Leatherface er egentlig en klassisk oprindelseshistorie. For første gang i The Texas Chainsaw Massacre universet får vi den komplette historie. Og så endda samtidigt med publikum i USA.

Faktisk har Leatherface været uhyggeligt længe undervejs. Vi har hørt om den gennem flere år, og egentlig var den færdig i 2016, men premieren blev så udsat til i år. Det er jo også kun passende at smide sådan en film ud i oktober måned.

At vi får den i Danmark er et mindre mirakel i sig selv. Det kom da også som en meget pludselig nyhed, da det dagen før premieren kom ud, at Blockbuster.dk havde sikret sig rettighederne. Og ikke kun havde de hentet den hjem til Danmark (og resten af Norden) – vi får den også på samme tid som i USA.

Selvom den har været længe undervejs, har både rollebesætningen og instruktørerne dog holdt os til ilden.

I øvrigt må jeg også rose filmen (der ikke er uden problemer) for at trække på detaljer fra både den originale film fra 1974 og reboot/remake-udgaven fra 2003.

De første minutter føles for mig som en klar hyldest til Motorsavsmassakren (altså The Texas Chain Saw Massacre) fra 1974. Vi får i hvert fald en hyggelig middag med den noget aparte Sawyer familie. Komplet med en gæst, der bestemt ikke ønsker at være der.

Og i forhold til The Texas Chainsaw Massacre fra 2003, så er det den visuelle stil, der virker genkendelig i Leatherface.

Leatherface

Stærkt cast i Leatherface

En stor del af forventningerne til Leatherface er tæt forbundet til skuespillerne. Især Lili Taylor og Stephen Dorff er nogle, jeg altid forventer solide præstationer af. Det giver de bestemt også her, men det er ikke dem, der har hovedrollerne.

Finn Jones, der lige nu gør sig som Iron Fist på Netflix er også med. Ham har jeg ikke helt så meget fidus til, selvom han var udmærket i Game of Thrones, så det er ikke helt galt.

Jeg er faktisk lidt ærgerlig over, at Lili Taylor ikke er mere med. Hun spiller nemlig Leatherface’s mor. Og hun er sateme ikke én, man skal rage sig uklar med.

Nu handler det bare ikke om Sawyer familien denne gang, men derimod om oprindelsen for “Leatherface”. Eller rettere, hvordan lille Jedidiah “Jed” Sawyer bliver til den motorsavs-svingende “Leatherface”.

Og ja, der var liiige det med, at han pludselig hed “Thomas Hewitt” i 2003 udgaven af The Texas Chainsaw Massacre, men det er en detalje, vi ikke behøver dvæle mere ved.

Hvem er “Leatherface”?

En stor del af plottet i denne nyeste tilføjelse til Motorsavsmassakren-franchisen er reelt et mysterie.

For selvom vi indledningsvis møder Jed som barn, så hopper vi derefter flere år frem i tiden. Næste gang vi ser Jed, er han en ung mand, der nu har fået nyt navn og befinder sig på en institution for unge med psykiske problemer.

Eller rettere, vi ser ikke “Jed”, men derimod en række unge mænd. Vi ved, at én af dem er Leatherface, men ikke hvem.

De fleste hærdede gyserfans vil nok hurtigt kunne gætte det. Eller i hvert fald have en stærk mistanke. Der er naturligvis en række hentydninger. Der er dog endnu flere ting, der skal lede publikum på vildspor.

Personligt synes jeg, at de “falske spor” var lidt for åbenlyse, så det havde ikke den ønskede effekt. Jeg var dog fint underholdt alligevel.

Leatherface

Fantastisk på papiret, underholdende på skærmen

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi havde høje forventninger, der ikke blev indfriet. Vi er heller ikke enige internt i vurderingen af denne film. Denne gang er det mig, der trækker karakteren op, selvom jeg anerkender, at den også sagtens kunne forsvares som en fin ‘3 splatter’ film.

Udfordringen for Leatherface er, at den er instrueret af Alexandre Bustillo and Julien Maury. Det skaber nogle forventninger hos gyserfans, der har elsket de skøre franske gutter siden Inside (org. titel À l’intérieur) fra 2007. Det var en vanvittig film, man ikke slipper lige med det samme.

Og det var også filmen, der fik os til at forvente et fantastisk resultat med denne film. Her er problemet så bare, at de ikke har skrevet filmen denne gang, mens de både skrev og instruerede Inside.

Seth M. Sherwood har skrevet manuskriptet til Leatherface, og der er ikke noget videre på hans IMDb CV, vi kan forholde os til.

Det, som Leatherface alligevel kan vinde point på, er altså skuespillerne og den visuelle stil. Det er en helt reel oprindelses-historie, som umiddelbart sagtens kan fungere for mig. At den så slutter lidt for brat (og måske lidt for let) er et minus.

Helt overordnet er filmen bare slet ikke så dyster, som man ville forvente. Det kan forsvares med, at filmen jo handler om personen, der ender med at blive Leatherface. Så vi ser ham også inden, han bare er en morderisk redneck. Det ændrer ikke på, at forventningerne har været anderledes, men det giver dog mening.

Skal du lige varme op med den originale film fra 1974, så kan du se den gratis på Blockbuster.dk lige nu.

Leatherface fik eksklusiv premiere på Blockbuster.dk.

FAKTA

VOD-premiere: 20-10-2017 (Blockbuster.dk)
DVD-premiere: 08-02-2018
Genre: Horror
Instruktør: Julien Maury & Alexandre Bustillo
Medvirkende: Angela Bettis, Stephen Dorff, Lili Taylor, Vanessa Grasse, Jessica Madsen, Sam Coleman, Sam Strike, Jay Bloor m.fl.

Plot

I denne prequel til Texas Chainsaw Massacre, bliver en ung sygeplejerske kidnappet af fire voldelige teenagere, der er undsluppet fra et sindssygehospital og tager hende med på en road trip til helvede. De bliver jagtet af en lige så vanvittig betjent, der er ude efter hævn. Én af disse teenagere ender med at opleve noget frygteligt, der former ham til at blive Leatherface.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg