:: Anmeldelse ::

Den isnende uhygge er i højsædet i Penthouse North, hvor vi følger den blinde Sara Taylor, der en dag kommer hjem, efter et hurtigt indkøb, og finder sin kæreste myrdet på køkkengulvet. Eller rettere, hun er jo blind, så selve opdagelsen af mordet er i sig selv også en meget spændende del af filmen. Det viser sig oven i købet hurtigt – for os som publikum, i alle tilfælde – at morderen stadig er i lejligheden!

Starten af filmen fungerer faktisk rigtig godt – vi ser Sara bevæge sig uanende rundt i køkkenet af sin lejligheden, mens vi ser den døde kæreste liggende på køkkengulvet. Det er særdeles nervepirrende og en helt igennem skræmmende tanke at være midt i et voldsomt drama og gå ubekymret rundt. Og når vi så ser, at der står en mand og holder øje med hende, mens hun går i bad, bliver det bestemt ikke mindre uhyggeligt.

Her er det naturligvis altafgørende, at skuespillerne formår at spille på disse detaljer i optimal grad, og det gør især Michelle Monaghan, som den blinde Sara, når hun henholdsvis ubekymret og i ren panik, bevæger sig rundt i et hjem, hvor hun burde være sikker, men nu ved at uhyggen lurer overalt. Derudover må også gode gamle Michael Keaton fremhæves. Manden kan jo i den grad være troværdig og charmerende, mens man aldrig helt føler, at man ved, hvor man har ham.

Manuskriptet er skrevet af David Laughery, der bl.a. stod bag ‘Lakeview Terrace’, som har flere lignende elementer, men også ‘Money Train’ (1995) og ‘Star Trek V: The Final Frontier’ (1989), så der er altså et meget blandet repertoire, han har bag sig. Instruktionen har Joseph Ruben stået for, og han har lavet mange af de mere stalker/psyko-agtige ikoniske film såsom ‘The Forgotten’ (2004), ‘I seng med fjenden’ (1991) og horror-klassikeren ”Stedfaderen’ (1987)

Desværre holder uhyggen i ‘Penthouse North’ ikke ved, da det meste af filmen går mere op i det psykologiske spil mellem beboer og den ubudne gæst, men et solidt stykke arbejde fra Michelle Monaghan og Michael Keaton gør så, at den samlede karakter bevæger sig lige op på 4 splatter.

Fakta

DVD-premiere: 26-09-2013
Genre: Thriller
Instruktør: Joseph Ruben
Medvirkende: Michelle Monaghan, Michael Keaton, Kaniehtiio Horn m.fl.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg