HVILELØS på Netflix er en ny thriller fra Frankrig. Den internationale titel er Restless, og det er faktisk en genindspilning af en sydkoreansk film fra 2014. En solid action-thriller til en fredag aften. Læs vores fulde Hvileløs anmeldelse her!
HVILELØS er en ny Netflix action-thriller fra Frankrig, som du finder under titlen Restless, hvis du har engelske sprogindstillinger på Netflix. Det er en genindspilning af den sydkoreanske thriller A Hard Day, som blev vist ved CPH PIX 2015. Så hvis du har set den, kender du alle twist i denne nye Netflix film.
Jeg må dog sige, at begge film er ganske solide og ret spændende action-thrillere, så jeg kan anbefale dem begge. Denne franske version, der nu ligger på Netflix, er perfekt som let fredagsunderholdning med et par overraskelser i ærmet.
Læs videre på vores spoilerfri anmeldelse af Hvileløs nedenfor.
Fransk genindspilning af sydkoreansk hit
Da jeg gik i gang med at se Hvileløs på Netflix, vidste jeg ikke noget om den på forhånd. Nogle gange er det rart bare at se en film uden forventninger eller forhåndsviden. Men da filmen startede, føltes den mærkeligt bekendt. Så jeg blev nødt til at pause undervejs og undersøge det nærmere.
Det viser sig, at dette faktisk er en meget tæt genindspilning af den sydkoreanske A Hard Day (Ggeutggaji ganda). Den blev skrevet og instrueret af Seong-hun Kim, der senere lavede Tunnel (2016) og flere afsnit af Netflix-zombieserien Kingdom.
A Hard Day spillede på flere filmfestivaler verden rundt – bl.a. vores egen CPH PIX i 2015 – og den vandt mange priser. Den blev faktisk også genindspillet i Kina i 2017, så dette er ikke engang det første remake. Men ok, gode historier er universale og resulterer ofte i adskillige genindspilninger.
Se Hvileløs / Restless på Netflix nu!
Jeg var ret glad for den originale film på grund af de forskellige twist i historien og karakterernes tvivlsomme handlinger. Det er noget, vi ofte ser i film fra Sydkorea, hvor ingen er rigtig gode eller slemme. Helt eller skurk er sjældent hele simpelt i sydkoreanske produktioner. Sjovt nok er det noget franske og spanske produktioner også excellerer i.
Hvis du allerede har set A Hard Day, vil du kende alle plot twists i Hvileløs. Det betyder dog ikke, at det ikke er værd at se både den originale og den franske genindspilning. Stjernen i denne franske Netflix-produktion er Franck Gastambide, der minder lidt om en fransk Jason Statham i denne film.
Måske lige med undtagelse af den lilla læderjakke, der er lidt vel meget distraherende.
Hvileløs er instrueret af Régis Blondeau, og det er hans debut som instruktør, mens han tidligere har været filmfotograf. Han har dog, overraskende nok, ikke filmet denne produktion selv.
Jeg var ikke blæst væk af Hvileløs, men jeg var rigtig godt underholdt. Jeg tror, det havde været en endnu bedre oplevelse, hvis jeg ikke kendte historien på forhånd. Dens helt klare force er nemlig, at der løbende sker uheldige ting for vores hovedrolle, som han skal løse.
Så hvis du mangler en spændende film til en fredag aften, kan du roligt kaste dig over Hvileløs, der nok bør overraske dig et par gange undervejs.
Hvileløs (engelsk titel Restless) kan ses på Netflix fra den 25. februar 2022.
FAKTA
Instruktør: Régis Blondeau
Manuskript: Régis Blondeau, Julien Colombani
Medvirkende: Franck Gastambide, Simon Abkarian, Michaël Abiteboul
Plot
En korrupt betjent går til ekstremer for at dække over en ulykke, og derefter løber hans liv helt af sporet, da han begynder at få trusler fra en mystisk vidne.
Skod film