HVOR FLODKREBSENE SYNGER er en ny drama-mysterie-thriller baseret på bestselleren af samme navn. Den starter med et muligt mord, og så fortælles historien om de involverede. Eller rettere, om den pige, der anklages. Læs vores Hvor flodkrebsene synger anmeldelse her!

HVOR FLODKREBSENE SYNGER er en genrehybrid, der dækker drama, mysterie og thriller, og den er baseret på den bedst sælgende bog af samme navn. I bund og grund handler den om overlevelse, og hvor langt man vil gå for at få et ordentligt liv.

Vi følger den unge kvinde Kya, der bor alene i marsken, efter hele hendes familie har forladt hende. Hun er opdraget til at holde sig for sig selv, så det gør hun. Men nogle gange støder man jo ind i andre mennesker, og en dag findes en mand død. Det er uheldigvis Kyas ekskæreste, så hun mistænkes straks for mord som den outsider, hun er.

Filmen tager os tilbage til Kyas barndom, for at give os hele fortællingen om, hvordan det er endt sådan.

Læs videre på vores Hvor flodkrebsene synger filmanmeldelse nedenfor.

Dejligt velkendte omgivelser

Jeg fik undervejs lidt en stemning af The NotebookDawson’s Creek og The Lincoln Lawyer. Sidstnævnte er for nyligt lavet som Netflix-serie, der på dansk hedder Limousineadvokaten. Både på grund af de flotte naturomgivelser (især de to første) og så lige krydret med et mord og en snert af retssalsdrama.

Filmen byder på hjerteskærende familiedrama om at blive forladt, spirende romantik, mystik om et mord og så reel overlevelse i en verden, der ikke har været særlig god mod hovedpersonen.

Det er ikke en film, vi typisk dækker her hos Heaven of Horror, men da plottet drejer sig om et mord (og thriller er en af genrene) ville vi gerne give vores bedømmelse også. Faktisk er det en film, der til tider kan være sværere at se end de ondeste gyserfilm.

Når en lille pige pludselig skal klare sig selv (vi taler om at bo alene og overleve afsides), og oven i købet behandles dårligt af dem omkring hende, så er det en helt særlig type ondskab, vi er ude i.

Hvor flodkrebsene synger – Filmanmeldelse

Et godt cast

Den bærende rolle i Hvor flodkrebsene synger spilles af Daisy Edgar-Jones (Kya), der kendes af gyserfans fra Fresh. Hun støttes op af den altid gode David Strathairn (Nightmare Alley), Harris Dickinson (Triangle of Sadness), Taylor John Smith (Shadow in the Cloud) og Michael Hyatt (The Little Things).

Samlet set er det et ret stærkt cast, og selv Harris Dickinson, der plejer at gå mig lidt på nerverne, gør det ret godt her.

Det er dog helt klart Daisy Edgar-Jones, der skal bære historien. Selvom vi går tilbage og ser hendes barndom, sker dette i flashbacks under retssagen. Den unge udgave af Kya spilles i øvrigt af Jojo Regina, der får sin spillefilmdebut med Hvor flodkrebsene synger. Hun er fantastisk.

Det samme er Garret Dillahunt (Army of the Dead, Fear the Walking Dead), der spiller hendes fordrukne og voldelige far.

Se Hvor flodkrebsene synger i biografen

Hvor flodkrebsene synger er instrueret af Olivia Newman, der ellers har mest erfaring med tv-serier. Manuskriptet er skrevet af Lucy Alibar (Troop Zero), og det er som tidligere nævnt baseret på romanen af samme navn fra 2018 af Delia Owens.

Det er relativt uprøvede kræfter, men filmen er produceret af Reese Witherspoon, der er kendt for at købe rettigheder til bøger skrevet af kvinder, der viser talent. Hun købte eksempelvis rettighederne til Kvinden der forsvandt (2014) og Wild (2014) samt producerede HBO-serien Big Little Lies, hvor Nicole Kidman hjalp med at sikre rettighederne.

I en verden hvor vi løbende får nye true-crime dokumentarer om personer, der anklages og dømmes, for siden at blive frikendt årtier senere, er det en meget relevant historie. Når først nogen dømmes for en forbrydelse i USA, er det nærmest umuligt at få en dom omstødt. Så er det bare ærgerligt, at Kya – på grund af ophav og status – allerede er dømt af folkedomstolen.

Jeg har ikke læst bogen og kan derfor ikke sige, hvor tæt denne filmatisering følger historien derfra. Men som en helt “stand-alone” historie, der har fokus på at fortælle én persons historie, rammer den ret godt.

Du kan se Hvor flodkrebsene synger i biografen fra den 29. september 2022.

Plot

Hvor flodkrebsene synger fortæller historien om Kya, en forladt pige, som selv har fundet vej til voksenlivet i de farlige marskområder i North Carolina. Gennem mange år har rygterne om ”Marskpigen” hjemsøgt Barkley Cove og isoleret den skarpsindige og stålfaste Kya fra samfundet. Draget af to unge mænd fra byen begynder Kya at åbne sig for den nye og opsigtsvækkende verden. Men da en af mændene bliver fundet død, bliver Kya straks udråbt, af samfundet, som den hovedmistænkte.

FAKTA

Instruktør: Olivia Newman
Medvirkende: Daisy Edgar-Jones, Taylor John Smith, Harris Dickinson, Michael Hyatt, Sterling Macer Jr, David Strathairn

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg