:: Anmeldelse ::
Jeg sidder igen med en af de der ”vi-har-ikke-nok-penge-til-at-lave-den-slags-men-vi-gør-det-alligevel”-film. I ved, de film som kun Hollywood, for det meste, sprøjter ud – denne gang er filmen dog canadisk, men alligevel. Den sidste film jeg så af den slags var ”2010: Moby Dick”, og jeg må sige, at jeg virkelig blev skræmt væk. Ikke fordi den var uhyggelig – den var bare så pissedårlig! Jeg mener virkelig, når jeg siger, at jeg gerne vil betale penge for IKKE at se den igen. Så det var med en stor frygt for at sidde med opsvulmet pande og røde håndflader halvanden time senere, at jeg smækkede ”Sand serpents” i maskinen.
Filmen starter meget hurtigt ud. Titlen buldrer frem på skærmen, før man overhovedet har trykket play (I ved, hvad jeg mener). Vi møder først de amerikanske soldater. De diskuterer frem og tilbage om, hvornår de kan komme hjem, og at de befinder sig ved Afghanistans røvhul osv. En masse ”ping-pong”-replikker og rappe modsvar. Det fungerer for det meste, som det skal. Pludselig åbnes der ild fra nogle talibanere, og så begynder det, man som tilskuer har ventet på: Kæmpe ormeangreb!
Filmen er faktisk lækkert filmet og godt klippet. Det eneste tidspunkt man fornemmer filmens knap så høje budget er ved de steder, som monstergenren gerne skulle kunne levere; Effekter der batter. De bliver aldrig helt gode, bortset fra et par steder, hvor de faktisk nærmer sig noget acceptabelt (men effekterne er dog langt bedre end i ”2010:Moby Dick”). Med andre ord: Det går nogenlunde an!
Filmens største problem er action-sekvenserne (hvor ormene er indblandet). For hvor action-scenerne fungerer, når Taliban er fjenden, gør de ikke, når ormene er. Og det er jo et problem! Ormene er næsten aldrig i samme billede som soldaterne, hvilket betyder, at man altid skal forestille sig, at ormen angriber og jagter dem. Man ved først, at der har været et spændingsmoment, når soldaterne ér sluppet væk og hentyder det på den ene eller anden vis. Man fornemmer mange gange slet ikke, at der er noget efter dem, og de skyder bare ud i luften. Samtidig skal det evigt rystende kamera nævnes; Det virker ikke altid efter hensigten.
Oven i hatten er drabsscenerne også lidt tamme – faktisk lidt småkomiske. Ormene kan åbenbart kun angribe på én måde; Ved at banke hovedet lodret ned i jorden, ovenpå diverse ofre. Forestil jer en elefant, som tramper på en mus. Småtrættende i længden.
‘Sand serpents’ er hverken for dårlig eller for god. Den er dog tættere på dårlig end middelgod. Så hvis du har en svaghed for kæmpe orme, klichéfyldte replikker og elsker at kigge på billige effekter, så består den lige (selvfølgelig kun, hvis du ikke har betalt for filmen). Hvis det ikke siger dig noget, og hvis du ikke allerede er kommet til at investere i den, så drop det.
Fakta
(Originaltitel: Sand Serpents)
DVD: 24-01-2012
Genre: Horror | Thriller | Action
Instr.: Jeff Renfroe
Medv.: Jason Gedrick, Tamara Hope, Elias Toufexis m.fl.
Land: Canada, 2009