House at the End of the Street har et stærkt cast, men manuskriptet svigter filmen.

Lad mig bare starte med at sige, at det bestemt er de dygtige skuespillere, der trækker House at the End of the Street.

Jennifer Lawrence (The Hunger Games) og Elisabeth Shue (Piranha 3D, Hollow Man) er altid fantastiske – omend de har meget lidt at arbejde med denne gang.

Max Thieriot (Bates MotelMy Soul to Take, Chloe) får lidt mere at rive i, og det gør han særdeles godt. Men når det så er sagt, stopper festen stort set også der.

Manuskriptet, som er skrevet af David Loucka (Dream House), er baseret på en historie af Jonathan Mostow (instruerede bl.a. Terminator 3 samt Breakdown), og det lyder jo umiddelbart meget fint alt sammen. Men historien er simpelthen for sjusket!

Der er mange virkelig ringe replikker, der – uanset hvor meget hjerte skuespillerne forsøger at lægge i dem – bare klinger ekstremt hult og meget søgt.

Plottet udvikler sig også tragisk åbenlyst, og selvom der er et par gode twists and turns, så vil de fleste kunne lure det på lang afstand.

Hevet frem af skuffen pga. Jennifer Lawrence?

Helt overordnet føler man ikke, der har været megen kærlighed for projektet, og det er altså sørgeligt, når man ellers har samlet en række yderst habile kræfter både foran og bag kameraet. Selvom der dog også er et par virkelig rådne præstationer i de mindre roller – det gør det dog bare endnu mere tydeligt, at de gode skuespillere virkelig er i en helt anden klasse.

House at the end of the street blev optaget tilbage i 2010, men man kan da forestille sig, at den er hevet frem af skuffen efter Jennifer Lawrence’s massive succes med The Hunger Games.

Til gengæld forstår man også så udmærket, at den aldrig kom i biografen herhjemme. De gode skuespilpræstationer fra især trekløveret er alene grunden til, at vi trods alt lander på 3 splatter, for historien er altså ikke meget mere end en enkelt værd.

Fakta

(Originaltitel: House at the end of the street)

DVD/Blu-ray: 19-02-2013
Genre: Horror | Thriller
Instr.: Mark Tonderai
Medv.: Jennifer Lawrence, Elisabeth Shue, Max Thieriot, Gil Bellows m.fl.
Land: USA, 2012

Resumé
Den unge pige Elissa flytter til en ny by med sin mor efter forældrenes skilsmisse. Elissa finder hurtigt ud af, at hendes hus befinder lige ved siden af et hus, hvor et dobbeltmord tidligere har fundet sted. En pige myrdede sine forældre og forsvandt derefter – den eneste overlevende var sønnen i huset. Og ham bliver Elissa venner med…

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg