I Lace Crater fører en hed aften med et spøgelse til dystre (og lidt morsomme) udviklinger.

Okay, det eneste reelt morsomme er i Lace Crater er nok scenerne med spøgelset. Vi er dog på ingen måde ude i en gyserkomedie. Det er til gengæld en mere akavet form for humor, da spøgelset er klædt i sækkelærred. Han ligner mest af alt en kikset Halloween-udklædning, men er “bare” et fortabt spøgelse. Hans historie er på ingen måde morsom, men hele situationen er så absurd, at man ikke kan udgå at gnække lidt.

Til gengæld opstår der naturligvis sød musik mellem vores hovedperson og det blide spøgelse. Selvom det sker på meget unaturlig vis, da den ene af dem ikke er i live længere. Deres elskovsscene er utrolig rørende, og derfor er det virkelig komplekse følelser, man sidder tilbage med.  At kalde det en sexscene vil derfor være alt for simplificeret.

Lace Crater

Skuespillerne skal sælge historien i Lace Crater

Hovedrollen spilles af Lindsay Burdge (The Invitation), og hun er i sig selv ret kompleks. Hun tiltrækkes af det mørke og dystre. Ikke fordi hun selv er dyster, men nok nærmere fordi, hun er halv-depressiv. Derfor er der ikke meget, der skræmmer hende, da livet allerede er en negativ oplevelse. Da hun overnatter i et gæstehus og fornemmer en tilstedeværelse, så forsøger hun straks at komme i kontakt med vedkommende. Og hun aner ikke selv, om det et spøgelse eller en indbrudstyv. Hun er bare også ret ligeglad.


Faktisk er Lindsay Burdge generelt ret fantastisk i denne rolle. Man ved aldrig helt, hvordan hun har det, eller hvad der foregår. Men ét eller andet mørkt, og uheld er aldrig langt væk. Der er et hav af følelser lige under overfladen, og det ses hele tiden i Burdge’s ansigt.

Den anden skuespiller, der er altafgørende for filmen, er spøgelset. Han hedder Michael og spilles af Peter Vack (Kiss of the Damned). Hvis ikke det var troværdigt, at vores hovedperson kan falde for hans akavede charme, så var Lace Crater helt umulig at sælge ind.

Og så er er der to ret fantastiske personer i biroller. Først er det Chase Williamson, der spillede titelrollen i John Dies at the End, som var et hit ved CPH PIX tilbage i 2013. Den anden er filmens producer, Joe Swanberg (You’re Next), der optræder i en lille men vigtig birolle. Han er sgu altid god, og han giver også lige noget ekstra til denne film.

Lace Crater

Endnu en spændende debut

Lace Crater er både skrevet og instrueret af Harrison Atkins. Dette er hans spillefilmdebut som både instruktør og manuskriptforfatter, da han tidligere “kun” har lavet kortfilm. Der var nogle visuelle detaljer, som jeg meget gerne ville have haft lidt input til. Jeg har en idé om, hvad de betød, men de blev dog leveret lidt for intenst til, at jeg helt synes, det fungerede.

Selve konceptet og historien er dog rigtig spændende, og han er bestemt en instruktør, man skal holde øje med fremover. Filmen kan sagtens nydes i hjemmebiografen, så når den bliver tilgængelig via VOD eller andet, så giv den endelig en chance.

Fakta

Biografpremiere: CPH PIX 2016
Genre: Thriller, Komedie, Drama
Instruktør: Harrison Atkins
Medvirkende: Lindsay Burdge, Peter Vack, Jennifer Kim

Resumé
At have sex med den forkerte kan have kedelige konsekvenser. Ruth går i kanen med et spøgelse og efterfølgende begynder hendes krop at rådne op, mens vennerne trækker sig tilbage. Harrison Atkins har med sin originale debut om at stå udenfor, skabt sin helt egen genre: mumblecore-horror.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg