det holdt dog heldigvis ikke længe.

Læs mere i vores Stranger Things sæson 3 anmeldelse herunder.

Vennerne er ikke børn længere

Det, der ikke helt fungerede for mig indledningsvist, var det faktum, at teen drama har fået en afgørende rolle i Stranger Things 3. Den fantastiske gruppe venner er ikke længere børn, men derimod teenagere med alt, hvad dertil hører.

Derfor er der et par afsnit i starten, hvor der virkelig er fokus på især kæreste-forhold. Naturligvis af den ret uskyldige slags. Det bliver dog også ret sjovt, da den store stærke politichef Hopper slet ikke kan håndtere, at hans lille pige, El (Millie Bobby Brown), nu er en teenagepige, der er ungdomskæreste med Mike (Finn Wolfhard).

David Harbour er det modsatte af politisk korrekt i sit portræt af Jim Hopper, der på alle måder prøver at sikre Elevens unge uskyld. Det er i øvrigt mærkelig at se en ret buttet og småfedtet Harbour, når man sidst har set ham som Hellboy i Hellboy reboot filmen, der udkom mellem de to seneste sæsoner af Stranger Things.

Det eneste, der virkelig fungerer for mig, i forhold til hele teen kærestedramaet, er reelt når vi ser, hvordan det påvirker Will Byers (Noah Schnapp). Gennem to sæsoner har lille Will været både kidnappet og på andre måder fanget i et sandt mareridt. Nu er han tilbage og vil bare lege videre med vennerne, men de har travlt med at være teenagere.

Der er en fuldstændig hjerteskærende scene med Will, hvor Noah Schnapp i den grad får lov til at give slip. Dette fokus fungerer bedre for mig end light-udgaven af en John Hughes film, der ellers fylder en del.

Stranger Things Sæson 3 anmeldelse

Den voldsomme uhygge i Stranger Things sæson 3

I skrivende stund har vi set de første fire afsnit af Stranger Things 3, hvilket svarer til første halvdel af hele sæsonen. Og selvom der absolut er fokus på teen drama, så er der så sandelig også skruet op for horrorniveauet.

Denne sæson er betydelig mere blodig og voldsom i en grad, man ikke lige er vant til fra Stranger Things. Aldersgrænsen er fra Netflix’ side også sat til 16 år. Men det fungerer faktisk også bedre nu, hvor karakterene er blevet det ældre. I takt med at de vokser op, ser de også den mere dystre side af verden. Og det er selvom Stranger Things allerede er ret dyster!

Det blodige sammen med den ret voldsomme uhygge bør gøre de fleste horrorfans glade. Også selvom sæsonen starter en smule sløvt. 

En ny dynamik i gruppen

En anden ting, der er interessant her i sæson 3 af Stranger Things, er det faktum, at gruppedynamiken er blevet lidt anderledes. Eller rettere, vi ser kun yderst sjældent alle “børnene” som en samlet enhed. De er i langt højere grad splittet ud i mindre grupper, hvor de alle sammen arbejder på det samme nye mysterie. Bare fra forskellige vinkler – og i øvrigt uden at tale med hinanden om det.

Det samme gælder for de ældre teenagere, Jonathan Byers og Nancy Wheeler, samt de meget voksne Jim Hopper og Joyce Byers (hvor Winona Ryder stadig er perfekt castet). Ingen taler rigtig med hinanden på tværs af deres mini-grupper, men som seer vil du hurtigt kunne lure, hvordan flere ting hænger sammen i Stranger Things 3.

Desuden er Lucas’ lillesøster, Erica (Priah Ferguson), også tilbage, og hun er mindst lige så skarp som tidligere. Når hun leverer en sjov replik, så rammer den plet hver gang. Hvis Stranger Things skal fortsætte meget længere (eller have en spin-off), så er det bare om at få brugt Priah Ferguson i endnu højere grad som Erica.

Stranger Things Sæson 3 anmeldelse

Se Stranger Things sæson 3 på Netflix

Selvom jeg gerne indrømmer, at jeg var lidt skuffet efter at have set afsnit 1 af Stranger Things sæson 3, så blev det hurtigt meget bedre for mig. Og nu skal det heller ikke lyde så bittert, for jeg nød faktisk Stranger Things 3 helt fra starten. Mine forventninger er nok bare grotesk høje for denne serie, da jeg elsker den så meget.

Og når sæson 3 af en serie, man kender og elsker, pludselig føles mere som en John Hughes film (The Breakfast Club) end som et Steven Spielberg sci-fi eventyr (E.T.), så skulle jeg lige finde mig til rette. Det føltes som om, Stranger Things imiterede andre fremfor at skrue op for seriens egen skønne stil.

Som en der i dén grad elsker 80’er musik, så blev jeg endda overvældet af mængden af musik i starten. Der var så mange hitsange fra 80’erne, der skulle highlightes helt fra starten, når en pointe skulle slås fast. Det føltes næsten som en musical – okay, ikke rigtig, men overdrivelse fremmer forståelsen.

Min helt overordnede konklusion er dog stadig, at du skal glæde dig til Stranger Things sæson 3, hvis du elsker serien. For her halvvejs igennem sæsonen er der virkelig kommet smæk på uhyggen!

Sæson 3 af Stranger Things udkommer på Netflix torsdag den 4. juli 2019.

Plot

Velkommen til sommeren 1985 i Hawkins. Alt er på spil. Og de er de eneste, der kan stoppe det… sommeren, der kommer til at ændre alting.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg