:: Anmeldelse ::
Var det nu også nødvendigt med en ny Predator film? Nej. Ikke hvis dette var hvad de kunne byde på. Der er et fantastisk cast med en Oscar-vinder og Matrix-stjerne i spidsen, men de får desværre ikke meget at arbejde med, og det kunne ret beset lige så godt have været et relativt ukendt hold skuespillere. Castet gør vitterlig alt hvad de kan, men der er bare ikke meget suppe, der kan koges, når der kun er meget lidt kød tilbage på de gamle ben. Og effekterne bidrager heller ikke engang med noget nyt, hvilket igen er helt fint, da de såmænd er OK. Men igen, hvorfor er det så, der skal laves en ny Predator-film?
Måske jeg havde fået mine forventninger for højt op, for jeg regnede faktisk med, at det ville blive alle tiders underholdning, men i stedet synes jeg, den varede alt for længe. Og hvad var værre endnu: Den bød ikke rigtig på noget nyt eller uddybende, og jeg var mere underholdt af ‘AVP: Alien vs. Predator’ fra 2004. Problemet i denne omgang er nok også, at det prægtige cast samt det faktum, at man forsøger en storstilet genoplivning af Predator-franchising over 20 år senere, lægger op til, at nu har man virkelig noget nyt på hjerte, som giver anledning til dette og tilbyder fans noget ekstra.
Selv instruktøren, Nimród Antal, har jeg også tidligere været glad for, da han lavede ‘Vacancy’ i 2007, som måske ikke var noget kæmpe vidunder, men den var dog god og gedigen horror-underholdning. I ‘Predators’ bliver det alt sammen for klichéfyldt, men uden det bliver kitsch, så man føler det er en inside-joke. Og så er der smidt humor ind et par steder, hvilket også virker malplaceret i den ellers meget mørke og dystre verden, vi bliver præsenteret for. Den er OK underholdning, men for mig var det dog ikke mere. Jeg vurderer til dels film ud fra, om jeg ville se dem igen. Det bliver ikke aktuelt med denne film. Desværre.
Fakta
I Biografen: 08-07-2010
Genre: Action | Eventyr | Gyser | Horror | SciFi | Thriller
Instr.: Nimród Antal
Medv.: Adrien Brody, Laurence Fishburne, Alice Braga, Topher Grace, Danny Trejo m.fl.
Land: USA, 2010