:: Anmeldelse ::
Så er Nicolas Cage på banen igen, og man kan sige, hvad man vil om manden, men for satan han spytter mange film ud. Desværre bliver stadig flere af dem sendt direkte forbi biograferne og kan kun ses i den lille hjemmebiograf. Det er nok primært et udtryk for, at disse film ofte ligner hinanden til forveksling – eller rettere, det gør de karakterer, han spiller i hvert fald. Og ikke kun fordi de klasker den samme toupé på hovedet af ham hver gang.
Dog er Pay the Ghost faktisk en af de bedre, når nu der skal lidt underholdning på skærmen i de små hjem. Cage leverer en solid præstation, og især Sarah Wayne Callies (Prison Break og The Walking Dead) er virkelig skarp i rollen som hans kone. Vi er ude i det overnaturlige, og det slipper man faktisk ret godt fra. Effekterne er hverken nyskabende eller imponerende, men måden hvorpå disse karakterer kommer ind i denne verden og indser, der foregår noget overnaturligt, er overraskende troværdig og ikke så dramatisk, som vi ellers oplever.
Der er en rigtig god snigende uhygge, ligesom man kan forholde sig til det helt basale med, at et barn bare forsvinder sporløst, og at man som forældre naturligvis ikke kan slippe dette. Vi har efterhånden allesammen hørt en række historier, hvor børn bliver fundet efter mange år, og man kommer uvægeligt til at tænke på disse, når man ser en film som denne og sætter sig i forældrenes sted. Her er der dog en mere overnaturlig årsag, som man ikke lige har hørt før. Der er lidt løse ender, når filmen slutter, men det er mere på den rent praktiske front og i forhold til fremtiden og ikke ligefrem noget, der ødelægger historien.
Manuskriptet er skrevet af Dan Kay (baseret på en roman af Tim Lebbon), der også stod bag horrorfilmen Timber Falls fra 2007. Instruktøren er Uli Edel, der har instrueret et hav af forskellige film fra Christiane F.-filmen fra 1981 (som en stor del af danskerne nok har set i folkeskolen) til Baader Mainhof komplekset fra 2008, der blev nomineret til en Oscar. Men han stod også bag Madonna-filmen Body of Evidence og har arbejdet på TV-serier som Twin Peaks, Tales from the Crypt og Oz. Men andre ord har manden arbejdet med en række ikoniske historier og personer, men Pay the Ghost bliver dog næppe noget, der vil blive fremhævet, når man ser på hans karriere.
Fakta
DVD-premiere: 29-10-2015
Genre: Thriller
Instruktør: Uli Edel
Medvirkende: Nicolas Cage, Sarah Wayne Callies, Veronica Ferres, Lyriq Bent m.fl.
Fed film. Rædselsfuld slutning. Den er skuffende de kunne godt ha lagt flere kræfter i den
Jeg sÃ¥ den igÃ¥r, og var underholdt ð
Ku også lide den historie, der var bag den.
Den er ret ok ð