Les Affamés er et meget blodigt zombie drama på Netflix. Der er virkelig knald på blodsprøjtet, men samtidig er der mere drama end gyser og thriller over historien. Det er ikke fordi, det er dårligt, men det er bestemt ikke for alle.

Les Affamés er ikke en Netflix produktion som sådan, men derimod en canadisk film, der nu udkommer globalt på streaming-tjenesten. Det er en film, der har været vist på et hav af filmfestivaler i hele verden, inden Netflix opsnappede den til digital udgivelse.

Det er ikke fordi, det betyder det store for den menige seer, men Netflix har fået en del kritik for kvaliteten af sine egne produktioner. Derfor synes jeg, det er relevant lige at slå fast, at Les Affamés ikke er én af dem.

Til gengæld er vi på Heaven of Horror også ret sikre på, at filmen vil få en meget blandet modtagelse. Det er en meget karakterdrevet film, hvor drama og stilhed (utroligt nok!) er i fokus. Der er således nærmest ingen underlægningsmusik i store dele af filmen. Det giver den et fascinerende skær af realisme, men det giver ikke det vilde sus.

Les Affamés

Kaskader af blod

Mens der er stilhed over fremdriften og karaktererne, så er der til gengæld smæk på blodmængden. Selvom Les Affamés i mange scener afskærmer seeren ved de mest voldelige scener, så udvikler dette sig. Vi er således nærmest ude i Kill Bill mængder af blodsprøjt senere hen.

Der er nogle vilde scener med kampe mod zombier, men historien har generelt et meget dystert udtryk. Og dem, der endnu ikke er blevet bidt, falder som fluer i løbet af fortællingen.

Måske man skal finde et hint og inspiration i instruktørens tak til sidst. Den lyder nemlig “Min far, min mor og George A. Romero”. Det er altså i dén grad en zombiefan af en instruktør.

Lad i øvrigt gerne filmen køre hele vejen forbi rulleteksterne, da der kommer en lille ekstra scene til sidst. Hvor meget “ekstra”, den giver, er begrænset, men man skal da lige have det hele med.

Spøjse zombie projekter

Der er elementer i Les Affamés , der nok vil efterlade noget forvirring. Også her i horrorhytten! Zombierne har nemlig en række mærkværdige byggeprojekter, der består i at bygge tårne af en art. De bygges altid i temaer, så det enten er stole eller legetøj, det enkelte tårn består af. Hvorfor? Hvem ved.

Generelt er Les Affamés et lille hyggevisit i en post-apokalyptisk verden, hvor der ikke er meget håb. Vi ser en række glimt af forskellige mennesker, der finder sammen på kryds og tværs. Man overlever trods alt bedre, når der er flere til at holde øje med zombierne. De er nemlig altid lige om hjørnet.

Herfra blev vi både mindet om It Comes at Night28 Days Later og The Walking Dead samt elementer af I am Legend. Den er dog stadig helt sin egen – på godt og ondt.

Les Affamés Netflix

En seværdig zombie oplevelse

I sidste ende, så er Les Affamés helt sikkert værd at se, hvis man er til zombiefilm. Det er måske ikke den helt store fredagsfilm, hvis man gerne vil have en hyggelig aften. Vi kommer nemlig ikke uden om, at Les Affamés er ret deprimerende.

Den byder dog også på flere mindeværdige scener og karakterer. Især en af kvinderne, der med perlekæde og en machete ikke er bleg for at jagte zombierne. Enten ved at larme for at tiltrække dem eller gå i frontalt modangreb, når de dukker op.

Robin Aubert har skrevet og instrueret filmen, der vandt prisen for bedste canadiske film ved Toronto International Film Festival i 2017. Derudover vandt den også publikumsprisen ved Montréal Festival of New Cinema. Det er altså ikke kun juryer, der kan lide filmen.

Les Affamés kan ses på Netflix fra 2. marts 2018.

FAKTA

Netflix-premiere: 2. marts 2018
Genre: Horror, Drama
Instruktør: Robin Aubert
Medvirkende: Marc-André Grondin, Monia Chokri, Charlotte St-Martin

Resumé
I en lille afsidesliggende by i Quebec er tingene helt forandret. De lokale er ikke sig selv mere – deres kroppe er ved at blive nedbrudt, og de vender sig imod deres kære. En håndfuld overlevende gemmer sig dog i skovene, mens de søger efter ligesindede.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg