HUSET USHERS FALD / THE FALL OF THE HOUSE OF USHER på Netflix er den sidste serie på streamingtjenesten fra Mike Flanagan. Der har været et ekstremt højt niveau, og det ender også i samme høje ende med denne serie. Selv castet er kendt fra hans tidligere serier. Læs hele vores anmeldelse af Huset Ushers fald her!
HUSET USHERS FALD er en ny Netflix-gyserserie fra Mike Flanagan. Efter at have lavet så mange fantastiske serier med og for denne streaminggigant, er det ærgerligt, når man ved, at dette er sidste serie fra Mike Flanagan. Altså, på Netflix.
Mike Flanagan er nu gået over til Prime Video, så vi får mere fra ham derfra. Dét takker vi gyserguderne for!
Og ja, Mike Flanagan afslutter sin Netflix-aftale på et meget højt niveau med denne sidste Edgar Allan Poe-inspirerede-serie. Som altid er castet fyldt med kendte ansigter fra Flanagans andre produktioner, og det bliver meget mørkt – og blodigt. Der er godt med veltimede jumpscares, men det er de dybe karakterdrevne gys, der rammer hårdere. Der er otte timelange afsnit i serien, og vi har set dem alle til denne anmeldelse.
Læs videre på vores anmeldelse af Huset Ushers fald-serien nedenfor. Find alle 8 afsnit på Netflix fra den 12. oktober 2023. Hvis din konto har engelsk sprogindstilling, skal du finde den under titlen The Fall of the House of Usher.
En moderne vinkel, der bare fungerer
I Flanagans seneste Netflix-gyserserie har skaberen baseret sin historie på Edgar Allan Poes værker. Vi befinder os dog i nutidens USA, hvor vi følger de hensynsløse søskende Roderick og Madeline Usher. Sammen har de bygget Fortunato Pharmaceuticals op til et imperium af rigdom, privilegier og magt.
Hele deres imperium er dog baseret på et lægemiddel, og virksomheden lyder på mange måder som heftigt inspireret af den virkelige virksomhed, der var omdrejningspunkt i Painkiller-serien.
Det giver en enkel og helt perfekt moderne vinkel. Især når vi (til sidst) får hemmeligheden bag, hvordan Usher-søskende kom til magten. Allerede inden vi når så langt, begynder andre hemmeligheder dog at vælte ud, da alle arvingerne til Usher-dynastiet begynder at dø. Én efter én!
En mystisk kvinde har på en eller anden måde været der fra begyndelsen af Usher familiens succes. Helt tilbage fra deres ungdom. Nu lader det til, at hun har noget at gøre med alle disse brutale (og ofte meget kreative) dødsfald.
Serien er inspireret af og baseret på Edgar Allan Poes novelle fra 1839 af samme navn. Der er dog masser af referencer til andre klassiske fortællinger fra Edgar Allan Poe, så vi kommer godt omkring.
Det absolutte omdrejningspunkt i denne gyserserie er Roderick Usher (Bruce Greenwood). Han er administrerende direktør for den meget korrupte Usher-ejede medicinalvirksomhed. Roderick og hans søster, Madeline Usher (Mary McDonnell), havde en meget tragisk barndom og kæmpede i deres ungdom.
Nu er hemmeligheden bag deres “vej til magt og rigdom” ved at blive afsløret. Præcis som deres imperium smuldrer, og alle arvingerne dør!
Jeg elsker dette cast – men mest Carla Gugino
Jeg nyder altid rollebesætningen i enhver Mike Flanagan-produktion. Hans film og serier er altid fyldt med kendte ansigter, og denne serie er selvfølgelig ingen undtagelse.
Der er ikke én skuespiller, der ikke leverer en strålende præstation, og alligevel elskede jeg især Carla Gugino. Hun er altid fantastisk, men har så meget at arbejde med her i Huset Ushers fald. Og det ser ud til, at hun virkelig hygger sig.
Selvfølgelig har hun også den ekstra bonus at spille en nøglekarakter plus forskellige variationer af denne. Alt sammen for at lokke Usher-familiemedlemmerne i fordærv… og døden. Som sådan spiller hun alt fra en flirtende bartender til en sikkerhedsvagt og en klassisk “kattedame”, der arbejder på et dyreinternat. For bare at nævne nogle få af hendes karaktervariationer.
Som overhoved i Usher-familien, Roderick Usher, ser vi Bruce Greenwood som seniorversionen og Zach Gilford som den yngre version. Altid ved hans side er hans søster Madeline, som tydeligvis er familiens hjerne. Noget Roderick er fuldstændig enig i. Madeline Usher spilles perfekt af Mary McDonnell (Battlestar Galactica) som den ældre version og lige så glimrende af Willa Fitzgerald som den yngre version.
Som deres mor, Eliza, ser vi Annabeth Gish, som er en stor del af det første afsnit. Roderick Ushers børn, som bliver nøglen i alle de brutale begivenheder i serien, portrætteres af Henry Thomas, Samantha Sloyan, T’Nia Miller, Kate Siegel, Rahul Kohli og Sauriyan Sapkota. Tro mig, når jeg siger, at de alle er geniale. Alligevel skræmte Henry Thomas mig som aldrig før!!!
Sidst, men ikke mindst, er der den seneste Usher (i form af et meget overraskende ægteskab); Juno Usher portrætteret af Ruth Codd. Og det eneste barnebarn i familien er Lenore Usher portrætteret af Kyleigh Curran (Doctor Sleep).
Karakterer uden Usher-navnet
Mark Hamill er Usher-familiens advokat (og en “fixer” af alt), og Hamill leverer en skøn og intens præstation her. Jeg elskede det! Den altid vidunderlige Carl Lumbly (Altered Carbon) spiller Auguste Dupin, som forsøger at bringe Usher-familiedynastiet ned ad rettens vej. Som med alle store virksomheder er dette praktisk talt umuligt.
Alligevel ser vi gennem hele serien, at Carl Lumblys senior-Dupin sidder overfor Bruce Greenwoods senior-Roderick, da sidstnævnte lover endelig at fortælle alt og indrømme sine forbrydelser. De to skuespillere er skønne over for hinanden.
Den unge Dupin spilles i øvrigt af Malcolm Goodwin, som leverer en stærk karakterpræstation. Fysisk er der dog en udfordring, da Carl Lumbly er meget højere. Det drillede mig lidt, men man skal jo heller ikke være krakilsk.
Udover de allerede nævnte, kan du også se frem til at se endnu flere Flanagan-alumni-skuespillere. Hold øje med Michael Trucco, Crystal Balint, Aya Furukawa, Matt Biedel, Igby Rigney og Robert Longstreet. Også Katie Parker er med i denne serie, og selvom hun teknisk set er en Usher, bliver hun kun omtalt som Annabel Lee.
Se Huset Ushers fald på Netflix!
Skaberen af Huset Ushers fald er Mike Flanagan, som vi allerede har nævnt mange gange før. Det tåler dog at blive gentaget, da han er en af vor tids mest solide og geniale gyserskabere. Han instruerer også halvdelen af afsnittene i denne serie, mens Michael Fimognari (The Midnight Club) instruerer den anden halvdel.
Efter en ekstremt stærk åbningsepisode er det nemt at komme ind i stemningen og tempoet i Huset Ushers fald. Og det skal forstås som et kæmpe kompliment. Det ottende og sidste afsnit – som varer lidt længere end en time – får afsluttet alt effektivt, hvilket resulterer i en stram og stærk historie. En, der er karakter- og gyserdrevet på alle måder.
Jeg ved, at de fleste har deres favorit Mike Flanagan-serie på Netflix. For mig er det stadig de to “The Haunting”-serier, der skiller sig ud. Det føles dog også uretfærdigt at vurdere Mike Flanagan overfor, ja, Mike Flanagan. Alt fra hans hånd, som jeg måske kunne lide mindre end noget andet, han har lavet, er stadig markant bedre, end det nogle andre præsterer. Især når vi taler gennemførte gyserserier, så står han som mesteren.
Med en udgivelse dagen før den sidste fredag den 13. i 2023, kan denne serie reelt være den eneste ting, du beslutter dig for at se. Det ville resultere i et noget omfattende bingewatch med mere end otte timers spilletid, men det er ikke umuligt. Og serien holder hele vejen igennem.
Nyd denne sidste Netflix-serie fra Flanagan, og gør dig klar til at tune ind på Prime Video til hans næste serie. Her hos Heaven of Horror kommer vi i hvert fald til at følge Mike Flanagan, hvor end han er!
Huset Ushers fald / The Fall of the House of Usher er på Netflix fra den 12. oktober 2023.
FAKTA
Skaber: Mike Flanagan
Instruktører: Mike Flanagan & Michael Fimognari
Medvirkende: Bruce Greenwood, Carla Gugino, Mary McDonnell, Carl Lumbly, Mark Hamill, Michael Trucco, T’Nia Miller, Paola Nuñez, Henry Thomas, Kyleigh Curran, Samantha Sloyan, Rahul Kohli, Kate Siegel, Sauriyan Sapkota, Zach Gilford, Willa Fitzgerald, Katie Parker, Malcolm Goodwin, Crystal Balint, Aya Furukawa, Daniel Jun, Matt Biedel, Ruth Codd, Annabeth Gish, Igby Rigney and Robert Longstreet
Plot
For at sikre deres formue – og fremtid – bygger to skruppelløse søskende et familiedynasti, der begynder at smuldre, da deres arvinger på mystisk vis dør, én efter én.