RIGET EXODUS på Viaplay (og senere DR) er fortsættelsen på Lars von Triers ikoniske tv-serie. Det er derfor på sin vis en sæson 3, selvom der primært er helt nye karakterer. Der kommer 5 nye afsnit, og du kan godt glæde dig. Læs vores Riget Exodus serieanmeldelse her!
RIGET EXODUS er her endelig – først på Viaplay og sidenhen også på DR. Vi kommer direkte tilbage til det univers, der blev skabt af Lars von Trier tilbage i 1990’erne. Dengang kom der to sæsoner, der blev vist på DR.
Sæson 1 var jeg faktisk ret glad for (den blev også lavet til teaterstykke på det Kongelige Teater), men sæson 2 var ikke noget for mig. Dét er sæson 3 til gengæld, og du kan godt glæde dig. Når nu Lars von Trier er ved at takke af, så er det en ret fantastisk måde at gøre det på.
Læs videre på vores Riget Exodus serieanmeldelse herunder. Serien har premiere på Viaplay den 9. oktober 2022, og der er 5 afsnit i sæsonen.
Meta, når det er bedst
Selve plottet i Riget Exodus er meta, når det er bedst. Vi starter nemlig med, at søvngængeren Karen søger svar på seriens uafklarede spørgsmål. Hun mener stadig, at hospitalet skal reddes, og en aften, da Karen går i søvne, ender hun på mystisk vis foran Rigshospitalet.
Her kæmper personalet med mennesker, der ikke forstår, at Riget var fiktion og ikke virkelighed. Lige dén detalje kommer der meget sjov ud af. Og lægevidenskaben har også stadig sin daglige kamp med sig selv, ligesom svenskerne har det vildeste storheds vanvid.
Her i sæson 3 kan de dog samles om deres Volvo hjulkapsler og “korv med mos” i SA. Det er en slags AA, men for svenskere med hjemve. Desuden er der (naturligvis) stadig det overnaturlige og uforklarlige, der serveres i en skøn blanding af gys og grin. Indledningsvist er det især grin!
Det skønneste cast
Jeg glædede mig til at se Riget Exodus, men vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente. Dog vidste jeg, at castet var helt fantastisk, og det viser sig, at jeg (måske især derfor) hygger mig storartet på Riget.
Bodil Jørgensen er (som altid) skøn og skarp i en af seriens hovedroller som søvngængeren Karen, mens Lars Mikkelsen spiller den konfliktsky administrerende overlæge Pontopidan med Birthe Neumann som hans sekretær Fru Svendsen. Hun skal især sikre, at det altid er “mellemfine ærter” i fryseren.
Nikolaj Lie Kaas er den indebrændte reservelæge Filip Naver, mens Nicolas Bro er portøren Bulder. Han hedder egentlig Balder, men alle kalder ham Bulder pga. Triers tv-serie, som Bulder/Balder ikke engang har set selv.
Mikael Persbrandt (Den usandsynlige morder) er den nye Helmer, der konsekvens kaldet “Halmer” af Pontopidan. Helmer er søn af den gamle overlæge Stig Helmer, der blev spillet af nu afdøde Ernst-Hugo Järegård. Helmer Jr. søger svar på hvad, det var ved vores lille land, der drev hans far – den store svensker – til vanvid.
Af andre svenskere kan du se frem til Tuva Novotny (Annihilation) i en fast rolle, mens Alexander Skarsgård (The Stand) har en gæsteoptræden som advokat – og søn til karakteren, der blev spillet af hans far Stellan Skarsgård.
De nye opvaskere på Riget spilles af Jesper Sørensen og en specialfremstillet robot.
En række dejlig gensyn
Ghita Nørby er tilbage i rollen som den tidligere narkoselæge Rigmor Mortensen, der nu er “Elevatornissen” på Riget. Dét er saftsuseme godt tænkt – og virkelig sjovt!
Ligeledes er Birgitte Raaberg tilbage som den tidligere reservelæge Judith, Henning Jensen som Hospitalsdirektør Bob, og sygeplejersken Camilla spilles igen af Solbjørg Højfeldt.
Du kan også glæde dig til et gensyn bliver det med Peter Mygind som Mogge, Søren Pilmark som Krogen, Laura Christensen som Mona, og Udo Kier i rollen som Storebror.
Trier, den idiot!
Det er faktisk ikke mig, der kalder Trier en idiot, men derimod karaktererne i Lars von Triers egen serie. Så faktisk er det Lars von Trier, der siger, at han er en idiot. Han tager simpelthen en helt fantastisk ironisk distance ved at proppe de ting, han har hørt, ind i dialogen.
Nu er det vist en ret generel (eller i hvert fald overvejende) holdning, at sæson 2 af Riget ikke nåede sæson 1 niveau. Og her i Riget Exodus starter vi da også, hvor sæson 2 sluttede.
Eller rettere, vi ser Karen (Bodil Jørgensen) se slutningen af Riget sæson 2 på DVD og brokke sig over slutningen. Det er kun første gang, vi skal høre på kritik af både serien og Trier (hvor ordet “idiot” ofte smides i forbindelse med hans navn).
Det er alt sammen meget meta og minder måske danskerne om, hvor stor en betydning, han har haft for dansk kunst. Både på film og tv.
Se Riget Exodus på Viaplay eller DR
Vi må undvære at se Lars von Trier på skærmen sammen med rulleteksterne. Han siger helt ærligt, at det er forfængelighed, og man kan også høre på hans stemme, at han er hårdt ramt af sygdom [han har fået Parkinsons].
Men vi skal ikke snydes for at høre hans vise ord, så han taler stadig gennem rulleteksterne. Og det er jeg faktisk overraskende glad for. Han har stadig en del guldkorn og en fandens masse stikpiller til os danskere. Og det har vi faktisk godt af at høre!
RIGET EXODUS får Danmarkspremiere på Viaplay den 9. oktober 2022, hvorefter den får premiere på DR.
FAKTA
Instruktør: Lars von Trier
Manuskript: Lars von Trier, Niels Vørsel
Medvirkende: Bodil Jørgensen, Mikael Persbrandt, Lars Mikkelsen, Birthe Neumann, Nikolaj Lie Kaas, Nicolas Bro, Ghita Nørby, Birgitte Raaberg, Henning Jensen, Solbjørg Højfeldt, Peter Mygind, Søren Pilmark, Tuva Novotny, Alexander Skarsgård, Laura Christensen, Udo Kier, Jesper Sørensen, Ida Engvoll, David Dencik, Anders Mossling, Asta August, Jens Albinus, Vic Carmen Sonne, Danica Curcic, Charlotte Sieling, Cyron Melville, Paul Hüttel, Stig Hoffmeyer
Plot
Stærkt påvirket af spøgelses tv-serien RIGET søger søvngængeren Karen svar på seriens uafklarede spørgsmål for at redde hospitalet fra undergang. En aften, da Karen går i søvne, ender hun på mystisk vis foran Rigshospitalet. Porten til RIGET er begyndt at åbne sig på ny.