Passengers – Anmeldelse (4/6)

Hvis du glemmer Passengers traileren, der præsenterer en ganske anden film, end du reelt får, så vil du få solid underholdning.

Jeg var så heldig at se Passengers, før jeg så traileren på det store lærred. Da jeg så traileren, kunne jeg faktisk slet ikke genkende filmen. Hvis du elsker traileren, vil du nok blive skuffet over filmen.

De to hænger slet ikke sammen!

Hvis du til gengæld synes, traileren ligner noget romantisk action-rod i rummet, så vil du nok blive glædeligt overrasket. Men dog kun et stykke hen ad vejen.

De scener, traileren, præsenterer er nemlig også en del af filmen, men bare ikke på den måde, som Passengers traileren præsenterer det. Filmens første halvdel er nemlig en helt anden fortælling.

Og den er ganske enkelt fantastisk!

Problematisk skuespillervalg?

Nu hører jeg til gruppen, der virkelig godt kan lide både Chris Pratt og Jennifer Lawrence. Med andre ord, så er det ikke et minus for mig, at disse to skuespillere bærer historien i Passengers frem.

Det har jeg til gengæld måtte indse, at der er meget delte meninger op. Hold nu op, hvor er der åbenbart mange, der synes, at både Chris Pratt og Jennifer Lawrence er nogle frygtelige personer og charmeforladte skuespillere. Hører du til denne gruppe, så gør dig selv en tjeneste og drop denne film.

Det er et meget lille cast i filmen, og det er altså disse to, der spiller hovedrollerne.

Til gengæld bliver du så også snydt for en ekstremt velspillende Michael Sheen, der er fantastisk i Passengers. I øvrigt i en rolle, der nærmest er en tro kopi af bartenderen fra Ondskabens Hotel (The Shining). Man bliver altså blød om horror-hjertet, første gang han toner frem på skærmen, og når man så også elsker sci-fi, kan det ikke blive meget bedre.

Det samme gælder for Laurence Fishburne (The Matrix), som også leverer en flot, men desværre ret lille, præstation i filmen.

Stærk instruktør og manuskriptforfatter

Det var ikke kun castet, der var med til at sætte mine forventninger ret højt. Også instruktøren og manuskriptforfatteren er nogle, jeg forventer kvalitet og god historiefortælling fra.

Instruktøren er norske Morten Tyldum (Headhunterne), der sidste år blev nomineret til en Oscar for bedste instruktør for The Imitation Game. Man bliver da automatisk stolt af sit skandinaviske ophav, når vi sådan bevæger os rundt i film-eliten. Jeg gør i hvert fald.

Derfor er jeg også glad for, at jeg oprigtigt synes, Passengers er flot og spændende, med en underholdende fortælling, så det fungerer godt for mig. Kunne det have været bedre? Ja. Desværre er filmen ikke uden problemer.

Især på grund af historiens ændring af fokus. Der går lidt for meget romantik i den undervejs. Det er vigtigt for historien, men kommer til at fylde lidt for meget – til min smag, i alle tilfælde.

Og så er der saftsuseme også problemer med, hvad Chris Pratts karakter foretager sig. Men jeg synes personligt, at disse handlinger bliver diskuteret og behandlet, og dét er det vigtige. Jeg har set nogle kalde historien for Boxing Helena in Space. Det er ikke fuldstændig ukorrekt, men det er grotesk overdrevet og holder ikke hele vejen.

Han er ikke en uproblematisk helte-figur, men er vi ikke ude over, at karakterer partout skal være 100% gode eller onde? Det er i hvert fald ikke mit største problem med Passengers, da det bliver behandlet i filmens historie. Til gengæld synes jeg, Jennifer Lawrence’s karakter er ret stereotyp og kedelig. Men indbyrdes fungerer de to altså ret godt.

Passengers er skrevet af Jon Spaihts, der også står bag den kommende reboot af The Mummy, der udkommer i 2017. Tidligere har han været med til at skrive Alien filmen Prometheus (med svenske Noomi Rapace) og den biografaktuelle Doctor Strange (med danske Mads Mikkelsen). Ja, man fornemmer, at han tit ender med at arbejde sammen med skandinaver på den ene eller den anden måde.

I øvrigt er der klare referencer til Prometheus her i Passengers, som også havde karakterer, der bevægede sig mere i gråzoner (Charlize Theron) og en android karakter (Michael Fassbender).

Ufortjent dårlig hype

Jeg har læst en del amerikansk omtale den sidste tid. Efter gallapremieren i USA (en uge før premieren herhjemme) kom omkring 8-10 anmeldelser ud. De fleste til den negative side, da anmelderne oplevede en ganske anden film, end den de forventede. Det kan jeg sagtens forholde mig til, hvis de havde set traileren først.

Til gengæld har jeg set over 20 andre større amerikanske medier svine Passengers til på baggrund af disse få andre mediers anmeldelser. Det er sgu lidt sygt, at en film skal have negativ hype over hele pladen på baggrund af andres opfattelse.

Kort sagt, så er første halvdel af Passengers en fantastisk spændende og medrivende fortælling. Stakkels Chris Pratt spiller en karakter, der bogstavlig talt er helt alene i rummet. Eller rettere, han er omgivet af mere end 5.000 individer, men han er den eneste, der er vågen.

Og på grund af rejsens varighed, så ved han, at han kommer til at dø på rumskibet, da der er 90 år til de når destinationen. Der er ret meget Cast Away i rummet over Passengers, men dog uden at han behøver at sulte.

Jeg glemte fuldstændig tid og sted den første times tid, men desværre slutter Passengers bestemt ikke på samme høje niveau. Og det er altså altid bedst at slutte stærkt. Det er måske endda den meget stærke begyndelse, der ender med at straffe filmen som helhed. Man bliver skuffet, og det er der ingen, der kan lide. Men skal du se den, så se den endelig i biografen. Det er sådan, man får de store følelser bedst med – ikke mindst visuelt.

Fakta

Biografpremiere: 22-12-2016
DVD-premiere: 18-05-2017
Genre: Science-fiction, Drama, Romantik
Instruktør: Morten Tydlum
Medvirkende: Jennifer Lawrence, Chris Pratt, Michael Sheen, Laurence Fishburne, Andy Garcia m.fl.

Plot

Som to ud af mange passagerer ombord på et rumfartøj er Jim og Aurora på vej til én planet fra en anden i dvaletilstand. Rejsen mod den fjerne destination tager dog en skæbnesvanger drejning, da Jim og Aurora vækkes 90 år før, de når til deres bestemmelsessted. Sammen beslutter de sig for at opklare mysteriet bag funktionsfejlen, men opsluges samtidig mere og mere af deres intense forelskelse i hinanden. De forstyrres dog snart i deres lykke, da et nært forestående sammenbrud af fartøjet også er med til at afsløre årsagen til, hvorfor de blev vækket af deres dvale.