SIGHTLESS er en ny thriller på Netflix med Madelaine Petsch fra Riverdale-serien i hovedrollen. Der er absolut potentiale i plottet, men det ender desværre med at være en ret forudsigelig omgang. Læs hele vores Sightless filmanmeldelse her, og find filmen på Netflix!
SIGHTLESS er en ny thriller på Netflix, der nok skal tiltrække en masse seere takket være Madelaine Petsch, som mange kender fra Riverdale-serien. Hun spiller hovedrollen og gør, hvad hun kan, men det er en film, der er næsten grotesk forudsigelig.
Dog er der en undulat, der får ret meget fokus i starten for derefter at forsvinde, og dét er faktisk lidt af et mysterie. Eller også er det bare dårlig historiefortælling. Hvem ved? Ikke mig, men jeg hælder saftsuseme ret kraftigt til sidstnævnte mulighed.
Læs videre på vores Sightless filmanmeldelse herunder, eller find filmen på Netflix og se den uden yderligere formaninger herfra.
Du gætter det aldrig (jo, du gør!)
Sightless er en film, der har potentiale til meget mere, end den reelt leverer. Hele ideen med pludselig at blive blind og være helt afhængig af hjælp, kan de fleste nok forholde sig til. Og det er faktisk fedt, når man ser, at tingene ændrer sig i takt med, at hun får nye informationer om sine omgivelser.
Det kan være en farve, der ændrer sig, eller en anden person, der pludselig står i døren, når hovedpersonen hører vedkommende tale. Lige dén del fungerer ret godt, og er de momentvise scener, der viser, hvad filmen kunne have været.
Langt de fleste af disse mere psykologiske spændende øjeblikke er dog ofret for i stedet at give os en form for wannabe dyster rom-com. Alt sammen med det formål at “ryste” publikum med det ene forudsigelige plot-twist efter det andet. Hele baduljen føles dog som én stor omgang genbrug fra andre film.
Hov, det har jeg da set før…
Meget af Sightless mangler i dén grad originalitet, og derfor får vi reelt en masse scener, der virker uhyggeligt bekendte. Og som følge deraf er den også utrolig forudsigelig. Alt fra scener, der minder om noget fra den ret hæslige In Darkness (2018) til den solide spanske gyser Julia’s Eyes (2010) eller endda Faces in the Crowd (2011).
Har du set de tre ovenstående film, har du også allerede oplevet de fleste twists fra denne nye Netflix-tilføjelse. Selv plakaten for Sightless er The Nightingale kombineret med Thelma (2017). Bevares, det var heller ikke super originalt af de to film, men der holder selve filmenes indhold i det mindste!
Foruden Madelaine Petsch – der faktisk også var med i gyserfilmen Polaroid (2019) – så er også Alexander Koch på rollelisten. Han var blandt andet med i Stephen King-serien Under the Dome, hvor han bestemt gjorde indtryk. Dét gør han også i denne film, men ikke helt lige så gennemført.
Det er dog ikke skuespillernes skyld, at filmen ikke fungerer.
Se Sightless på Netflix nu!
Cooper Karl har både skrevet og instrueret Sightless, der såmænd er baseret på hans egen kortfilm fra 2017. Disse to versioner af samme historier er i øvrigt de absolut eneste produktioner på hans IMDb CV, så det er ikke til at vide, hvad han ellers kan byde på.
Faktisk er traileren for hans Sightless-kortfilm umiddelbart langt mere spændende end selve denne nye spillefilm!
Hvor det er gået galt, dét skal jeg ikke kunne sige. Men måske det havde hjulpet, hvis nogle andre havde været med inde over et sted og kunne få slebet de værste knaster væk. Det mest irriterende, for mig, var de øjeblikke, hvor man fik fornemmelse af den gru, som Ellen (Madelaine Petsch) reelt måtte føle.
I de (desværre alt for få) øjeblikke kunne man fornemme, at der rent faktisk kunne have været en god historie. Det er bare ikke det, filmen overordnet leverer. Selvom der uden tvivl nok skal være mange, der bliver glade for denne film, da man både kan være halvt på mobilen og tage tissepauser undervejs uden at skulle pause (ironi kan forekomme).
Det kan naturligvis også noget, hvis man ønsker at se film på den måde. Personligt siger det mig bare ikke så pokkers meget, men sådan er vi alle sammen så forskellige.
Sightless er ude på Netflix fra den 20. januar 2021.
FAKTA
Premiere: 20. januar 2021 på Netflix
Instruktør: Cooper Karl
Manuskriptforfatter: Cooper Karl
Medvirkende: Madelaine Petsch, Alexander Koch, December Ensminger, Deniz Akdeniz, Jarrod Crawford
Plot
En tidligere violinist begynder at nære mistanke til de nye personer i hendes liv og deres sære opførsel, mens hun kommer sig efter et angreb, der gjorde hende blind.