ONLY MURDERS IN THE BUILDING er en ny serie på Disney+, og den omhandler et mordmysterie. Serien har en skøn dialog og masser af twists. Halvtimes afsnit gør serien skarp og får dig hooked. Læs vores Only Murders in the Building anmeldelse her!
ONLY MURDERS IN THE BUILDING er en helt ny serie på Disney+ med et true crime mordmysterie som omdrejningspunkt. Oven i hatten får vi også en podcast spoof, men på en charmerende måde. Selena Gomez, Steve Martin og Martin Short spiller de altafgørende hovedroller, og de har en herlig kemi og en skøn dialog.
Serien er delt op i halvtimes afsnit, og vi får to afsnit på premieredagen, hvilket er med til at få én hooked på serien. Jeg var i hvert fald helt med allerede efter 10 minutter. Eftersom der både er humor, blodige scener, og en morder, der skal findes, er vi ude i en solid genre-hybrid.
Læs videre på vores Only Murders in the Building serieanmeldelse herunder, og se de to første afsnit på Star-sektionen af Disney+ nu.
Hooked fra starten
Jeg skal være helt ærlig og sige, at jeg var helt hooked fra starten af. Åbningsscenen med en fortællerstemme, der lægger stilen, fungerer rigtig godt for mig. Da åbningsmonologen senere bliver en del af selve historien, var jeg helt forelsket i Only Murders in the Building.
Makkerparret Steve Martin og Martin Short er ikke ligefrem nyt, men det fungerer stadigvæk. Når man så smider Selena Gomez ind og skaber en trio til denne serie, så føles det ungt og frisk. De jokes, der falder lidt ved siden af, når man er under 40 år (måske endda under 50), bliver reddet af hendes reaktioner.
Du kan altså grine og blive mindet om, at det er old-school komedie, der stadig fungerer på flere måder. Nogle gange ved at personen, der fortæller vittigheden, bliver en del af pointen, når Selena Gomez reagerer.
Fødslen af en true crime podcast
De tre hovedpersoner udgør en ret uventet trio. De har intet tilfælles – lige bortset fra deres kærlighed til den samme true crime-podcast. Denne podcast fortælles i øvrigt af altid kække Tina Fey, som er meget underspillet her.
Da en person brutalt dør i deres flotte Manhattan bygning, er det helt naturligt for dem at lave deres egen true crime-podcast om netop dette. Vi har altså en 90’er krimi-tv-stjerne (Steve Martin), en Broadway instruktør, der elsker teatret og det teatralske (Martin Short) samt den mystiske unge Mabel (Selena Gomez). De skal nu opklare et muligt mord!
Se Only Murders in the Building på Disney+ nu
Den nye serie er skabt af Steve Martin og John Hoffman (Grace and Frankie, Looking), og de tre hovedroller er alle executive producers. Der er i alt 10 afsnit af serien, der byder på både komedie, blodige drab, true crime-spoof og en lang række twists.
De to første afsnit har premiere på Star-sektionen af Disney+ den 31. august 2021, hvorefter der kommer ét ugentligt afsnit. Det vil sige, at det tiende og sidste afsnit kan ses tirsdag den 26. oktober 2021.
FAKTA
Skabere: John Hoffman, Steve Martin
Medvirkende: Selena Gomez, Steve Martin, Martin Short, Julian Cihi, Michael Cyril Creighton, Nathan Lane, Sting, Aaron Dominguez, Amy Ryan
Plot
I Only Murders In The Building følger vi tre personer (Steve Martin, Martin Short og Selena Gomez), der alle deler en besættelse af True Crime, og pludselig befinder de sig selv midt i en krimisag. Efter et makabert dødsfald i deres eksklusive Upper West Side-lejlighedskompleks, mistænker de tre, at der er tale om et mord og anvender deres true crime viden for at undersøge sandheden.
De beslutter sig for at lave en podcast for at dokumentere sagen, og her afslører de bygningens komplekse hemmeligheder, der strækker sig flere år tilbage. En morder lever måske i blandt dem, og de må i kamp med tiden undersøge alle spor, før det er for sent.
Hvorfor er denne serie ikke længere tilgængelig på Disney+?
Det er den skam også. Den ligger på Star sektionen, og du skal have slået voksenindhold til.