Mercy (3/6)

Chris Sparlings Mercy er et skræmmende kig ind i familiedynamikken omkring en døende forælder – og ikke mindst dennes penge. Desværre var karaktererne for ukomplette til, at man blev rigtig involveret.

Da vi var cirka 25 minutter inde i Mercy, begyndte vi – samtidigt – at bemærke, der reelt ikke var sket meget endnu. Det er jo ikke fordi, det er noget, der principielt irriterer mig. Jeg har det nemlig helt fint med en ”slow burner”, der introducerer os grundigt til karakterne. Ikke mindst, når det sker med henblik på at få os til at forstå deres handlinger bedre.

Desværre sidder jeg bare tilbage med en følelse af, at jeg aldrig rigtig lærte karaktererne i Mercy bedre at kende. Og det er immervæk noget af en bedrift, når vi reelt kun er i et hus med disse karakterer fra start til slut.

Vi møder fire brødre, der bare ikke bryder sig om hinanden. Der er måske ikke et decideret had, men nærmere en ligegyldighed. Til gengæld er de alle sammen meget interesseret i at få fat i familiens penge. Så noget har de da – trods alt – til fælles!

Nu er det jo ikke fordi, det er usædvanligt, at folk gerne vil have penge, når der er en mulighed for det. Alligevel har jeg dog brug for bare en smule baggrundshistorie på disse fire brødre. Det må være muligt at forklare publikum, hvorfor pengene et det eneste, de bekymrer sig om.


Alle fire brødre vender hjem for at være sammen med deres døende mor, men vi ved ikke helt hvordan, de har det med hende. Vi ved til gengæld, at de fire brødre er opdelt i to grupper, da de har forskellige fædre. Det er åbenbart af stor betydning, selvom de er så tæt på hinanden i alder, at de er opvokset sammen. Lige i Mercy er deres fokus dog på den arv, der venter dem, og ikke meget andet.

Et mysterium fortalt fra forskellige synsvinkler

Jeg elsker, når en historie fortælles fra mere end én synsvinkel, og dét fik jeg helt sikkert med Mercy. Omkring halvvejs gennem filmen føres vi igen tilbage til begyndelsen. Derefter genoplever vi mange af de samme øjeblikke, men nu fra en andens perspektiv.

Det er et effektivt virkemiddel på mange niveauer og engagerer helt klart publikum.

Personligt synes jeg, det kom for sent, og det var stadig ret mangelfuldt, men jeg nød at få flere perspektiver. Det er en virkelig lækker måde at illustrere hvordan, der altid er flere sider af samme historie.

Det er dog ikke sådan, at vi nu skal til at genopleve alle scenerne fra forskellige karakterer. Det er ”kun” et spørgsmål om, at vi får mulighed for at se tingene fra forskellige synsvinkler. Som publikum er vi kun tilskuere og involveres ikke i nogle enkeltpersoners situation.

Og mens vi hele tiden holdes lidt i mørket, så lader det til gengæld til, at brødrene godt ved, hvad der foregår.

Bare rolig, du bliver også klogere, inden filmen er slut. Men dog stadig kun på udvalgte centrale punkter. Aldrig det fulde billede. Og det ærgrer mig sgu!

Det er i grunden ret sjovt med film som denne. Historien er ekstremt afhængig af sit cast – som alle film er – men med Mercy er der reelt ingen skuespillere, der står tilbage som mindeværdige. Det handler på sin vis ikke om karaktererne, men derimod historien og mysteriet. Og det fungerer altså ikke! Mennesker kan lide mennesker. Vi vil forstå, forarges eller overraskes af menneskers handlinger.

Bevares, det kan da fungere, når fokus er på et mysterium, men kun når man har interesse i de karakterer, der kæmper for at løse det. Om så det er Nattens Dæmoner eller SAW.

Så selvom jeg var underholdt – for det meste – så sad jeg tilbage med en følelse af noget uafsluttet. Jeg ville elske at få mere af historien, men som enkeltstående film fungerer det ikke helt for mig.

En genial forfatter, men mindre god instruktør

Mercy er skrevet og instrueret af Chris Sparling, som ikke har instrueret så meget, som han har forfattet.

Og helt ærligt, med det han har skabt indtil videre, så er han en fantastisk manuskriptforfatter, som får mest ud af, at en anden instruerer hans film. Han skrev og instruerede også The Atticus Institute sidste år, men den var heller ikke helt skarp. Selvom historien var interessant nok.

Tidligere har han skrevet manuskriptet til Buried med Ryan Reynolds. Dengang blev filmen instrueret af Rodrigo Cortés, og resultatet var blændende.

At lave en film, der reelt foregår inde i en nedgravet kiste er ikke nogen lille bedrift. Det kræver et vanvittig spændende manuskript, der skal bringes til live af en solid skuespillerpræstation og bæres frem af en dygtig instruktør. Dét formåede de med Buried, hvor vi er helt tæt på personlighederne, mens vi med Mercy aldrig kommer tæt på.

Vi holdes hele tiden i armlængde fra samtlige personer. Det betyder, at vi aldrig lov til at se (eller forstå!) det fulde billede, men i stedet nøjes med stumper af information og detaljer her og der.

Jeg synes, det er herligt at opleve dysfunktionelle familier – og skæve individer generelt – men i Mercy får vi kun lige lov til at kradse i overfladen. Det føltes som første afsnit af en ny serie. Vi bliver introduceret til personerne, men kender dem endnu ikke. Det er derfor, jeg føler, at jeg sidder tilbage med rester fra en virkelig stor historie, men ikke forstår hvad, der sker eller hvorfor.

Mercy formår ikke at levere på historien, selvom den har et enormt potentiale. Til gengæld er slutningen ret fantastisk!

Fakta

Premiere: 22-11-2016 (Netflix)
Genre: Thriller
Instruktør: Chris Sparling
Medvirkende: James Wolk, Caitlin FitzGerald, Tom Lipinski, Dan Ziskie, Michael Godere, Michael Donovan, Dion Graham, Constance Baron m.fl.