OPPENHEIMER er nyeste Christopher Nolan-film, hvilket normalt betyder et nyt mesterværk. Denne film er ingen undtagelse. Der må være et væld af Oscar-statuetter på vej til både skuespillere og filmskaber. Læs vores Oppenheimer filmanmeldelse her!

OPPENHEIMER er Christopher Nolans film om “atombombens fader” J. Robert Oppenheimer. Enhver ny Christopher Nolan-film er noget, der nærmest som default forventes at være et mesterværk. Formentlig fordi det, indtil videre, typisk har været tilfældet. Denne film er absolut ingen undtagelse.

Med en spilletid på tre timer, og en biografisk fortælling, der udspiller sig som en thriller (endda gyser, til tider), er der helt sikkert en række Oscar-nomineringer på vej. Med danske briller starter alle plotbeskrivelser af filmen med en sætning om Niels Bohr. Og han er også væsentlig i historien, men reelt en fodnote i filmen.

Læs videre på vores Oppenheimer filmanmeldelse herunder. Se filmen i de danske biografer fra 20. juli 2023.

Så hårene rejser sig i nakken

At se gengivelsen af atomprøvesprængningen af Trinity-bomben, der blev udviklet i Los Alamos, er en oplevelse, der giver en fysisk reaktion. Det er så hårene rejser sig i nakken, og man nærmest får kuldegysninger, da man ved, at næste skridt involverer Hiroshima og Nagasaki.

Det er noget af det mest hjerteskærende og skræmmende, jeg længe har set. Ikke mindst, da vi jo alle ved, hvordan det ender. I hvert fald med hensyn til atombomben, men heldigvis stopper Nolan ikke dér.

Nej, dette er en film om J. Robert Oppenheimer, og selvom hans succes med atombomben blev til slutningen på 2. verdenskrig – i øvrigt en beslutning, han ikke var herre over – blev det starten på noget andet; Den kolde krig. De tidligere allierede stormagter USA og USSR stod nu overfor hinanden i et decideret våbenkapløb.

Som en, der er vokset op under den kolde krig, husker jeg tydeligt, at den nu årlige sirene-test altså var en ugentlig begivenhed – hver onsdag kl. 12. Bare lige så man hurtigt kunne varsle befolkningen, hvis nogen trykkede på atombombe-knappen.

Så langt væk er det altså heller ikke. Og eftersom Oppenheimer var jøde og verdensmand med politiske holdninger, der ikke ligefrem var konservative, så skulle han nu ned med nakken.

Fra verdensmand og folkehelt til spionanklager og påstået kommunist. Det er en voldsom udvikling, der gør, at Oppenheimer taler for døve ører, når han kæmper for dialog og kommunikation fremfor flere våben.

Oppenheimer – Anmeldelse | Biografisk Thriller

Cillian Murphy er blændende god

Det er den altid fantastiske Cillian Murphy, der i Oppenheimer har den altafgørende rolle som J. Robert Oppenheimer. Han kommer til at stå i spidsen for Manhattan Projektet, der kort sagt handlede om at knække koden til at bygge en atombombe før Nazityskland.

Og ja, som det tydeligt påpeges i filmen, er det bl.a. den danske fysiker og Nobelprismodtager Niels Bohr, der advarer USA om, at netop Nazityskland arbejder på dette. At Niels Bohr så spilles af Kenneth Branagh, der byder på en noget mudret (for nu at sige det pænt) udgave af en dansk accent, er mindre imponerende.

Så er det mere effektivt med Tom Conti som Albert Einstein. For ja, naturligvis er Einstein også en væsentlig del af historien.

Som personen med det overordnede ansvar for det militære projekt ser vi Matt Damon som General Groves. De to fungerer overraskende godt sammen, mens en langt hårdere militærmand i form af Casey Affleck er en anden snak.

Som videnskabsmanden og mennesket J. Robert Oppenheimer leverer Cillian Murphy (28 Days Later) en beundringsværdig præstation. Man bliver bare ikke træt af at se på ham og den intensitet, han leverer. Jeg har aldrig set Cillian Murphy levere en dårlig præstation, men denne her er alligevel på et nyt og helt andet niveau.

De afgørende kvinder i J. Robert Oppenheimers liv

Det er alle disse relationer, der bliver afgørende for J. Robert Oppenheimers liv og virke. Og så er der også en del kvinder i videnskabsmandens liv. Her er det især psykiateren Jean Tatlock, spillet af den fantastiske Florence Pugh (Midsommar, Don’t Worry Darling), der gør indtryk.

Det er dog Kitty, der bliver hans hustru, fortrolige og partner i alt. Hun spilles af Emily Blunt, der i dén grad fortjener alle priser for sin præstation af Katherine “Kitty” Oppenheimer. En person hvis liv hun skildrer gennem årtier, præcis som de fleste andre skuespillere gør med deres respektive karakterer.

Emily Blunt er både underspillet og leverandør af en decideret powerhouse præstation. Ja, begge dele er faktisk muligt, og dét fortjener alverdens priser. Det skader helt sikkert heller ikke, at netop Emily Blunt og Cillian Murphy spillede sammen i A Quiet Place 2 for nyligt. De er knivskarpe i deres samspil.

En anden afgørende person i Robert Oppenheimers liv er Lewis Strauss, der spilles af Robert Downey Jr., som også leverer en skarp præstation her. Jeg kunne blive ved med at nævne skuespillere, der er yderst mindeværdige i Oppenheimer, men du skal næsten selv opleve det.

Dog vil jeg gerne fremhæve Josh Hartnett, Rami Malek, Jefferson Hall, Matthias Schweighöfer, Dylan Arnold, Macon Blair, Alden Ehrenreich, Dane DeHaan, og Olivia Thirlby. Ja, der er – med undtagelse af Interstellar – ikke mange kvinderoller i de historier, Christopher Nolan fortæller disse år.

Se Oppenheimer i de danske biografer nu!

Det er Christopher Nolan, der har både instrueret Oppenheimer og skrevet manuskriptet. Som hovedregel bør film af Christopher Nolan ses i biografen, da de er skabt som store oplevelser. Både billeder og lyd er noget, der fysisk mærkes på kroppen og hamrer på ens sanser, mens historien går efter både hjerte og hjerne.

Oppenheimer er baseret på bogen “American Prometheus: The Triumph and Tragedy of J. Robert Oppenheimer” af Kai Bird og Martin Sherwins, som i 2006 vandt Pulitzer prisen. Titlen på netop dén bog siger meget om, hvad filmen også indeholder. Helt konkret er det triumf og tragedie af helt uhørte proportioner!

MÅSKE DU VIL SYNES OM…

Forrige film af Christopher Nolan var TENET, der virkelig også kan anbefales >

Herhjemme kan du se Oppenheimer i Christopher Nolans foretrukne 70mm i tre biografer (Imperial, Gentofte, Århus), mens det også er muligt at se den i den krystalklare digitale IMAX-version. Uanset hvordan du ser den, vil det være en oplevelse, der sidder i kroppen efterfølgende.

I dagens verden er det måske meget sundt – selvom det også er hårdt.

Oppenheimer har dansk biografpremiere den 20. juli 2023.

FAKTA

Instruktør: Christopher Nolan
Manuskript: Christopher Nolan, Kai Bird, Martin Sherwin
Medvirkende: Cillian Murphy, Emily Blunt, Matt Damon, Florence Pugh, Matthew Modine, Robert Downey Jr., Kenneth Branagh, Rami Malek, Gary Oldman, Casey Affleck

Plot

Hvem var paradokset Robert Oppenheimer, som risikerede at udslette verden for at redde den?

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg