:: Anmeldelse ::
Denne film er noget af det mest frygtelige, jeg nogensinde har set… på den bedst mulige måde. Nu er jeg – det indrømmer jeg gerne – en tøs af rang, og selvom jeg bruger ScreamQueen som mit nickname i dette horror-univers, så skriger jeg faktisk ekstremt sjældent. Da jeg så ‘The Silent House’ skreg jeg to gange, inden vi var halvvejs, og jeg var faktisk nervøs for, om naboerne ville tro, jeg var i livsfare. Filmen rammer lige på mine ømme punkter, som er det at være fanget i et hus, i mørke, hvor det uvisse lurer. Jeg er egentlig ikke mørkeræd eller har anden grund til, at dette skulle være min horror-akilleshæl, men det er det nu engang.
Hele filmens koncept er også i en klasse for sig. Filmen starter ved “action”, og der råbes ikke “cut” før rulleteksterne kommer ind over skærmen. Dette er naturligvis ment i overført betydning, og vil “bare” sige, at filmen er skudt ud i ét. Der er ingen klip, og dermed heller ikke et sekund med ro. Normalt bygges der op til noget, som efter “skrækmomentet” går over i et roligere klip med noget miljø-panorering eller andet uskyldigt. Bare så man lige kan sætte sig tilbage i sædet igen. Her er der ingen pauser, og selvom der så absolut heller ikke er meget action – nogen vil uden tvivl finde filmen slemt kedsommelig – så holdes man i et psykisk jerngreb. Forudsat man kan leve sig ind i filmen og overgive sig til historien.
Flere filmdistributører og -producenter har da også allerede overgivet sig til filmens koncept og historie. En amerikansk version er således allerede lavet, og herfra afventer vi den med stor spænding. Historien skulle være baseret på virkelig hændelser, og manuskriptet er skrevet af Oscar Estévez, Gustavo Rojo og Gustavo Hernández – sidstnævnte har også lavet manuskriptet til den amerikanske version. Det er også denne trio, der har stået for klipningen og i det hele taget er dette tydeligvis deres hjertebarn. Til gengæld gættede jeg selv ret hurtigt meget af plottet, men det afholdte mig jo ikke fra at være skræmt og spændt – som jeg indledningsvist afslørede i min totale udlevering af, hvor stor en bangebuks jeg er. Og hvis du tror, at det ligner noget low-budget dogme-koncept film, så kan du godt tro om igen. Jeg har set rigeligt film af den type, hvor både historie og produktion er så ringe, at man ikke forstår hvorfor nogen gider se den til ende. Denne film er af en helt anden støbning og hvert et rædselsfuldt øjeblik værd.
Fakta
(Originaltitel: La Casa Muda)
På DVD/Blu-ray: 01-02-2011
Genre: Gyser | Drama
Medv.: Gustavo Alonso, Florencia Colucci, María Salazar, Abel Tripaldi m.fl.
Land: Uruguay, 2010
Hmmm hvor skal jeg starte.
Jeg havde glædet mig rigtig meget til denne film.
Selve konceptet med at filmen spilles i et langt stykke uden klip syntes jeg er genialt. Det giver nærvær og fornemmelsen af virkelighed,troværdighed.
Men så igen. Jeg havde fra starten valgt at overgive mig fuldstændig til filmens opbygning og historie..jeg levede mig virkelig ind i filmens fortælling for bedst mulig udbytte.
Der skete bare intet……intet og lige pludselig så var den sku slut.
Jeg var helt paf og sad bare og gloede efterteksterne og tænkte:hvad fanden var det.
Jeg tror aldrig at jeg helt rigtig forstod historien. jeg forstod heller ikke hvad det var hun hele tiden ledte efter nede på gulvet. forvirringen var total og er det faktisk dagen derpå stadig.
Jeg har desværre nok været for betaget af Paranormal A. Den ramte mig på MIT ømme punkt så meget at jeg måtte lade lidt lys være tændt om natten. Hehe så man ramt.
Jeg behøves ikke action og masser af blod..det jo nemt nok. Kunsten må være at gøre publikum utrygge og det var jeg desværre ikke med La Casa Muda.
Jeg vil helt klart i fremtiden satse på flere europæiske film så som Martyr, Inside, Frontiers mm.
Sidst nævnte har jeg dog set. 5 splatter i nøven på den
Igen vil jeg nævne muligheden for I kunne lave et forum.
Jeg mangler andres mening om den(som blackmannnn siger) den gode smag:
Sidst og ikke mindst. jeg har fuld respekt for at vi har forskellig smag inden for Horror. jeg vil da bare lige komme med min personlige holdning. 🙂
Hej Hasse. Tusind tak for din anmeldelse. Vi har allerede set utrolig delte meninger om denne film, så med det i ménte, er det jo kun godt, at vi nu også har begge synspunkter på denne side.
Jeg syntes bestemt at denne her film kan anbefales da den minder meget om 101 dalmantiner
Jeg forstod desværre heller ikke handlingen.. Synes den var forvirrende.
Der var da helt klart en del forvirrende ting, især hen mod slutningen (blev I hængende til under og efter rulleteksterne), men jeg syntes alligevel, at den leverede nogle ret intens øjeblikke.