:: Anmeldelse ::

Denne film er noget af det mest frygtelige, jeg nogensinde har set… på den bedst mulige måde. Nu er jeg – det indrømmer jeg gerne – en tøs af rang, og selvom jeg bruger ScreamQueen som mit nickname i dette horror-univers, så skriger jeg faktisk ekstremt sjældent. Da jeg så ‘The Silent House’ skreg jeg to gange, inden vi var halvvejs, og jeg var faktisk nervøs for, om naboerne ville tro, jeg var i livsfare. Filmen rammer lige på mine ømme punkter, som er det at være fanget i et hus, i mørke, hvor det uvisse lurer. Jeg er egentlig ikke mørkeræd eller har anden grund til, at dette skulle være min horror-akilleshæl, men det er det nu engang.

Hele filmens koncept er også i en klasse for sig. Filmen starter ved “action”, og der råbes ikke “cut” før rulleteksterne kommer ind over skærmen. Dette er naturligvis ment i overført betydning, og vil “bare” sige, at filmen er skudt ud i ét. Der er ingen klip, og dermed heller ikke et sekund med ro. Normalt bygges der op til noget, som efter “skrækmomentet” går over i et roligere klip med noget miljø-panorering eller andet uskyldigt. Bare så man lige kan sætte sig tilbage i sædet igen. Her er der ingen pauser, og selvom der så absolut heller ikke er meget action – nogen vil uden tvivl finde filmen slemt kedsommelig – så holdes man i et psykisk jerngreb. Forudsat man kan leve sig ind i filmen og overgive sig til historien.

Flere filmdistributører og -producenter har da også allerede overgivet sig til filmens koncept og historie. En amerikansk version er således allerede lavet, og herfra afventer vi den med stor spænding. Historien skulle være baseret på virkelig hændelser, og manuskriptet er skrevet af Oscar Estévez, Gustavo Rojo og Gustavo Hernández – sidstnævnte har også lavet manuskriptet til den amerikanske version. Det er også denne trio, der har stået for klipningen og i det hele taget er dette tydeligvis deres hjertebarn. Til gengæld gættede jeg selv ret hurtigt meget af plottet, men det afholdte mig jo ikke fra at være skræmt og spændt – som jeg indledningsvist afslørede i min totale udlevering af, hvor stor en bangebuks jeg er. Og hvis du tror, at det ligner noget low-budget dogme-koncept film, så kan du godt tro om igen. Jeg har set rigeligt film af den type, hvor både historie og produktion er så ringe, at man ikke forstår hvorfor nogen gider se den til ende. Denne film er af en helt anden støbning og hvert et rædselsfuldt øjeblik værd.

Fakta

(Originaltitel: La Casa Muda)

På DVD/Blu-ray: 01-02-2011
Genre: Gyser | Drama
Medv.: Gustavo Alonso, Florencia Colucci, María Salazar, Abel Tripaldi m.fl.
Land: Uruguay, 2010

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg