Heldigvis for The Purge: Anarchy havde traileren vist gode takter, for ellers skal jeg da blankt indrømme, at jeg på ingen måder synes, den første The Purge film gav anledning til at se flere film i serien.

For mens vi i den første havde et solidt cast med velkendte ansigter (med Ethan Hawke og Lena Headey i spidsen), så er filmen i denne omgang udstyret med lidt mindre kendte ansigter. Det er dog ikke eneste ændring, da vi nu også har rykket historien ud af familiens hjem og ud på gader og stræder. Vi kommer altså væk fra det lidt klaustrofobiske home-invader drama og ud i storbyens vold. Og det klæder i den grad plottet.

Som udgangspunkt er denne historie faktisk bare meget bedre end i den oprindelige film. Konceptet omkring The Purge er eneste helt genkendelige element – hvilket naturligvis også må være præmissen, når man forsøger at skabe en franchise, som det er tilfældet her. Til gengæld er persongalleriet uendeligt meget bedre. Der er faktisk kun en karakter, der vel egentlig skal fungere som den obligatoriske idiot, der bare skal være på tværs (løber op ad trapperne, når man burde skynde sig ud af døren og den slags). Det er egentlig også fint, at man har den ene besværlige person, da det er med til at vise, hvor fornuftige de andre karakterer faktisk er.

Castet er også meget godt ramt. Der er ingen, der falder igennem på nogen måde, og især den primære hovedrolle, som spilles af Frank Grillo – kendt fra biroller i bl.a. The Grey og End of Watch samt annonceret som en af hovedrollerne i den amerikanske genindspilning af den indonesiske The Raid. Og her i The Purge: Anarchy viser han tydeligt, at han snildt kan bære en film. Ikke mindst af denne skuffe, hvilket jo lover godt for The Raid.

Det er faktisk meget svært at forstå, at de to Purge-film er lavet af samme instruktør og manuskriptforfatter, men den er god nok. Det er James Demonaco, der har skrevet og instrueret begge. Du kan dog med sjælero gå ind og se denne opfølger til sidste års fadæse, for nu er der sgu på alle måder kommet guf i konceptet. Man er underholdt hele vejen igennem, og det er brutalt, voldsomt og intenst på alle leder og kanter. De forskellige karakterer gør også, at man bør kunne forholde sig til mindst én af dem – enten fordi man genkender sig selv, eller nogen man kender.

Fakta

Biografpremiere: 18-09-2014
Genre: Horror, Thriller
Instruktør: James DeMonaco
Medvirkende: Frank Grillo, Michael K. Williams, Zach Gilford, Carmen Ejogo, Kiele Sanchez m.fl.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg