Pokerspilleren (2/6)

:: Anmeldelse ::

Jeg har et lidt anstrengt forhold til Dario Argento, så det er nok ikke det bedste udgangspunkt for at anmelde filmen. Det ærgrer mig, at han ofte vælger at indspille sine film med italienske skuespillere, for så at dubbe deres stemmer til engelsk. Alternativt, så er det italienske skuespillere, der taler gebrokken engelsk, hvilket ikke ligefrem er meget bedre. Det trækker gevaldigt ned i min bog.

Hvorfor ikke bare lade det hele være på italiensk, så det bliver lidt mere troværdigt! Jeg ved godt, at det højst sandsynligt er for, at de bedre kan sælge filmen ind til det amerikanske/internationale marked med engelsk sprog, men det fungerer bare slet ikke. Selv hvis skuespillerne rent faktisk er hæderlige, så er det umuligt at gennemskue, når de dubbede – og kedsommeligt monotone – stemmer kommer ind over, og trækker enhver energi og realisme ud af alle scener.

Dog er skuespillet i denne film en smule over gennemsnittet i kvalitet – for det meste. Det er til dels takket være den irske skuespiller Liam Cunningham, som er en garvet herre, der har været med i over 70 film – en af de seneste var den store Hollywood-produktion ’Clash of the Titans’ (2010).

Derudover er historien sådan set OK, men manuskriptet er jappet lidt igennem, så det halter med sammenhængen her og der. Det hele virker mest af alt som en filmskole-produktion; Man kan se potentiale, og der er bestemt mange fornuftige tanker bag projektet, men det går bare ikke helt op i en højere enhed.

Alt i alt gør disse ting det meget svært for mig at nyde en film, så den kan ikke få mere end 2 splatter fra mig.

Fakta