Hjemsøgt [org. titel Haunted] er en ny Netflix horror-serie med et reality twist. Og ja, det lyder måske lidt underligt, men det fungerer faktisk. Det er reelt “bare” virkelige mennesker, der fortæller deres historier om at være hjemsøgt!
Hjemsøgt (eller Haunted) er intet mindre end en Netflix horror reality-serie. Og det lyder i sig selv, som noget nyt. Men hvis du forestiller dig noget, der minder lidt om Amazon Prime serien Lore (baseret på podcasten af samme navn), så er du på rette vej.
Læs også: Vores anmeldelse af Lore sæson 2 her >
Desuden er produktionskvaliteten overraskende høj. Vi forventede noget i stil med Station 2, der fortæller om en hændelse og så laver en “fin” dramatisering af hændelsen. Dét er langt fra det, der sker, i Hjemsøgt.
Seks meget forskellige fortællinger
I løbet af seks afsnit hører vi seks forskellige personer fortælle deres egen historie. Det giver helt naturligt seks meget forskellige oplevelser til dig som seer.
Hvor godt det enkelte afsnit af Hjemsøgt er, afhænger nok af, om du føler for personen, der fortæller sin historie. Eller sagt mere direkte; Det afhænger nok især af, om du tror på personens historie!
Personligt tror jeg på, at hver person selv tror på deres egen historie. Uanset om jeg så synes, det lyder ægte, så kan jeg se og høre deres frygt, når de fortæller. Det er trods alt humlen i meget gys og skræk, så dén del har de godt fat i.
Og så var jeg glædeligt overrasket over, at der ikke er fokus på religion. Det er naturligt nok en del af flere historier, da folk helt naturligt søger løsninger på deres mareridt. Men det er ikke et egentligt omdrejningspunkt.
Hjemsøgt [Haunted] er i øvrigt ikke for børn. Ikke med mindre du har nogle meget hardcore unger, eller gerne vil lade dem sove ved din side det næste års tid. Godt nok er fortællerne voksne, men deres historier om hjemsøgelser starter generelt i barndommen!
Er Hjemsøgt din tid værd?
Når der kommer en ny serie på Netflix, så er mange bekymrede for, om den nu også er deres tid værd. Det er Hjemsøgt [Haunted] så absolut. Om ikke andet, så fordi den kun består af seks afsnit, der alle varer under en halv time.
Det er altså små hygge-bidder perfekt til en lille horror-snack!
Når det er sagt, så er alle afsnit ikke lige stærke. Det vil (som altid!) være en smagssag, hvad man bedst kan lide. Jeg synes dog, at sæson 1 starter stærkt med nogle virkelig gode afsnit.
Afsnit 1 mindede mig lidt om The Haunting of Hill House, og jeg kan vist ikke komme med en større kompliment disse dage. Afsnit 2 handler derimod om to søstre, der boede med en far, der var seriemorder. Der er altså mere Mindhunters i dén historie (for nu at blive i Netflix serieland).
Se sæson 1 af Hjemsøgt [org. titel Haunted] på Netflix fra 19. oktober 2018.
PLOT
Rigtige mennesker deler sammen med deres familier og venner sande historier om skræmmende begivenheder, der stadig martrer dem. Begivenhederne genskabes på livagtig vis.
Det bliver hurtigt tydeligt at det er fup og fidus. Det er slet ikke rigtige oplevelser der ligger bag. Checker man lidt op på det, er “fortælleren” i afsnit 1 da også selv b-horrorfilmsinstruktør… afsnit to omtaler en hændelse der ingen steder er registreret, og iøvrigt er så langt ude at alarmklokkerne med det samme ringer. Det er ret tydligt for mig at se at det ikke er sant at den er baseret på rigtige hændelser. Det er jeg iøvrigt ikke den enste der har lagt mærke til (prøv at søg lidt på det selv). Det er sgu lidt plat af Netflix…come on