Immortals er en ny vampyr-serie på Netflix. Det er en tyrkisk produktion (org. titel ‘Yasamayanlar’), og selve produktionskvaliteten er ret høj. Stilen er måske lidt ufrivilligt kitschet, men hvis man er til vampyr-serier, skal man da give den en chance. Sæson 1 er på Netflix nu!
Immortals er en ny gyser-serie på Netflix. Historien er i vampyr-subgenren, og den er fra Tyrkiet. Alene denne sprøde kombo er nok til, at man da liiige skal se, hvad det er for noget. Den er på tyrkisk, men du kan naturligvis altid vælge at se den dubbet på engelsk, hvis du foretrækker dette.
Rent principielt vælger jeg altid at se film på originalsproget, da vi danskere trods alt er vant til undertekster. Det lyder sgu altid så mærkelig hult, når der dubbes, og da Immortals allerede er lidt kitschet, hjælper det ikke ligefrem på seriøsiteten.
Der er helt klart også humor med i stilen, men lige præcis skurken virker ret alvorlig. Lidt for alvorlig til min smag, men bevares, det hele skal også sættes lidt på spidsen, når vi taler vampyrer.
En snas af Bollywood til denne tyrkiske produktion
Da første afsnit begyndte, kom jeg hurtigt til at tænke på Bollywood. Immortals har nemlig også den der stil, hvor det hele er lidt overdrevet. Skurkene er meget tydeligt skurke, og heltene er også meget nemme at genkende. Det bliver på sin vis lidt eventyragtigt.
Desuden er der nogle overdrevne lyd-effekter, der hurtigt kommer til at virke komiske. Jeg tror bare desværre ikke, at det var intentionen. Men come on, når der står en mand og boksetræner med en sandsæk, så skal det jo ikke lyde som en Wii bokse-effekt.
Et andet Bollywood-lignende element er brugen af farver. Mens Bollywood-film gerne har et væld af naturlige, men meget kraftige, farver, så er vi mere ovre i neon blå og pink i Immortals. Det er dog elegant nok udført, så det giver mening i historiens kontekst. Det bliver bare lige lidt vel meget brugt, og så ryger pointen måske lidt.
Ekstremt stereotype karakterer
Som nævnt tidligere ved du fra første øjekast, hvem der er skurke og helte i Immortals. Det bliver simpelthen for stereotypt til min smag, da jeg helt ærligt foretrækker at både skurke og helte er lidt nuancerede. Ellers skal det være helt over-the-top, så det bliver en del af underholdningen. Der er vi dog ikke helt.
Til gengæld kommer du til at gætte hele plottet i afsnit 1, inden det “afsløres” i løbet af spilletiden.
Jeg synes dog, at karakteren Mia (Elçin Sangu) er en af de mere nuancerede karakterer. Hun er blevet til vampyr, efter Dmitry (Kerem Bürsin) omvendte hende for mange år siden. Nu skal hun så slå ham ihjel for at kunne blive menneske igen. Ja, sådan fungerer det altså i Immortals, og dét er i bund og grund hele konceptet.
Desuden skal det nævnes, at Immortals altså har en 18+ aldersgrænse på Netflix. Det er alligevel ret højt, og der er da også både sex, blod og mord. Alligevel kan jeg absolut ikke se, hvorfor aldersgrænsen skal være så høj. Men okay, måske er jeg bare blevet meget hærdet.
Se sæson 1 af Immortals på Netflix nu!
Sæson 1 består af 8 afsnit, og du kan se dem alle på Netflix nu. Kan du generelt godt lide vampyr-serier (eller film), skal du da lige se, om denne tyrkiske udgave kunne være noget for dig.
Allerede i indledningen af første afsnit beskrives “reglerne” for vampyrer. Eller rettere, Immortals indledes med at fortælle om de misforståelser, der findes, når det gælder vampyrer. Der tages udgangspunkt i gamle myter, legender og skriftlige overleveringer, så serien opbygger sin egen version af en vampyr-historie.
Immortals er absolut ikke min nye favorit-serie. Faktisk fik jeg mere lyst til at gense True Blood, da jeg så første afsnit. Alligevel må jeg anerkende, at Immortals er virkelig flot lavet, og at den har nogle interessante vinkler på hele vampyr-balladen.
Sæson 1 af Immortals (org. title Yasamayanlar) blev frigivet på Netflix den 8. marts 2019.
FAKTA
Sæson 1 af Immortals består af 8 afsnit og har premiere på Netflix den 8. marts 2019
Medvirkende: Kerem Bürsin, Elçin Sangu, Birkan Sokullu, Selma Ergeç, Nilperi Sahinkaya, Efecan Senolsun
Plot
Mia er et menneske, der er blevet vampyr, og hun er opsat på at få hævn over den skruppelløse vampyrleder Dmitry, som leder efter en genstand, der gør ejeren udødelig.